Gal eller genial – DRUK af Thomas Vinterberg

Okay, lad os gøre det. Lad os tage en lille snak om Thomas Vinterbergs nyeste skud på stammen, den biografaktuelle DRUK. Eller bedre endnu, lad mig tilbyde jer lidt ord til refleksion, om min oplevelse af filmen. Så kan i altid føje til i kommentarerne, hvis i skulle få lyst. Det er jo lidt sådan det fungerer med sådan en blog her.


Jesper og jeg så den i Øst for Paradis i går aftes, så den står stadig skarpt i hukommelsen.

Sandt at sige, kan jeg ikke på papiret kalde mig selv for filmanmelder, men når der dukker en film op i biograferne, med alkohol som centralt omdrejningspunkt, virker det helt underligt, ikke at give mit besyv med. Især med tanke på hvad jeg tidligere har skrevet om alkohol her på bloggen.

Netop med tanke på mit eget forhold til alkohol, havde jeg glædet mig helt vildt til at se den fulde film, efter tidligere på året at være blevet præsenteret for dens trailer. Traileren balancerer sig nemlig, ligesom filmen selv, lige midt mellem en genkendelig katarsis, og hvad jeg næsten er tilbøjelig til at kalde afgrundens rand. Som seer prøvede jeg da også, gennem hele filmen, at analysere mig frem til den endelig dom over alkohol – godt eller skidt – rigtigt eller forkert – ødelæggende eller livsgivende? Men aldrig kom den: dommen.

I stedet sad jeg tilbage, sammen med salens øvrige publikum, som min egen dommer over den sag. Filmen præsenterede nemlig de selv samme fordele og ulemper, som de fleste af os kender fra egen omgang med alkohol, og den rummede derfor mere genkendelighed end overraskelse, hvilket jeg vil mene er en af filmens primære styrker. Men mere om det, om et øjeblik.


Hvad handler DRUK om?


Kort fortalt handler DRUK om 4 mænd, alle venner og alle lærer på samme gymnasium, der får den noget kontroversielle idé at teste en tese af en norsk psykiater, om at mennesket er født med en halv promille for lidt. De begiver sig således ud i et eksperiment hvor der dagligt indtages alkohol, af alle fire mænd i dagstimerne, for at observerer hvad der egentlig sker, når man går gennem hverdagen med den ekstra halve promille. Som i nok kan forestille jer, har dette eksperiment både nogle interessante fordele og ulemper med sig, og selvfølgelig er en halv promille ikke nok, hvorfor de fire mænd beslutter sig for at indtaget må øges.



Som flere af jer måske ved, så har jeg siden midt januar været afholdskvinde. Ikke en eneste dråbe alkohol er røget indenbords siden den dag beslutningen blev truffet og i mellemtiden er der kommet hele 5 ret fyldestgørende blogindlæg til om det. At jeg så er blevet gravid i mellemtiden, havde jeg bestemt ikke forudset, så min afholdenhed kan derfor ikke længere begrundes alene med min egen nysgerrighed. Den lille fyr har også lidt at skulle have sagt.

Men, med netop denne afholdenhed in mente, var jeg spændt på at se hvordan jeg mon ville reagere når filmen udfoldede sig for øjnene af mig. Ville jeg grine sammen med resten af salen, sidde forarget tilbage, føle mig fortvivlet over mit valg om afholdenhed – ja hvad mon?

Som i kan læse i de tidligere blogindlæg jeg har skrevet – dette bl.a. så er alkoholkulturen jo bestemt ikke noget jeg ikke har taget del i. Jeg er nok ikke den der har givet den mest gas, men jeg har bestemt heller ikke holdt mig tilbage og sommetider, selv nu her, mens jeg er gravid, tager jeg da stadig mig selv i at få lyst til noget helt konkret: en kold øl, et glas sherry eller bare et glas virkelig god vin til liige at tage toppen efter en lang dag. Og netop disse tanker er jo nok hvad der, trods afholdenhed og alt andet taget i betragtning, gør mig til et ganske almindeligt menneske. For lysten til alkohol er jo om noget almindelig, især taget vores kultur i betragtning. Det er hvad man gør med den lyst, der er det interessante.

I DRUK bliver der ikke lagt skjul på hvad alkohollen gør ved os, men langt de fleste af os kender jo effekten og derfor kommer både de gode og dårlige udfald ikke som nogen overraskelse, men i stedet ser man som tilskuer til med lige dele humoristisk og græmmende genkendelse. Ja de fleste tager nok en lille tur ned ad mindernes sti, forbi både de værste og de bedste byture, der med garanti er sammenlignelige med det der foregår på skærmen. Jeg selv kan da nikke genkendende til den forløsende følelse, vi ser afspejlet i hovedkarakteren Martin, af at sætte en iskold drink til læberne og lade de kolde dråber fylde kroppen, mens Jesper, mit skønne modstykke, genkender sig selv i Nikolaj, portrætteret af Magnus Millang, der efter en meget våd bytur kæmper sig krampagtig op ad trappen i sit eget hus, med det eneste mål, at nå sin seng, så han kan sove branderten ud.

Om end titlen på dette blogindlæg er alt andet end original, kan jeg kun erklære det som tilfældet for filmen. Den er hverken gal eller genial, men befinder sig nok et sted midt i mellem. Og det er i særdeleshed en film jeg varmt kan anbefale, at man tager ind at se. Gerne med flere så man kan bruge den som udgangspunkt for en god samtale.

Afslutningsvis kan jeg fortælle at min egen reaktion i salen med garanti var præcis som tiltænkt fra filmskaberens side, med lige dele grin, tårer og indlevelse, og at den på ingen måde afveg fra resten af salens seere, hvis grin og stilhed fulgte samme gang.

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle