... Og så var der tre

Så skete det sgu. Holger, den lille fyr jeg har bagt på de sidste 40+ uger er endelig kommet til verdenen! Endelig! Og hen over weekenden blev han intet mindre end 7 fulde dage. Tænk engang, vi har officielt været en lille tre-mands familie i lidt over en uge.


Hvor er det vildt!


I skrivende stund sidder jeg på min vanlige plads i sengen, med Holger ved min ene side, der sover trygt i sin fine tremmeseng og Jesper på den anden. Weekenden har budt på lidt af hvert, såsom fællesputning i sengen, en formiddagsudflugt, i barnevogn, til den nye Coop365 på Vestergade, besøg af morbror Kasper og tante Sabrina og så er hullerne ellers blevet fyldt med bleskift og amning.


Jeg har stadig lidt svært ved at fatte det. Pludselig føles det som om at alting gik så sindssygt stærkt og jeg undrer mig over hvor dælen tiden blev af - de 9 måneder, ventetiden og alle de ting der skulle klares inden, som jeg har skrevet om i flere blogindlæg efterhånden. Se bare her. Dagene gik ligesom bare - én efter én - og nu sidder jeg her, fyldt til renden med lykke.



Sikke en rutchetur det har været siden sidste lørdag. En fødsel er alt hvad der siges om dem og meget mere. Nøhj hvor var det bare en vild oplevelse. Jeg vil spare jer for de slibrige detaljer, men lad os bare sige det sådan her – i lørdags mødte jeg for alvor urkvinden i mig. Og jeg er officielt hendes største fan. Hun er dælme en kvinde uden lige.


Nej, men ærlig talt. Jeg er faktisk brandhamrende stolt af mig selv. Jeg har sat et lille liv i verdenen og jeg gjorde det virkelig godt. Fødslen var kort men intens og det meste af den foregik faktisk herhjemme med tiltagende plukveer fra morgenstunden af til regelmæssige veer om eftermiddagen, ankomst på hospitalet ca. 19.20 og Holger i mine arme kl. 20.58. Som sagt – en kort men intens proces.


For mig var det den perfekte fødsel. Den kunne ikke have været anderledes, og det er trods en nats CPAP og en kortvarig indlæggelse pga. infektion – ikke noget vildt - men alligevel nok til at gøre to nybagte forældre rimelig tårevæddede. Det var hårdt at se den lille fyr sat til en maskine, også selvom det bare var luft og et penicillin-drop. Hele den første nat lå jeg bare med Holger på brystet og så på den lille fyr, der sov så trygt, mens maskinen larmede derudaf. Hvem har brug for søvn, når man stadig lever højt på fødselshormonerne.


Holger og jeg tilbragte natten på børneafdelingen og Jesper sov nede på Mor & Barn afdelingen, hvor vi alle tre blev overflyttet til i løbet af søndagen. Her tilbragte vi så endnu to nætter før vi kunne tage hjem om tirsdagen med penicillin-mikstur og en ellers meget sund og rask baby. Den bette fyr var blevet tjekket fra top til tå af flere læger og studerende, og hver gang fik vi fortalt hvor fin en baby han var og mit hjerte bristede en smule med stolthed hver gang – ”ham har jeg lavet!”


Det var nemlig lidt tvivlsomt hvorvidt vi kunne komme hjem og selv administrere resten af penicillin-kuren ugen ud, for det afhang nemlig af at infektionstallene naturligvis skulle være faldet, men også af at der altså ikke skulle være andet at sætte en finger på. Så da vi tirsdag formiddag fik at vide, at vi sagtens kunne tage hjem når vi var klar, strømmede lettelsen ind over os begge. Vi fik en lille forklaring på hvordan vi skulle administrere miksturen og en seddel med information om de afsluttende tjek på hospitalet dagene efter hjemkomst, og så blev vi ellers hentet af morfar lidt over middag.



Nu har vi så været hjemme med den bette fis i en hel uge og ved i hvad… det er sgu gået helt okay. Vi er stille og roligt ved at finde en form for rytme, der fungerer for nu og dét føles godt. Men nu vi er ved det, er det sandelig ikke min hensigt at få det hele til at lyde rosenrødt, for det har det på ingen måde været… eller jo, det har det jo også været. Det har været det hele, for lige så snart den lille fyr smiler så fyldes mine øjne med glædestårer og alt andet bliver glemt – de få timers søvn, den ene aften hvor jeg bare ikke kunne lægge ham til og han græd og græd, den morgen hvor jég græd og græd ovenpå en søvnløs ammenat og den aften hvor Jesper græd fordi det hele sgu lige var lidt overvældende. Dælme smart altså, hvad sådan et lille smil kan udviske.


Og krydret med de små øjeblikke mens han sover i dagstimerne hvor man lige kan få lidt fra hånden og nå sig et bad, kysse og kramme hinanden, ja så føler jeg mig gradvist mere og mere tryg, og mindre og mindre angst for at begå fejl. Der er jo så drønmange både rationelle og irrationelle frygter der bruser op i én så snart man står med det fulde ansvar for sådan et lille menneske. Jesper siger det ret godt - at frygten ligesom bare er en del af pakken, når man bliver forældre og at den nok aldrig rigtig går væk. Det har han nok ret i. Vores job som forældre må jo så være at lære at arbejde med frygten, fremfor at lade os styre af den.


Nogle erfarne forældre derude, som kan nikke genkendende til det?

Seneste blogindlæg

Se alle
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle