Søndagssnak #16


Godmorgen alle sammen & rigtig dejlig søndag!

Så er årets første uge næsten gået – hvordan har i det?

For mit vedkommende, har det været en lidt hård start. Jeg startede nemlig året ud med stadig at være ramt af sygdom, med en smule tømmermænd fra nytårets strabadser oveni. Hvis jeg skal være helt ærlig, tog det mig faktisk et par dage at komme ovenpå efter nytåret. Min første ordentlige nats søvn var faktisk først natten til fredag. Måske ikke jordens mest fantastiske måde at starte året ud på, men i det store hele, har jeg haft en god uge.

Mandag forsvandt lidt som dug for solen efter ganske få timers søvn. Oprydning, bad, netflix, pomfritter og pist væk var den.

Om tirsdagen var der lidt mere gang i mig og jeg fik brugt formiddagen på blogging, oprydning og kaffe. Senere fik jeg besøg af min mor, efterfulgt af min dejlige veninde Maria. Om aftenen var jeg totalt brugt og havde et mindre sammenbrud. Tårerne stod bogstaveligt ud af mig, som et vaske ægte vandfald. Heldigvis kom jeg i lidt bedre humør så Jesper og jeg puttede os under dynen til et afsnit True Detective.

Onsdag bød på en skøn og meget tiltrængt portion varm havregrød, toppet med hakkede nødder og granatæblekerner. Simpelthen så lækkert. Så fik jeg brugt et par timer på en masse praktisk – lektier, blogging, e-mails og vasketøj – inden jeg cyklede op på studiet til årets første undervisningstimer.

Natten til torsdag, sov jeg ikke helt fantastisk. Faktisk havde jeg mareridt om noget så fjollet som at blive kildet (og muligvis spist) af en skildpadde. Nogen der ved hvad det mon kunne betyde? Heldigvis fik Jesper rusket mig vågen og puttede om mig indtil jeg faldt i søvn igen.

I kan nok forestille jer at jeg ikke var helt på dupperne torsdag morgen så det prøvede jeg at udligne med den grønneste spinatsmoothie og en spand kaffe. Resten af dagen bød på undervisning, lektier, en lille løbetur og så på hovedet i seng.


Da min alarm vækkede mig fredag morgen, var jeg på ingen måde klar til at stå op. Kombinationen af det våde kolde vejr og sygdom havde skygget mit sind. Jeg begravede mig under dynen, med lidt kaffe og et par praktiske ting, der kunne gøres fra sengen, før jeg var helt klar til at cykle op på campus.

Efter endt undervisning, cyklede jeg forbi Marianne Røgild på Jægergårdsgade og hentede nogle underkopper, før jeg cyklede hjem og brugte resten af dagen sammen med Jesper og de sidste afsnit af True Detective sæson 1.

I går vågnede jeg en halv time før mit vækkeur ringede. Når det er tilfældet, ligger jeg mig sjældent tilbage og sover, men står istedet bare op. Som nogle af jer måske så på min instastory, så lavede jeg nøddekugler eller “cookie dough” balls fra morgenstunden af. De er virkelig en lækker lille snack fyldt med gode fedtstoffer og lidt energi. Jeg tror faktisk, jeg er ved at have en perfekt opskrift på plads, så de skulle gerne komme på bloggen inden længe.

Efter kuglerne var kommet i køleskabet, stod den på et par timers læsning, kaffe og så en hurtig tur i Bauhaus, inden min mor kom og hentede mig på kollegiet. Vi skulle nemlig til Slagelse for at fejre min storebror der bliver 25 på tirsdag. Vi skulle også sige ordentlig farvel, for han tager med sin deling til Estland denne uge, hvor de skal være udstationeret et halvt års tid.

Min søndag starter stille og roligt ud, med kaffe og blogging. Så skal jeg se til mine planter, læse lidt og i eftermiddag har jeg årets første yogatime. Én af mine mål for 2018 er at dyrke mere yoga og planen er indtil videre at jeg starter med et hold om ugen. Hvis i er nysgerrige på hvilke andre mål jeg har sat mig for 2018, så kommer der et indlæg om lige netop det, i løbet af i morgen, så kig endelig med.

Ting jeg ser frem til i næste uge:

  • at få hængt hylde op over mit skrivebord, hvor mine planter kan høre til.

  • bruge min Atelier Aarhus kalender, den er jeg blevet ufatteligt glad for.

  • at se min gode veninde Sarah, der endelig er kommet hjem efter et semester i USA.

  • yoga. Skal lige have booket plads på et hold.

  • at læse (forhåbentlig også en smule for fornøjelsens skyld).

  • at dele et indlæg om mine mål for 2018.

Dagens sang:

Two Fux – Adam Lambert

#søndag #weekend #søndagssnak

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle