Kan vi forberede os til et sundt liv? Når valgene vi træffer i dag, former vores liv i fremtiden.

Tid og hvordan vi bruger den, har fyldt en del i mine tanker på det seneste og jeg finder det ret interessant, hvordan vi altid har så travlt med at se mod fremtiden. Hvad vi skal i morgen? Næste uge? Om et år?

Vores fokus er altid på det næste. Den næste uddannelse, det næste job, det næste skridt. ”Hvad skal der så ske?” spørger vi hinanden.

I stedet for at fokusere vores energi på nuet, er der altid en del af os der er rettet mod alt det, der venter forude. Også selvom vi ikke ved med sikkerhed, hvad det er. Måske fordi vi har et ønske, om at tilpasse vores nuværende livsstil, til den livsstil vi forestiller os i fremtiden.

Vores samfund har trods alt også udviklet sig sådan, at alt hvad der bliver til, på en eller anden vis er vedvarende – ikke at det er statisk, men nærmere i den forstand at det bliver genskabt, lidt ligesom dagen der altid vender retur efter natten. Vi skaber og udvikler med det formål, at der er noget der skal stå færdigt i fremtiden og vi har en forudsætning om at der venter en fremtid endnu længere væk, som der også må udvikles til. Kan man tillade sig at sige, at alting handler om fremtiden?



Det starter jo allerede med de helt små ting. Beslutningen om hvad der skal laves til aftensmad træffes eksempelvist længe før måltidet skal forberedes og i virkeligheden giver det jo ganske god mening, for alting skal passe sammen. Prøv engang at forestille dig, hvordan hverdagen ville se ud, uden den tidsoptimering, en lille smule forberedelse resulterer i. Langt det meste vi giver os til, har et formål der først bliver realiseret en gang ude i fremtiden.

Og det er præcis det samme med vores sundhed. Alt hvad vi gør nu, eller ikke gør, er en handling der vil have en betydning for vores fremtid. Sandt at sige kan mange at de valg vi træffer i sundhedens navn have næsten lige så stor betydning i øjeblikket, som det kan have for fremtiden. Men når vi aktivt søger at leve et sundt liv, spiser efter anbefalingerne og holder aktivitetsniveauet højt, så er det mindst ligeså meget ud fra et ønske, om at mindske risikoen for sygdom i fremtiden, som det er at drage fordel af det i nuet.

Når jeg husker mig selv på at drikke vand i løbet af dagen, er det ikke nødvendigvis fordi jeg er særlig tørstig når jeg drikker det, men i stedet fordi jeg ved at et regelmæssigt indtag af vand mindsker risikoen for hovedpine senere på dagen.

Når jeg vælger at lave en smoothie til morgenmad, er det ikke alene fordi jeg kan lide smagen. Det er også for at sikre mig at jeg får en god del forskellige vitaminer indenbords, der bidrager til vedligeholdelsen af et godt immunforsvar.

Og når jeg vælger at løbe en tur, er det ikke altid fordi lysten er til det i øjeblikket, men også fordi jeg gerne vil vedligeholde min krop så den forbliver sund, slank og stærk.

At se mod fremtiden er altså meget almindeligt, lige så vel som det er at tilpasse nuet dertil, men det er naturligvis ikke ensbetydende med at alt vi gør skal være knyttet til fremtiden. Der skal nemlig også være plads til at nyde nuet og gøre noget der alene føles godt lige her og lige nu. Og nå alt kommer til alt så kan de ting vi udlever i nuet jo faktisk godt blive til gode minder. Minder vi kan huske på ude i fremtiden. Så ja, en lille smule af det hele må jo nok være vejen frem. Lidt nydelse i nyet og lidt forberedelse til fremtiden.

Hvilke valg træffer du i hverdagen, der tydeligt bærer præg af et syn mod fremtiden?

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle