Søndagssnak #47



(fra gårsdagens intro til trail løb)

Godmorgen venner. Hvordan går det?

(Næsten) hver søndag, deler jeg et nyt indlæg, i denne lidt tilfældige føljeton. Indlæggene har som sådan ikke et fast tema, de er mere ment som en mulighed for mig, til at fortælle lidt om ugen der er gået, eller dele noget jeg har på hjerte.

Nogle gange har jeg delt en næsten slavisk gennemgang af ugens 7 dage. Andre gange har det være en uddybende fortælling om en enkelt særlig begivenhed.

Jeg kom på ideen med denne føljeton, fordi søndage er særlige for mig. Det er den dag på ugen, hvor jeg altid sørger for at lave noget der virkelig gør mig glad, men samtidig også sørger for at finde tid, til at komme helt ned i tempo et par timer. Mine morgener om søndagen, virkede derfor som et oplagt tidspunkt til kaffe og blog-skriveri.

Hvis i har lyst, kan i læse det første indlæg i denne føljeton lige her.

Da jeg gik i gang med at skrive dette indlæg, genlæste jeg en del af de tidligere søndagssnak-indlæg. Det er sjovt at se hvordan indlæggene er blevet længere og måden jeg skriver på har udviklet sig. Billederne er også blevet noget bedre og jeg kan tydeligt se, hvordan mange af de tidligere søndagssnak-indlæg er skrevet lidt i hast, fordi jeg lige skulle vænne mig til, at udgive et fast indlæg.

Over tid er jeg blevet bedre til at forberede indlæg og er så småt kommet ind i en rutine, hvor jeg sætter mere tid og fokus af til hvert indlæg. Jeg er endda begyndt at lave en blog-kalender, hvor jeg noterer hvilke indlæg jeg gerne vil skrive og hvornår jeg gerne vil udgive dem.

Nu hvor jeg har startet egen praksis, og snart skifter over til min nye hjemmeside, vil jeg gerne begynde at behandle bloggen her, lidt mere som et job. Jeg vil gerne tage mig selv og min forretning seriøst.

Da jeg startede bloggen her, for snart 2 år siden, vidste jeg ikke hvor den var på vej hen og jeg startede den egentlig bare fordi det føltes rigtigt. Jeg vidste jeg havde brug for et sted hvor jeg kunne dele mine tanker og bearbejde min hverdag gennem ord. I begyndelsen var det svært at finde ud af hvad jeg skulle skrive om, fordi jeg var så bange for at dele ud af mig selv og bange for hvad folk skulle tænke om mig. I virkeligheden var det jo lige præcis det jeg havde brug for - at dele ud af mig selv. I dag hviler jeg enormt meget i mig selv og bekymrer mig egentlig ikke så meget om, hvad andre mennesker tænker om mig. De fleste mennesker har jo alligevel så travlt med dem selv og så længe man som udgangspunkt er venlig og imødekommende, så er det altså de færreste der ikke kan lide en.

Nu vil jeg runde indlægget af. Jeg hopper nemlig i løbetøjet om lidt (igen idag) og så tager jeg af sted til dette års første løb i Aarhus1900's Nytårscup. Min far har været så fantastisk at sponsorere alle 4 løb for mig, så jeg føler mig enormt priviligeret og jeg har glædet mig helt vildt. Det er først gang jeg deltager i alle 4 løb. Normalvist har jeg kun været afsted til det fjerde og sidste løb, der afholdes den 31. december.

Senere idag, tager jeg til Lystrup. Først skal jeg rundt og snakke med et par familier, der har sagt ja, til at være del i mig og min studiegruppes projekt om madspild. Bagefter tager Jesper og jeg forbi min far til aftensmad. En lidt pakket søndag kan man vel godt sige jeg har, men mon ikke det går.

Søndagsklem, Katrine

#søndag #weekend #søndagssnak

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle