Opfølgning på 5:2 kuren #1

Opdateret: 7. jan. 2019


Godmorgen til jer, på denne fine lørdag.


Den første uge her i 2019 har budt på en enkelt fastedag og jeg er rimelig frisk på næste uge, der som den første byde på 2 fastedage - mandag og torsdag. I dette indlæg får i en lille opdatering på ugen der er gået og en gennemgang af den første fastedag.


Den 1. januar var lidt en ikke-dag herhjemme. Vi brugte dagen på bare at eksistere og lade op efter en skøn, men meget sen nytårsaften. Jeg spiste morgenmad med min søster og vi brugt formiddagen sammen på at snakke om bøger og bare hænge i sofaen til et par afsnit af Modern Family. Da hun kørte hjemad om eftermiddagen hentede Jesper og jeg mad fra Wok This Way der seriøst laver de lækreste wokboxe og så satte vi os ellers bare til rette i sofaen igen. Længe leve Netflix-hygge og god mad ♥️


Vi var tidligt i seng og vågnede først omkring kl. 9 onsdag morgen den 2. januar. Jeg gætter på at vi fik i hvert fald 12 solide timers søvn den nat. Vi havde planlagt at hoppe direkte i tøjet og tage op på mit campus i Skejby for at tage kropsmålinger på Tanita maskinen der står til rådighed for studerende. Desværre manglede printeren til maskinen blæk, så jeg måtte give beskeden videre til de ansvarlige, men da der desværre ikke kunne gøres noget ved det i øjeblikket, måtte vi tage hjem igen og udskyde kropsmålingerne til en anden dag.


På hjemvejen hentede vi brød fra bageren og nød en kombineret morgenmad/frokost omkring kl. 11.30. I løbet af dagen blev der plads til lidt slik-rester vi havde fået med hjem fra Jespers forældre efter jul og et par kopper te. Til aftensmad fik vi wraps med rester fra køleskabet.


Vores første fastedag

Torsdag var vores første fastedag. Jeg skriver vores, fordi Jesper gerne vil være med til at teste kuren her i januar og det er jeg sådan set kun glad for. Det er med stor sikkerhed næsten altid bedre at være to - så kan vi støtte op om hinanden.


Vores morgenmad på vores første dag med let faste.


Vores morgenmad bestod af en skive rugbrød, et kogt æg, en kop te og et æble. Ifølge vitakost var der ca. 240 kcal i måltidet og det mættede ganske fint. Jeg havde taget en termokop med kaffe og et par tebreve med op på studiet og mærkede faktisk ikke nogen sult før omkring ved 12 tiden. Da gik jeg i kantinen efter en kop te og følelsen af sult var faktisk allerede væk igen da jeg var tilbage i klassen med min te.


Vejret var rigtig fint så jeg gik hjem fra campus. Der er ca. 5 km og det var ikke noget problem rent energimæssig. Jeg havde det helt fint og mærkede først sulten igen et par timer efter jeg var kommet hjem, omkring ved 16 tiden. Sulten her var lidt stærkere end tidligere og jeg lavede et stort glas vand med isterninger til mig selv og en kop kaffe hver, til mig og Jesper.


Klokken var lidt over 17 da jeg gik i gang med at lave aftensmad og da maden var færdig omkring 18, var det tydeligt at vi begge var sultne, for vi angreb næste vores tallerkener og måtte huske os selv og hinanden på at sætte farten ned. Heldigvis havde vi fyldt tallerkenen med grøntsager, så det var faktisk et lidt stort måltid at komme igennem. Jeg blev ret hurtigt mæt, men Jesper måtte lige vente lidt på mæthedsfornemmelse.


Vores aftensmad på vores første dag med let faste: gulerødder, edamamebønner, broccoli, bulgur og hjemmelavet ærtemos.


Efter aftensmad, havde vi lige et par timer at slå ihjel inden sengetid, så vi lavede begge lidt studierelateret arbejde og så kravlede jeg ind under dynen og så madmagasinet og nyhederne inden vi begge gik i seng.


Fredag morgen ringede min alarm kl. 5.45 og det første jeg tænkte var faktisk hvor fint det var gået med fastedagen. Det havde slet ikke været så slemt som jeg havde forestillet mig og jeg var faktisk lidt stolt. Første fastedag var en succes. Jeg hoppede i bad og så lavede jeg mig selv en stor portion havregrød, som i måske så på min instagram fredag morgen. Jeg havde glædet mig meget til den portion havregrød. Det er en af mine yndlings-måltider og det var da også ret tilfredsstillende med et lidt større og mere fyldestgørende måltid efter fastedagen.


Når jeg sidder her og tænker over det, syntes jeg ikke rigtig fastedagen havde en stor indflydelse på min hverdag. Alle andre dage har jeg spist nogenlunde hvad jeg plejer og hvad jeg har haft lyst til, så jeg har ikke følt jeg manglede noget i løbet af hele ugen og jeg har egentlig haft det fint med at “nøjedes” med de to måltider jeg fik på fastedagen, men jeg er meget spændt på at se hvad 2 fastedage gør ved mig.


Sulten var i hvert fald overkommelig, og jeg følte hverken et dyk i energi eller manglende koncentration som jeg ellers havde forestillet mig.


Så langt så godt. Jeg håber i syntes det er interessant at læse med? Som altid er i naturligvis mere end velkomne til at skrive til mig her, på mail, facebook eller instagram, hvis i har nogle spørgsmål til kuren her eller om andet kost og sundhedsrelateret. Rigtig god lørdag.


Klem, Katrine

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle