Søndagssnak #2

Opdateret: 26. jan. 2019

Godmorgen og glædelig søndag.


Kl. er lidt i 7 og jeg har lige sat mig til rette i sofaen. I løbet af ugen her, har der været en del små øjeblikke hvor jeg har tænkt over ting jeg kunne skrive i dagens indlæg, men nu hvor jeg sidder her, føles det som om at mine tanker skal hives ud af mig.


Lige nu, glæder jeg mig bare til at komme i vandet i svømmehallen om et par timer, og så i sauna. Det kan jeg mærke min krop trænger til. Både fordi jeg virkelig holder af den ugentlige rutine i at tage i svømmehallen, men også fordi jeg kun har været ud at løbe én gang denne uge, så jeg trænger til at bruge min krop lidt mere.


Nu jeg tænker over det, har jeg også cyklet til og fra studiet, men det er mere som transportmiddel og turen er heller ikke så lang, så jeg tæller den ikke helt med i mit aktivitetsregnskab.



I går var vi (altså Jesper og jeg) på Street Food og så i biografen for at se Beautiful Boy. Inden da havde vi brugt det meste af vores lørdag på bare at sidde indendøre hjemme i lejligheden. Jeg læste det meste af dagen og jeg tror Jesper har kastet sig over den nye sæson af Punisher der er kommet på Netflix. Jeg er inde i en periode lige nu, hvor jeg gerne bare vil lære en masse, så jeg læser både til studiet og på egen hånd ved siden af.


Som i kunne se forleden dag i dette indlæg så har jeg kastet mig over bogen Hvad skal vi svare af filosof Arne Johan Vetlesen og sociolog Rasmus Villig. En bog med et meget kritisk syn på vores samfund, der udpeger nogle helt konkrete men forskellige områder i samfundet der hiver vores fokus væk fra det der er vigtigt. Selvom jeg er enig i mange af de ting de skriver, er det ikke just en særlig opløftende bog, så man skal nok ikke læse den med det formål at komme i godt humør, men nærmere med formålet om at blive oplyst.


Jeg har også et par bøger liggende på hylden herhjemme jeg ikke har åbnet endnu, så jeg tror bogen 7 gode vaner af Stephen Covey er den næste i rækken.


I onsdags afleverede vi vores skriftlige opgave over vores madspildsprojekt. Det var ret fantastisk. Det føltes som om vi har brugt hele semestret på at arbejde med det, så nu skal den mundtlige eksamen i morgen bare overståes og så kan jeg sige farvel og tak til 5. semester.


Hvordan står det egentlig til med jer her i januar? Nu er vi 3 uger inde i måneden og allerede over halvvejs.


Jeg føler selv jeg er inde i en almindelig rutine igen, især nu hvor vi tester 5:2 kuren. Jeg er dog blevet anderledes bevidst om mine spisevaner og tænker lidt mere over hvad det er jeg putter i min krop. Vi har jo de her to dage hver uge (mandag og torsdag) hvor vi spiser to ret kalorielette måltider, så når jeg spiser på de normale dage kan jeg godt hurtigt føle at jeg spiser mere end jeg plejer, selvom det sikkert ikke passer. Det er nok bare kontrasten mellem en dag med let faste og en normal dag der er stor.


Med undtagelse af i går altså. Der fik jeg vist lidt flere kalorier indenbords end jeg plejer. Jeg tænker ikke i behøver listen over hvad jeg spiste, men... jeg kan varmt anbefale Grilled Cheeses toast med Nutella, skumfidus og peanutbutter fra Street Food. Den er sindsygt god, virkelig! og syndig. I dag tror jeg der skal skrues lidt ned for de fede og søde sager og lidt op for de sundere sager, så jeg starter dagen med en varmende portion havregryn, toppet med banan og æble inden svømmehallen.


Rigtig god søndag til jer ♥️


Klem, Katrine


#søndagssnak2019

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle