Godt nytår!

Så er den her sgu venner. Årets sidste dag. Jeg ved godt jeg gentager mig selv, men hvor dælen blev 2020 egentlig af?


Når jeg ser tilbage på mit eget år, er det jo ikke fordi der ikke er sket noget. Tværtimod er der faktisk sket en del, men det er som om at den forestående pandemi har lagt et tykt slør over det meste af året og at de sidste mange måneder nærmest er blevet presset sammen til én lang måned der ikke engang får sin ende med årsskiftet.


Der er ikke meget der ændrer sig når klokken slår tolv, eller i dagene efter og i hvert fald for mit vedkommende er det lidt svært helt at fremkalde den der ”yay, et nyt år” følelse som jeg ellers plejer at have.


Når vi står op i løbet af fredag, kan vi stadig se frem til at holde os lige så meget inden døre som vi har gjort det gennem det meste af 2020, vi kan se frem til stadig at arbejde og blive undervist hjemmefra og de mange restriktioner og retningslinjer har heller ingen tydelig ende endnu. Det er en særlig situation vi befinder os i, usædvanlig på sin helt egen måde og der er bare ikke andet at gøre end at hænge i og holde ud.


Når det så er sagt, kan jeg nu alligevel ikke se mig fri for at glæde mig til vi vender retur til en ny normal, der minder lidt mere om tiden før Corona end tiden under. Naturligvis kan vi ikke forvise at tiden før Corona også havde sine fejl og mangler, som måske ikke behøves at være en del af den nye normal, men alene det at kunne smide mundbindet bliver et stort og befriende øjeblik gør det ikke? Og de store forsamlinger… et ordentligt bryllup, uden håndsprit og afstand, festivaller, en koncert. Jamen hallo altså, det er da om noget værd at se frem til ikke?


Lige de større forsamlinger kommer vi jo nok til at vente lidt længere på end de fleste af os havde forestillet, men med vaccinen i omløb er der da håb forude og selvom jeg ikke er i det vildeste nytårshumør lige i år, så kan jeg nu alligevel ikke dy mig fra at glædes lidt over alle de ting jeg nu alligevel går og glæder mig til. 2021 bliver på ingen måde et kedeligt år.


Nytåret 2018-2019 (første år i lejligheden)


1. at blive forældre (sådan rigtigt)


At bringe et nyt lille liv ind i verden er naturligvis aller øverst på listen over ting jeg ser frem til i 2021. Jovist begyndte mor-rollen allerede at vokse på mig, idet jeg så de to fine streger på testen, men helt virkeligt er det altså ikke før han ligger herude i mine arme. Vi glæder os helt ubeskriveligt meget både Jesper og jeg, ja faktisk begynder vi så småt at blive næsten en lille smule utålmodige. På bedst tænkelige vis selvfølgelig. Vi er simpelthen bare så klar til at møde ham altså.


2. at fejre kærligheden


Jeg har hele to gode veninder, som jeg har kendt siden gymnasietiden, der står til at skulle giftes næste år og jeg håber sådan at det lykkedes dem begge, at afholde deres bryllupper præcis som de havde forestillet sig før Corona. Om ikke bare så tæt på som muligt i hvert fald. Bryllupper er altså bare noget særligt og jeg glæder mig sådan til at stadse mig op, måske danse lidt og bare tage del i kærligheden. For det er virkelig hvad et bryllup bør handle om i mine øjne. Kærlighed. Mere end noget andet og den må vi bestemt ikke glemme. Slet ikke i en tid som denne.


3. vores første ferie som forældre


Jespers mor har været hurtigt ude og vi kan derfor allerede nu se frem til en sommerhustur til Skallerup Klit med hele familien til sommer, inklusiv den lille ny, der jo til den tid nærmer sig et halvt år. Nu har vi jo absolut ingen anelse om hvad vi går indt til, som nybagte forældre, men mon ikke vi til den tid så småt begynder at føle os trygge nok i rollerne, til at en sommerhustur sagtens kan blive en fornøjelse? Ja jeg ved det jo virkelig ikke, men jeg har en god mavefornemmelse og glæder mig til oplevelsen.


4. årets første løbetur


Hvis der er noget jeg altid glæder mig til, ved indgangen til et nyt år, så er det den første løbetur. På en eller anden måde sætter den ligesom tonen an for det nye år og fylder mig altid med en helt ubeskrivelig glædesrus hver gang.


Nytåret 2019-2020 (sidste år)


5. a night on the town


Jeg går ikke særlig meget i byen, men det sker ind i mellem at jeg virkelig bare trænger til at stadse mig op og tage del i nattelivet, komplet med lidt dans, måske et godt spil pool og finurlige samtaler med tilfældige mennesker. Selvom jeg ikke længere drikker alkohol, er jeg ikke nervøs for at tage i byen og være omkring det, ej heller for at kede mig omkring fulde mennesker. Jeg er ikke i tvivl om at jeg sagtens kan have en fantastisk aften i byen uden at drikke mig fuld. Naturligvis er det ikke til at vide hvornår en ordentlig bytur rent faktisk kan blive en realitet, alene i lyset af Corona, men jeg skal også selv føle mig klar til at tage en aften væk fra den lille og enten lade Jesper tage teten på egen hånd eller være klar på at lade ham passe, så Jesper og jeg kan tage i byen sammen.


6. en komplet frisør-tur


En ordentlig klipning er noget af det mest luxuriøse jeg kan forestille mig. Hele processen i at blive nusset om, fra hårvask i massagestol, til varm kaffe, en grundig klipning og måske lidt farve, falder bare lige i min smag. Jeg er på udkig efter en ny frisør, gerne i Aarhus, så jeg ikke længere skal helt til Hornslet, men kan ikke helt vurdere hvad der er godt, da det betyder meget for mig at frisøren virkelig går op i sit håndværk og har lyst til at give en service frem for bare en klipning. Har i nogle anbefalinger, så send dem endelig min vej, de bliver taget imod med kyshånd. Det er snart et år siden jeg er blevet klippet og selvom jeg virkelig elsker mit hår som det er nu, så trænger det snart til en kærlig hånd, så det kan blive forår/sommerklar. Jeg krydser fingre for at en tid engang til marts kan blive en realitet.


7. overståede eksaminer


Som studerende er året aldrig helt ovre før den sidste eksamen er klaret. Sådan har det efterhånden været for mig i mange år, så det meste af januar er bare ikke helt en del af 2021 og jeg slapper ikke helt af og tager det nye år ind, før den sidste karakter er givet. Egentlig er det dog ikke kun det at overstå eksaminerne jeg glæder mig til. Det er faktisk også eksaminerne i sig selv, da jeg faktisk over tid virkelig er begyndt at værdsætte processen som en helt særlig oplevelse, fremfor noget jeg bare skal have overstået. Men naturligvis går det hånd i hånd og jeg ved også, at så snart eksaminerne er klaret, så kan jeg dedikere al min tid til at forberede mig til fødslen, hvilket naturligvis er noget jeg ser endnu mere frem til.


Som det nye år skrider frem, er der helt sikkert flere ting der bliver føjet til listen her. Jeg kan måske allerede komme på et par stykker. Men disse 7 ovenstående ting er nok dem der har stået klarest i mine tanker den seneste tid.


Lige nu dog, i skrivende stund, glæder jeg mig til årets sidste løbetur med Jesper og den bette fis i maven. Jeg glæder mig til et par timer fordybet i eksamensskrivning og så glæder jeg mig til Dronningens nytårstale, til kransekage, til tapas og til for tredje år i træk at nyde det fine fyrværkere i behørig afstand, herude fra fællesaltanen. Mest af alt glæder jeg mig dog til at kramme mig ind til Jesper og fortælle ham hvor glad jeg er for at kunne fejre endnu et nytår med ham ved min side og hvor vildt det bliver næste år, når vi kan fejre det som forældre, men en lille dreng på næsten et år, der dog med allerhøjeste sandsynlighed og vel også forhåbentligt, sover når klokken slår 12.


Hvad glæder i jer til? Både i aften og i det nye år? Er der noget særligt i ser frem til? Måske bare at få nytåret overstået? Uanset hvad, ønsker jeg jer det dejligste nytår, intimt som det nu bliver for mange af os, om i er helt alene, eller sammen med jeres nærmeste. Pas godt på jer selv derude.


Rigtig godt nytår!

  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle