"Vi skal flytte!"

Så skete det! Vi har endelig fundet et fint nyt sted, hvor vi kan sprede os som familie. Et lille rækkehus i to plan, 80 kvm, en lille have, værelse til både os og Holger, egen parkering og et fint lille skur. Det bliver simpelthen så godt!



Lige siden jeg blev gravid med Holger, har vi snakket om at finde noget større. Ikke i hast, men bare været lidt på udkig. Lejligheden her er jo skøn, men vores behov har ændret sig. Vi begyndte så småt at drømme lidt om alt det, jeg har nævnt ovenfor, så da jeg endelig fandt det, af ren og skær tilfældighed en sen mandag aften, slog jeg til med det samme og så handlede vi ellers hurtigt.


Vi var ude at se rækkehuset tirsdagen efter (d. 26. april), opsagde vores nuværende lejlighed om fredagen og underskrev kontrakt på det nye lejemål i tirsdags (d. 3. maj). En lille uge, fra kig til kontrakt.


Det føles skæbnebestemt næsten, for vi har været ude at se et par andre lejligheder i år, hvor vi ved særligt to af dem, ærgrede os over det ikke blev dem. Den første, som vi ellers var meget interesserede i, krævede overtagelse med det samme, hvilket betød tre måneder med dobbelt husleje og det duede bare ikke. Den næste, som vi også virkelig var klar på, gik til et andet par. Og den tredje, ja den kunne vi slet ikke se os selv i. Så for os, må fjerde gang være lykkes gang.


Og nøhj hvor glæder jeg mig til den første morgenkaffe i huset. Varm kaffe i koppen, ud gennem terrassedøren, Holger i hælene og så ellers bade fødderne i det morgenfriske græs. Vores helt eget lille frimærke af en have. Dét især, har jeg drømt om og er nok en af de største gevinster. Men egentlig er der bare så mange plusser, og kun ganske få minuser. Hverken vi eller gæster skal betale parkering fremover, som de ellers har måtte gøre herinde i centrum, for vi får egen parkering. Vi har dog ingen bil, så der er rigeligt med plads til en ladcykel i stedet, og til at Holger kan drøne rundt på en lille løbescooter måske.


Og vi får et skur! Et stort et af slagsen endda. Ja eller, det synes vi i hvert fald, for der er ingen opbevaring knyttet til lejligheden her, hverken skur, loft eller kælderrum og de eneste indbyggede skabe er køkkenskabene og et enkelt på badeværelset, så vi har måttet være kreative med opbevaringsplads herinde. Men lige om lidt kan alting få sin helt egen fine plads, i kasser i skuret. Vores skur.


Tænk sig engang hvordan kilden til glæde kan ændre sig på bare fire år. Da vi flyttede ind i lejligheden her i centrum, kunne vi slet ikke få armene ned over vores fantastiske udsigt (som i øvrigt stadig er ret fantastisk). Og alt var nyt, køkken, bad og hele baduljen af hårde hvidevarer. Men pladsen er blevet for lille, og vi trænger til at komme lidt ned på jorden. Fra fjerde til stueplan. Lidt af en forandring, men åh så tiltrængt. At vi så går fra nyt, til knap så nyt, skidt pyt med det.


Overtagelsen passer endda rigtig fint med mine eksaminer, så vi har lige et par uger mellem eksaminer og overtagelse, til at pakke i ro og mag. Og vi skal først være endeligt ude af vores nuværende lejlighed et par uger efter overtagelse af det nye, så der er hverken hast med at flytte eller hast med at gøre klar til flyttesyn. Hvor heldig har man lov at være. Det er ikke helt til at fatte.

Seneste blogindlæg

Se alle