Min mad & sundhedsfilosofi

Opdateret: 19. nov. 2018


I sidste uge (her) løftede jeg sløret for nogle ret spændende nyheder. Som opfølgning, har jeg skrevet dagens indlæg, hvor jeg gerne vil fortælle jer lidt om den filosofi, der ligger til grund for min egen sundhed.

Som personlig kostvejleder tror jeg, at det er vigtigt, at I, der følger med her på bloggen, samt mine kommende klienter, kan få et indblik i hvilke værdier min praksis bliver bygget på, og hvilke værdier, jeg efterlever for min egen sundhed.

Godt nok lever jeg ikke slavisk efter en bestemt kost eller livsstil, jeg har dog alligevel en særlig grundfilosofi, der guider mig i stort set alle mine valg lige fra hvad, jeg putter i min mund til hvordan og hvor aktiv, jeg er. Den filosofi vil uden tvivl fungere som en slags grundsten i min forretning og i mit arbejde med mine klienter. Netop derfor mener jeg, at det er vigtigt med åbenhed omkring den.


Sundhed er fundamentet i min filosofi. Det er det, fordi jeg tror, sundhed er midlet – eller vejen - til at opnå mange af de andre ting, vi gerne vil i livet. Man kan gøre og opnå meget med en sund og rask krop - god energi fra god mad giver overskud og regelmæssig bevægelse holder kroppen stærk.

Hverdagsglæde og -velvære er også en essentiel del af min filosofi. Jeg stræber nemlig altid efter, at den mad jeg putter i min krop, ikke bare er sund, men også bidrager til en generel følelse af velvære, og at de måltider, jeg spiser, er nogle jeg glæder mig til og har lyst til at spise.

Balance er nøgleordet, der binder min filosofi sammen. For mig er balance både en kropslig og sindslig fornemmelse, der opstår, når forskellige komponenter såsom min kost, bevægelse, frisk luft og socialt samvær, spiller sammen på den helt rigtige måde. Samtidig handler balance for mig også om at give plads til, at alting ikke altid kan være perfekt. Vi kan spise nok så sundt, og tænke at det er det eneste vigtige, samtidig skal der også være plads til at give slip og nyde lige præcis den mad, man har lyst til, også selvom det måske ikke er det allersundeste valg. Balance handler om at lytte til sin krop, og prøve at give den det, den har mest brug for, når den beder om det. Hvis vi ikke indimellem er ude af balance, ville vi heller ikke vide hvad der skulle til, for at være i balance.


Jeg håber dette blogpost har givet jer et lille indblik i hvad mine grundholdninger til kost og sundhed er? Jeg har selv, et ret intuitivt forhold til min kost, og prøver altid at mærke efter i min krop hvad jeg har lyst til. Samtidig vil jeg gerne være sikker på at min krop får alle de næringsstoffer og byggesten den har brug for, så jeg sammensætter oftest mine måltider med de to ting i baghovedet: Lyst og fornuft. Mit håb er at hjælpe andre med at finde en balance i deres egen kost og sundhed, samt et ståsted i det her sundhedsunivers der efterhånden har vokset sig ret stort, og til tider også ret forvirrende.

Torsdagsklem, Katrine

#sundhed #filosofi #sundhedsfilosofi #kostvejledning #kostvejleder

CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle