Musik til din løbetur

Så blev det sørme februar og vi bevæger os stille og roligt længere ind i 2020. Her på siden står februar i løbets tegn og gennem måneden kommer jeg til at dele lidt forskellige blogindlæg med løbet som omdrejningspunkt.


Jeg byder bl.a. på lidt kærlige råd til dig der løber, og så har jeg arbejdet lidt på en lille løbeguide over forskelige motionsløb i og omkring Aarhus.


I dag er det dog ikke løb i sig selv, der er i fokus, men musikken. Jeg har nemlig valgt at dele en række lækre musik mix, der altid sætter lidt ekstra skub i mine løbeture og som forhåbentlig kan gøre det samme for jer.



Til jul fik jeg de fineste, trådløse in-ear høretelefoner fra JBL af min far og de er virkelig blevet brugt flittigt her i det nye år. Jeg svinger ellers, i det store hele, sådan lidt i min holdning til musik på løbeturen - især hvis man løber midt i byen eller hører musikken så højt at man ikke kan høre hvad der foregår omkring én.


Når jeg tager til motionsløb har jeg aldrig musik med mig, da det betyder meget for mig, at jeg kan være tilstede i løbet. Men, på mine egne løbeture er det næsten en nødvendighed med enten et podcast (til de lange rolige ture) eller et godt musik mix til når der skal ekstra motivation til og god fart på. Nedenfor linker jeg til 4 musik mix som jeg selv har lavet og lytter jævnligt til når jeg løber selv.


Run Away

Det første mix er relativt nyt og et jeg har bikset sammen over de sidste par dage i januar. I virkeligheden vil der nok løbende blive tilføjet nye sange, for jeg er allerede helt tosset med dette mix og det kan helt sikkert blive endnu bedre. Det byder på en blandet landhandel af lækre rimelig up-beat sange, der både får mig til at smile og til at løbe hurtigere. Mixet hedder Run Away og du kan finde det lige HER.


The Running Rock Songs Vol. 1

Mit næste mix er faktisk et jeg har delt et par gange før, men både dette og dets efterfølger er begge nogle fantastisk løbemix hvis man er til rock, så det ville være en skam ikke at inkludere dem. Find mixet lige HER.


The Running Rock Songs Vol. 2

Det tredje mix er naturligvis efterfølgeren til det først rock løbemix, for det ene kan ikke helt stå alene. Begge mix varer lidt over 40 min. og der er ikke et eneste nummer der går igen på dem begge. Dog optræder nogle af de samme kunstnere på begge mix, såsom Rise Against og Theory of a Dead Man. Find The Running Rock Songs Vol. 2 HER.


Powertime

Dette fjerde mix, er et mix med ekstra meget gang i og primært fyldt med en masse lækre kvindelige kunstnere såsom ALMA, Lady Gaga, Sigrid, Iggy Azalea og Dua Lipa. Det er fra November 2019 og her bliver der også løbende tilføjet nye numre, så mon ikke det snart sniger sig op over de to timers varighed. Find Powertime mixet HER.



Husk at i kan gemme mine playlister til jeres eget bibliotek så de er nemme at finde igen, ved enten at klikke på det lille hjerte ved siden af play-knappen eller ved at klikke på ikonet med de tre små prikker og klikke save to library. Det er faktisk ret smart. God fornøjelse på løbeturen!


Stort tirsdagsklem,

Katrine

CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle