Glædelig mandag

Godmorgen og glædelig mandag.


Så går vi ind i hvad der helt officielt er månedens sidste uge og vupti, sørme så om ikke december venter lige om hjørnet. Hvordan dælen skete det og hvor i alverden blev november egentlig af?


Nu er jeg heldigvis ret så glad for julen og næste weekend står i julehyggens tegn her på matriklen, så jeg glæder mig helt vildt til at lave årets juleguirlande, indtage en god mængde alkoholfri glög og se Love Actually for 117ende gang. Vi har aflyst den årlige julefrokost og får i stedet besøg af nogle enkelte gæster både fredag og lørdag. Så selvom ugen kun lige er gået i gang, er der allerede rigeligt at glæde sig til.


Og jeg skal da ellers lige love for, at jeg starter ugen på en noget hård tone. Jeg er da i hvert fald hverken i tvivl om at jeg er i live eller at jeg er gravid, for den lille fyr har bokset til mig som aldrig før, både hele aftenen i går og her til morgen. Man skulle jo tro han var i gang med at bygge ud eller noget for det er da både møven og skubben, spark og rumsteren – mon det her er den nye normal? For det bliver da en spændende tid så. Haha.


I går var der faktisk et øjeblik, hvor jeg simpelthen lige måtte rette op på en snak jeg havde taget med ham i fredags, hvor jeg efter vores jordmoderbesøg forklarede ham hvad der skulle ske når nu han skulle gøre sig klar til fødsel, hvorhenne han gerne skulle placere sit hoved og sådan. Det skal vi jo lige have på plads ikke, så han ikke kommer ud med numsen først eller med en fod over hovedet (hvis det da nogensinde er set). Men pludselig, mens jeg ventede på bussen i går, kunne jeg mærke en noget så kraftig smerte i skambenet og frygtede lidt at han måske havde misforstået vores samtale, som om det var nu han skulle ud, og det dur jo altså ikke, for der skulle gerne lige gå en to måneders tid endnu – mindst. Så efter et par timer med en del rumsteren i den nedre region, måtte jeg kærligt men bestemt fortælle ham at det altså ikke var endnu og at han venligst gerne måtte slå et par kålbøtter og finde tilbage til en position der udfordrede mit underliv en smule mindre.


Nuvel, det kan jo meget vel være at han bare øvede sig lidt, forberedte sig til den store dag. Og så er det jo ganske fint ikke, jeg lader mig i hvert fald gerne stå model til lidt af hvert, hvis det betyder han får lagt sig selv godt i position og testet sine muligheder før ankomst. Og så er det da lidt fantastisk at man både kan mærke og se SÅ meget til ham, for Jesper var da bestemt heller ikke i tvivl om hvor han lå eller hvad han lavede. Det nederste af min mave var fuldstændig hårdt i går og hævede og sænkede sig med jævne mellemrum, så man ville kunne have målt forskellen i cm. med et målebånd. Nøhj det er vildt altså!



Al den ekstra liv han pludselig giver fra sig (og jeg som indtil nu har troet han var livlig) får mig til at tænke på, hvad vi mangler at få på plads før hans ankomst, for tænk nu hvis han rent faktisk meldte sin ankomst før tid, ja så er der faktisk overraskende lidt vi har på plads. Jeg har jo efterhånden skrevet en del om det - hvordan vi har planlagt at det gamle soveværelse skal fungere som både kontor og den lilles værelse, og hvordan vi indtil nu har taget det i ret små etaper - men nu begynder tiden jo så småt at nærme sig, så det ville faktisk være ret rart at få de helt store ting på plads. Både tremmeseng, puslebord og barnevogn er sådan set bestilt, men intet af det er kommet hjem endnu, så alle vores øvrige sager: lidt tøj, legetøj og puslepuden fra Leander ligger bare og venter på at få tildelt deres pladser. Måske jeg lige skulle ringe rundt denne uge og høre hvordan landet ligger og hvor lang tid vi kan regne med at vente endnu...? for puslebordet burde sådan set være kommet nu, vi har bare ikke hørt noget, så det kan jo være at det faktisk står klar oppe i butikken, men at de ikke lige har fundet tid til at sende en sms, eller ringe, eller hvad man nu gør i disse tider.


Vi skal også have hængt nogle hylder op, købt en bordplade til det skrivebord dér og have fremkaldt nogle billeder, så måske det også ville være på sin plads med en revidering af to-do listen, så Jesper også har lidt at give sig til, når han ikke søger job og jeg sidder med næsen dybt begravet i bøgerne.


Jeg må dog ærligt indrømme, at jeg synes det er drønsvært at lade Jesper om noget af det selv, for jeg vil sgu så gerne være indover det hele - gøre det i fællesskab og være totalt lille hjertefamilie, men der er måske også en grænse et sted ikke...? Det vigtigste er jo at vi er sammen om det når den bette kommer ud og at vi får tingene på plads - helst inden hans ankomst. hehe.


Men, nu skal det heller ikke lyde som om jeg stresser fuldstændig, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg er faktisk ret tilfreds med vores indsats indtil videre og jeg synes vi har taget det i et fint, stille og roligt tempo hvor det virker til at vi begge har været godt med. Der går trods alt alligevel lidt tid fra de to røde streger viser sig, til man er fuldstændig - in the zone og den tid synes jeg egentlig vi har taget os god tid til at eksistere i, før vi har drønet ud og købt sager til højre og venstre. Vi har haft lidt venner og familie med indover, hørt deres tanker og oplevelser og selv summet lidt i det før vi har truffet nogle beslutninger, så jeg føler vi har gjordt tingene sådan som de har passet os bedst, hvilket i min optik, bestemt er den bedste måde at gøre tingene på - altså efter egen bedste evne. For selvom den lille fyr giver nok så meget liv fra sig, ja så er der jo ikke så meget andet han egentlig kan gøre. Ikke før han kommer ud i hvertfald og så kan det godt være at piben får en anden lyd, men indtil videre må det være os der sætter standarden og træffer beslutningerne. Basta, bum.


og på den sidste note dér, vil jeg trykke - udgiv - og komme i tøjet, for jeg har en længe ventet kaffedate på slaget 10.00. Det er et mirakel alene at ingen af os har meldt fra endnu, så det skal jeg ikke risikere at jinxe, ved at komme for sent ud af døren, næh nej.

Seneste blogindlæg

Se alle