Månedens favoritter, 10.2021

Oktober er forsvundet som dug for solen og ærligt kan jeg ikke helt fatte at året 2021 er ved at gå på hæld. Pludselig er det jul, så rammer det nye år og kort efter, bum, ja så er Holger blevet et helt år. Jeg forstår ikke helt hvor tiden er blivet af. Sommetider går den så langsomt og det næste øjeblik er der pludselig gået et helt år.


Ak ja. og derfor er det i virkeligheden en fin hjælp for mig med disse indlæg, og at efterstræbe, at de udkommer én gang hver måned. Det hjælper mig til at mindes, tiden der er gået og også sætte pris, på det den er brugt på. Omend det i tilfældet med disse blogindlæg blot handler om småting. Små ting har også værdi, måske sommetider mere, end de helt store.

Ternet skjorte fra franske Sezane

De sidste par år har jeg øvet mig i aktivt at ligge en lille smule til side månedligt, til at kunne invesistere i enkelte stykker tøj af lidt bedre kvalitet. Min forhåbning er at fylde mit skab med gode designs, der bare lige er lidt mere lækkert og som holder kvaliteten noget længere, så jeg ikke behøver købe nyt så ofte. En dag faldt jeg over franske Sezane på Instagram og forelskede mig fuldstændigt i alt hvad de laver. Deres skjortebluser kan noget helt særligt. De emmer af en moderne 70'er vibe og det er lige mig. Den ternede skjorte føles lidt som en god skovmandsskjorte, der har fået en feminin omsyning og pludselig er helt passende at have på i byen. Og så går den helt fantastisk til en højtaljet buks.


Enkelt planteophæng fra IKEA

Det var ikke planen, men på en hurtig sviptur gennem IKEA efter stof til en opslagstavle, faldt jeg over dette enkle planteophæng. Det er et fint alternativ til de planteophæng jeg knytter selv og den hænger så fint i vores lille læsehjørne herhjemme og huser en flot hjertefilodendron.


Sob Rock LP af John Mayer

Der går ikke en måned uden at der er ny musik på hylderne herhjemme. Pladeafspilleren er uden tvivl den bedste gave jeg nogensinde har givet, for Jesper storelsker alt ved den, og det er også ham der har købt langt størstedelen af de plader vi har stående herhjemme, selv dem med min foretrukne musik. Men den nye med John Mayer, den har jeg selv været nede og både finde og betale for. Den måtte jeg simpelthen have. Og jeg har ellers aldrig været den store John Mayer fan, men Sob Rock er et virkelig godt album. Lækkert, blidt, en lille smule rocket og lige til at synge med på.


Natcreme fra Dr. Scheller med Argan og Amaranth

Jeg prøver så vidt som muligt at holde mine skønhedsprodukter til et minimum. Få men gode produkter er mit motto og jeg holder mig så sandelig også til det. Efter at have testet lidt forskellige natcremer, er det denne fra Dr. Scheller der virkelig virker for mig. Det er den eneste natcreme jeg føler jeg både kan se og mærke effekterne af dagen efter. Min hud føles blødere og mine rynker (for ja dem har jeg) mindre definerede.


Kaffekopper fra Kähler Hammershøj

Det er ellers ikke kaffekopper vi mangler herhjemme, men da jeg så at de fine Hammershøj kaffekopper fandtes i en rigtig efterårs mørkegrøn farve, var det svært ikke at købe et par stykker med hjem. Og selvom jeg skriver vi ikke mangler kaffekopper, har vi nu alligevel haft godt af et par ens kopper, der går i opvaskeren uden problem. Det er en sjov ting det med kaffekopper, for det kan noget særligt, sådan at drikke af noget, der både er pænt og føles godt i i hænderne. Selv en ganske almindelig sort kop filterkaffe kan smage bare lidt bedre.


Summer Meadow Fastvikle fra Wildbloom

Jespers forældre gav mig den fineste fastvikle fra Wildbloom i fødselsdagsgave og jeg er efterhånden blevet rimelig bekendt med FWCC bindingen, også kendt som Front Wrap Cros Carry. Der er nogle fancy betegnelser i vikleverdenen, men egentlig henviser det bare til hvordan man binder selve stoffet og hvorhenne barnet så kommer til at sidde. Viklen er god for os, fordi jeg føler jeg har meget mere selvbestemmelse, end ved en bæresele. Jeg kan tydeligt mærke når noget ikke føles rigtigt, eller Holger ikke sidder som han skal og så kan jeg justere til på flere måder indtil alt er som det skal være. Jeg tænker ikke det varer så længe før vi skal lære nogle andre bindinger at kende og jeg glæder mig især til at prøve at bære bettemanden på ryggen.

Seneste blogindlæg

Se alle