Hverdagstanker om barsel, trekløver, tosomhed & fremtid

Den sidste uges tid, har jeg sådan haft brug for at sætte mig ned og tømme hovedet, ud over tasterne. Så her kommer et lille indblik i hvad der fylder i mine tanker. Primært om moderskabet, det at være en trekløver og tanker om arbejde, studie og fremtiden.



Det der med at blive mor er på den ene side noget af det mest naturlige i hele verden, og på den anden side noget af det mest livsomvæltende. Fra den ene dag til den anden (næsten) går man fra ”bare” at være sig selv til pludselig at være to. Sådan kan jeg i hvert fald godt føle det. For selvom jeg jo deler forældreskabet med Jesper, så er der stadig en del af mig der er meget selvstændig i den forstand, at selvom Jesper og jeg har været et par i nogle år før Holger kom til, så har jeg trods alt stadig været rigtig meget mig selv og lavet mine egne ting, ved siden af parforholdet, lige såvel som Jesper også har været rigtig meget sig selv.


På den måde har jeg, efter Holgers ankomst, haft både en følelse af, at gå fra at være to til tre, og en følelse af at gå fra at være en til to – og det bliver jo især tydeligt når jeg er alene med Holger og vi bare er os to. Nogle dage er det så fantastisk at mærke den tosomhed man kan have til sit lille menneske og andre dage har jeg simpelthen bare sådan brug for at være samlet alle sammen – hele familien.


Det er skønt at være tre og ærligt har jeg virkelig nydt at have Jesper så meget hjemme, mens han har været jobsøgende. Nøhj hvor har vi hygget os i det mest rolige tempo, skiftes om tingene, om at pusle med Holger, bade ham, lege, mens den anden har ”holdt hus” – taget vasketøj, lavet mad, gjort rent.


Selvfølgelig er det ikke fedt at være jobsøgende, eller partner til en jobsøgende for den sags skyld. Hver gang man sender en jobansøgning afsted, uden noget svar retur, føles det som et nederlag, også selvom man sagtens kan rationalisere sig ud af det fordi ens ansøgning endnu en gang er nr. 138ish og måske slet ikke er blevet læst.


Men ærlig talt, har jeg faktisk set det som lidt af en velsignelse i det skjulte, for Jesper skal sgu nok få et job. Lige pludselig så er det der og så bliver arbejdslivet hverdag. Men muligheden for at gå hjemme alle tre som vi har gjort, ja den hænger jo egentlig ikke på træerne. Den frihed er ikke lige til at få fingrene i og det at jeg har haft mulighed for at holde bare en lille smule af den hverdag jeg havde før Holger i live under barslen, det har været så godt til mig. Og til Holger at have begge forældre omkring sig.


Lige for tiden er der mange blandede følelser omkring vores situation, fordi vi jo godt ved at trekløvertiden, ja eller en del af den, når vejs ende så snart Jesper kommer i job, hvilket måske ikke er så langt væk. Samtidig går jeg med tanker om hvorvidt jeg overhovedet skal tilbage på studiet igen eller måske også selv ud at arbejde. En stor beslutning i virkeligheden, som svæver en del over hovedet på mig – jeg overvejer rigtig mange fordele og ulemper lige for tiden, og prøver sådan at mærke efter i maven, men den er ikke til at blive helt klog på lige for tiden.


Livet er sjovt på den måde, at man nogle dage kan have sådan en ro i krop og sind være totalt tilfreds med ens liv og situation, mens man andre dage slet ikke kan finde ro i sit tankeunivers. Lige i dag er sådan én af de dage hvor tankerne lige er lidt ekstra på og det vrimler med spørgsmål. Der findes ikke et magisk fix til den slags dage - tankerne skal bare have lov til at få frit løb – men sommetider hjælper det mig at gøre noget fysisk, såsom at komme ud og brænde lidt krudt af for mig selv på en løbetur eller tage opvasken for den sags skyld, skabe lidt orden i hjemmet.


Så nu sætter jeg sidste punktum, og så går jeg ud og tømmer opvaskeren.


God torsdag til jer.

Seneste blogindlæg

Se alle

27