Status i babyboblen

Så. Nu giver jeg det lige endnu et skud. Mon ikke det snart lykkedes mig at få skrevet et indlæg færdigt og sendt afsted? Jeg forsøgte mig både i onsdags og i går, men dagene lige for tiden er jo af gode grunde ikke så frie som de før har været, og giver den lille fyr en lyd fra sig, så slipper jeg altså alt andet og er over ham på (næsten) ingen tid. Og det betyder altså, at jeg sagtens kan vende retur til en computer med en god håndfuld halvfærdige blogindlæg, der pludselig har mistet deres ”nyhedsværdi”. Og så er der jo ikke andet for end at starte forfra og krydse fingre for at det lykkedes mig at færdiggøre det næste skriv.



I går fik jeg puttet Holger i passende tid til at Jesper og jeg kunne spise sen morgenmad sammen og bare bruge et par timer ved morgenbordet og snakke, lave madplan for resten af ugen og skrive den bette fyr op til en institutionsplads.


Det var ellers noget af en følelsesfremkaldende proces. Der er jo drønmange institutioner i Aarhus og man har jo ikke en jordisk chance for at sætte sig ordentligt ind i dem alle før man træffer en beslutning om hvilke man gerne vil prioritere. Og når først man har valgt sine 5 prioriteringer er det jo ikke til at vide om man overhovedet er så heldig at få plads nogle af de steder man har valgt.


Og så bliver jeg da helt melankolsk ved tanken om at der faktisk ikke engang går et helt år nu, før det ikke længere er mig og Jesper der er Holgers primære kilde til socialisering, omsorg og pasning – hvis altså vi får tildelt en plads til det ønskede tidspunkt naturligvis.


Hvis alt går efter planen, skulle jeg nemlig gerne være tilbage på AU midt februar 2022 og det ville være dejligt hvis vi kunne køre Holger ind lidt tid forinden. Så vi har ønsket start midt januar, hvilket af en eller anden grund føles enormt tidligt for mig.


Jeg har dog selv arbejdet i en integreret institution og min opfattelse var at børnene virkelig stortrivedes der. Alligevel virker det vildt nervepirrende at skulle overlade vores bette fyr til nogle totalt fremmede mennesker, et sted vi ikke ved om vi kan få lov til at se ordentligt inden. Pædagogerne bliver naturligvis ikke ved med at være fremmede og der er så mange fordele for Holger ved at komme i institution. Så forhåbentlig får jeg vænnet mig til tanken jo tættere på vi kommer.


Nøhj hvor føles det virkelig som om vi har taget et skridt op ad voksen-stigen, når man sådan sidder og kigger institutioner, og jeg synes det er så vildt at det inden længe er mig der skal aflevere og hente et barn, fremfor at tage imod dem. Jeg kan huske hvordan jeg følte der var milevidt forskel på mig (den faste vikar) og så forældrene dengang. Og nu er det så mig der er én af forældrene og så kan der så sidde en ung vikar, der har sabbatår efter gymnasiet og tænke det samme om mig. Så underligt altså, men også lidt fantastisk.



Ja ellers sker der jo ikke det helt vilde herhjemme. Dagene går jo med at se efter Holger og lære ham at kende – så det er en blandet landhandel af amning, bleskift, putning, barnevognsture, forsigtige barselsbesøg og forsøg på at få tingene flasket sådan at vi faktisk kan spise dagens måltider sammen. Det lykkedes ikke rigtig med aftensmadsmåltidet for tiden. Vi stiler som regel efter at spise aftensmad omkring kl. 18.00 men de sidste par dage er det præcis ved denne tid at Holger ikke helt kan finde ro og så kan der godt gå et par timer med at få ham lagt i seng, hvor vi skiftes til at vugge og synge for ham mens den anden spiser. Vi gør ellers alt efter bogen, den mørke belysning, hvid støj, vuggen og syngen, bleskift inden, sørger for han er mæt… you name it, men det tager ham alligevel en del længere tid før han helt forsvinder ind i drømmeland end det gør i dagstimerne eller midt om natten, hvilket egentlig er fair nok, for han er bestemt ikke umulig, det tager bare lidt tid. Hvem ved, måske synes ham bare det er hyggeligt. Jeg er pænt opfindsom med mine selvskrevne vuggeviser, så mon ikke han bare gerne vil høre dem til ende, hehe.


Nej, men ellers går tingene sgu egentlig så fint. Naturligvis er vi trætte, især mig, men det er som om man lidt accepterer den manglende søvn og lærer at fungerer med de færre timer.


I tirsdags havde vi desuden besøg af sundhedsplejersken for anden gang herhjemme. En fantastisk service der på en eller anden måde var gået min næse forbi i forbindelse med fødslen. Det var ikke før hun skrev til mig med tilbuddet om første besøg, at jeg fandt ud af at det var noget man gjorde. Jeg synes ellers virkelig jeg har holdt mig selv ret velinformeret, men noget måtte jo liste sig min næse forbi.


Men sikke en fin service altså og nøhj for en sundhedsplejerske. Hun er simpelthen så sød og venlig, men samtidig stråler hun af erfaring og det gør altså mor her tryg. For selvom alting egentlig er gået så fint efter udskrivelse, har jeg stadig haft nogle bekymringer som hun noget så fint og professionelt har formået at få afdækket. At være bekymret, er jo nok noget af det mest almindelige for en nybagt mor, især når det kommer til områder såsom amning, hvor man virkelig kan føle sig ramt på sin moderlighed, hvis ikke det lige fungerer som man havde håbet.


Heldigvis har Holger og jeg fint styr på amningen. Noget jeg er ufatteligt glad for. Han bliver både mæt og vokser noget så fint – 3560 g. og 54 cm. lang i tirsdags. Så nu krydser jeg bare fingre for at vores gode samarbejde holder lige så fint og lige så længe som det er nødvendigt for den bette fyr. Jeg har det nemlig rigtig fint med at amme og holder meget af den tæthed der opstår mellem os, så det gør jeg med glæde så længe det er aktuelt.


Lige præcis amningen har jeg nemlig været lidt bekymret for. Jeg er nemlig udstyret med nogle fine, om end – i min optik – lidt funky bryster. Nogle ville måske sige at de er præcis som de skal være. Det er jeg til dels også enig i og måske er funky heller ikke ordet, men symmetriske eller ”noget særligt” er de altså ikke. De er små, den ene større end den anden og efter at mælken er strømmet til, er størrelsesforskellen kun blevet tydeligere. Ærligt talt er det faktisk kun det ene bryst der reelt set ligner et bryst post-fødsel. Det andet ligner ret meget sig selv, men producerer dog stadig den nødvendige mælk. Kroppen er sgu fantastisk, om end den ikke altid tager sig ud som vi ville ønske.


Min bekymring for amningen er dog også det der har fået os til at introducere den bette fyr for flasken allerede. Simpelthen for at være dækket ind. Men nu hvor vi med sikkerhed ved at jeg fungerer præcis som naturen har tiltænkt, kan vi bruge flasken som et hjælpemiddel i stedet. I tilfælde af at jeg skulle få brug for en pause eller for at være væk hjemmefra i lidt mere end bare et par timer en gang, ved vi nu at far og Holger snildt kan klare sig selv. Og selvom jeg ikke ved hvornår det skulle blive nødvendigt, så er det rart at vide, at det er en mulighed.



Ja det er nok lidt ananas i egen juice sådan at skrive hvor godt det går, men ærlig talt, så skal der sgu også være plads til at tingene sommetider går rigtig fint, uden at man frygter for at spolere det eller føler et behov for at banke under bordet, hvis man taler højt om det. Og skal jeg være helt brandhamrende ærlig, så har Jesper og jeg faktisk været en del bøvl igennem siden slut 2020, som jeg virkelig synes vi har taget i stiv arm, så at alt bare er gået godt med især fødslen og lille Holger virker lidt som karma der kommer os til gode. Som om universet er med os. Det lyder måske skørt, men det er oprigtig talt sådan jeg har det.


Der er naturligvis ingen tvivl om at vi også selv har gjort en hel del for at sikre både mig og Holger de bedste forudsætninger, men mon ikke vi kan afskrive de gode forhold som en rigtig fin kombination af både vores gode arbejde og universets kærlig hånd?


Nu er det jo ikke fordi der skal gå ren og skær babysnak i den herinde, så bare rolig, der er andet godt på vej også. Nu er det jo efterhånden ved at være næsten to måneder siden jeg nåede et helt år som alkoholfri og det har jeg naturligvis også i sinde at fortælle lidt om. Ja faktisk har jeg forsøgt mig med et skriv op til flere gange efterhånden. Mindste 5 blogindlæg er blevet påbegyndt men ikke færdiggjort. Så nu kan jeg vist snart ikke strække den meget længere. Og så har jeg jo faktisk også et par blogindlæg om de nye officielle kostråd på vej. Det har jeg skrevet lidt om her.


Og, og, og så er der jo også stadig et par opskrifter til gode, som jeg har vist ovre på IG men endnu ikke fået delt herinde, så mon ikke jeg også kan finde tid til det, ind i mellem amning og bleskift. Jeg vil i hvert fald gerne gøre forsøget, men lige nu er det selvfølgelig den lille Holger der har førsteprioritet.


Men kig endelig forbi med jævne mellemrum og ellers er jeg altid flittig til at dele på både IG og Facebook når der er nyt her på bloggen.

Seneste blogindlæg

Se alle