Ude godt men hjemme bedst

Nøøøhj hvor er det godt at være hjemme igen. Jeg har savnet vores lille redde ret så ubeskriveligt denne omgang.

Godt nok har vi selv valgt at udleje vores lejlighed på AirBnb, men af en eller anden grund, var jeg ikke helt så klar på at være væk hjemmefra denne gang, som jeg har været alle de øvrige gange. Denne gang måtte vi da også lave nogle lidt spontane ændringer på vores ellers fint planlagte ferieeventyr og bruge vores sidste aften væk hjemmefra, på hotel i Aarhus, booket i sidste øjeblik.

Det var bestemt ikke planlagt, men endte egentlig med at være ret så hyggeligt og vi benyttede lejligheden til at lege turister i egen by og hotel Wakeup Aarhus på M. P. Bruunsgade får den varmeste anbefaling fra os begge. At det ”kun” er et to-stjernet hotel, har jeg svært ved at forstå, men klager gør jeg bestemt ikke.



Anyways, nu vi er hjemme igen og det føles rigtig godt. Trygt.

Vi var hjemme i lejligheden lige over middag og jeg ved ikke med jer, men noget af det bedste jeg ved, ved at komme hjem efter en længere tur væk, er at få vasket i bund… så det første jeg gjorde da vi trådte ind ad døren, var at tømme min taske og sortere vasketøjet. Først satte jeg en helt hvid vask over, så jeg kan lægge vores hvide sengetøj på om lidt og bagefter hoppede Jesper og jeg på letbanen for at tage i Flügger Farver oppe på Randersvej. I kan sikkert gætte hvorfor.

Alt for længe har jeg snakket om hvor meget jeg gerne vil have malet den blå væg i eks-soveværelset over igen, så i morges sagde jeg til Jesper at nu var det altså på tide bare at få købt den maling. Så det har vi gjort… tre liter råhvid vægmaling. Yes! Endelig! Og så fik jeg endda også fundet spatelmassen frem og dækket hulleren fra vores sengelampe og et billede, så nu er væggen totalt klar til at blive malet og så er vi et skridt længere i projekt kontor/babyværelse. Ja tak.

Som gravid må jeg desværre ikke male, ellers havde jeg helt klart gjort det her til aften, mens Jesper er ude. Om jeg er utålmodig eller bare spændt, vides ikke, men i stedet har jeg kørt ren wellness-hygge herhjemme for mig selv med fodbad og ansigtsmaske. Lidt selvforkælelse er vel også på sin plads ikke? og nu har jeg den blødeste hud og de fineste fødder. Ja og så må Jesper jo tage malerprojektet under sine vinger en af de kommende uger, måske mens jeg er til forelæsning på AU.

Apropos den voksende mave, Ja det er altså svært ikke at skrive om den, så er vi nået til det punkt i graviditeten, hvor jeg gerne skal kunne mærke lidt til ham hver dag og flere gange helst. Vildt altså, at der bor et lille bitte menneske inde i mig og at jeg kan mærke at han lever. Ja faktisk er der ingen tvivl, for han har rumsteret så fint derinde siden uge ca. 21 faktisk og både Jesper og min søster har nu haft fornøjelse af at mærke livet fra ham i deres håndflader. Det har simpelthen været det bedste at se deres reaktioner, når den lille fyr har givet et spark eller slag fra sig og jeg er også stadig selv ret vild med det. Det er en ret så bekræftende følelse. Og ved enkelte lejligheder har jeg ikke kunnet dy mig fra at udbryde ”it’s alive” med lettere dramatisk effekt, bare fordi.

Naturligvis er det ikke lutter lagkage det hele, sommetider risler der også en let følelse af ubehag gennem min krop, bare fordi hele situationen er uvant. Og det er mærkeligt at se i spejlet at min krop har ændret sig. Godt nok er der ikke sket vildt meget, men lidt er stadig meget, for én der har været vant til den (næsten) samme krop i et godt stykke tid nu. Maven er én ting, men brysterne er noget andet. Det er faktisk dem jeg har det mærkeligst med, og de er ikke engang vokset særlig meget. Faktisk føles det lidt som om det kun er det ene der har fået vokseværk lige nu og sandt at sige har lige præcis dét ene bryst altid været lidt større end det andet, men nu er det altså bare noget mere tydeligt. Haha, åh jeg håber sådan den anden følger trop snart. Men altså, så længe de kan performe som de skal når tiden kommer, så går det jo nok alt sammen.

Og med sådan et fint billede på nethinden tænker jeg at det vist er på tide, at få sat sidste punktum og så få lagt det der rene, nyvaskede sengetøj på, så jeg kan kravle tidligt under dynen, med computeren på skødet.

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle