Giv din motivation et skub

Fysisk aktivitet er for vores sundhed, hvad vand og sol er for en plante, og vi ved det jo godt. Sommetider er motivationen bare ikke helt i top og selvom vi er mere end klar over, præcis hvor godt det er at være aktiv, er den viden i sig selv bare ikke altid nok. Det kan derfor være en stor hjælp, med nogle små tips og tricks der kan give motivationen et lille skub, så man kommer afsted trods manglende motivation.

Derfor giver jeg her, en række bud på nogle særdeles brugbare og meget simple tricks, der kan øge motivationen til at komme ud ad døren og afsted.


Sænk ambitionerne

På dage hvor hverken motivation eller lyst er helt i top, kan det være en stor hjælp at sænke ambitionerne. Måske behøver du ikke løbe så langt eller så hurtigt som du plejer eller måske behøver træningen ikke være ligeså lang og intensiv. Lidt er bedre end intet, og alene det at komme afsted kan resultere i en succesoplevelse som du kan hive frem næste gang motivationen er lav. Står du i den situation at du følger et særligt program du bare skal igennem, kan et godt podcast eller en fed playliste også gøre underværker, særligt hvis du er en løber, der skal afsted på en lidt længere tur.


Find motivation i tidligere succesoplevelser

Tidligere succesoplevelser er gode motivationsboostere. De minder os nemlig om at selvom motivationen er lav i det givne øjeblik, så kan det alt sammen vende, hvis bare vi kommer afsted. Bud på tidligere successer kunne eksempelvis være en særdeles god træning, der gav humøret et løft, eller det kunne være sidste gang man trodsede den lave motivation og kom afsted alligevel. Mindet om at man har gjort det før, kom godt igennem og havde en god oplevelse kan gøre underværker og minde os om at selvom motivationen er lav, så er det slet ikke så slemt når først vi er kommet afsted.



Fysiske påmindelser

En fysisk påmindelse er en måde at minde dig selv om din træning på og er i særdeleshed god hvis du gerne vil gøre træning til en fast vane. Måden jeg bruger den fysiske påmindelse på, er ved at finde al mit løbetøj frem, dagen forinden min løbetur. Jeg folder det gerne pænt sammen og ligger det klart på køkkenbordet foran soveværelsesdøren, så det er det allerførste jeg ser, når jeg står op om morgenen. Denne fysiske påmindelse er en stor hjælp for mig, til at komme afsted som det første jeg gør, inden jeg kaster mig over resten af dagen.

Samme trick fungerer også hvis du gerne vil i fitness eller vil gøre det til en vane at starte hver morgen med et yogaflow. Med yogaflowet kan du eksempelvist rulle måtten ud inden sengetid og lægge tøjet klar så det er lige til at hoppe i når du vågner.

Find en træningspartner

Har du svært ved at komme afsted på egen hånd, kan det være en stor hjælp at finde en træningspartner. Gerne én der er på samme niveau som dig, så i får lige meget ud af træningen. Det kan være en god motivation at du ved der er én der regner med dig og glæder sig til at træne eller løbe med dig. Det gør det sværere at springe over, fordi det ikke kun går udover dig selv men også din partner.


Motivation er en sjov størrelse og for nogle mennesker kan det være motivation nok, at hvide hvor sundt det er at være fysisk aktiv. Dagens råd var derfor tiltænkt de der ikke altid finder motivation nok i den viden, og der er faktisk mange flere af slagsen. Der er derfor rigeligt med potentiale for et lignende blogindlæg igen om et par uger. Eller var det alt jeg havde for nu. Lad mig endelig høre hvis i gør brug af nogle af disse råd, enten i forvejen eller efter at have læst dem her. Det kunne være spændende at høre hvordan og hvornår i bruger dem og om de virker godt for jer.


Fredagklem,

Katrine

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle