Glædelig fredag





(lidt billeder fra de sidste 2 dage på skydning med Emma)

Hejsa & glædelig fredag.

Jeg havde sådan lyst til, lige at tjekke ind og fortælle jer lidt om hvordan det står til her hos mig. Så her er jeg, hvordan har i det?

Jeg er jo startet i praktik og de sidste to dage, altså onsdag og torsdag, har jeg været med Emma ude at lave mad og skyde billeder til den madplan hun laver for Femina. Det har virkelig være en interessant oplevelse og jeg glæder mig til at skulle afsted igen om et par uger.

Det var lidt fantastisk at stå der mellem store vinduer og reoler fyldt med alverdens skåle og tallerkener. Præcis som det jo skal være i et fotostudie der skyder madbilleder - næsten for godt til at være sandt: den fine opstilling med naturligt lys fra vinduet, et stort udvalg af rekvisitter og efterfølgende et bord dækket af mad.

Jeg var slet ikke forberedt på mængden af mad der var tilovers fra 2 dages skydning. Jeg fik en del rester med hjem så Jesper og jeg tog forbi et vennepar i aftes og fik os et lille festmåltid. Ih hvor var det bare perfekt og virkelig tiltrængt med lidt venskabelig hygge, hvor jeg kunne dele ud af de seneste indtryk og få grint en masse.

Her i weekenden skal der skrives en lille praktikopgave som jeg skal have sendt til skolen og så tager jeg ud til min far i morgen og låner en rystepudser, så jeg kan få slebet det bord, jeg i skrivende stund sidder ved. Det trænger det til og så overvejer jeg om det skal have en tur med en pensel også.

Anyways, nu vil jeg drikke resten af min kaffe inden jeg suser ud af døren for at nå bussen. Min cykel står nemlig hos Emma, for jeg måtte jo bede Jesper om at komme og hente mig - der var ikke plads til al den mad på cyklen. Hihi, det kunne ellers have været et køn syn - mig der kæmpe mig over ringgadebroen med poser af mad under armene.

Rigtig god weekend til jer. Vi skrives ved på søndag.

#fredag #praktik

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle