Flueben & fødselsdag

Opdateret: sept. 20

Åh sikke en dag. Ja sikke en weekend faktisk. Godt nok har vi stadig søndagen til gode, men fredagen og lørdagen er forsvundet som dug for solen og har taget al min energi med sig, så nu har jeg sat mig til rette i sofaen i håbet om at kunne lade batterierne lidt op.

Med vådt hår, hyggetøj og en nu kold kop te har jeg plantet hele kroppen godt og grundigt med computeren i skødet og fingrene på tasterne. Det er så typisk mig. Jeg bliver så optaget af det jeg giver mig til, at jeg helt glemmer min te eller kaffe og pludselig er den bare kold. Det er aldrig helt hyggeligt at sætte munden til kanten i sådan et tilfælde. Sådan en kold mundfuld ryger altså bare direkte tilbage i koppen, bvadr.

Nå, men weekenden her har stået i fødselsdagsfejringens tegn, med gæster både fredag og i dag, Ren hygge, skønne mennesker og fine gaver. Ja og så havde vi ovenikøbet planlagt en lille familieudflugt til BabySam også, for at sætte os fast på en barnevogn til den lille. Det blev en fin grå sag fra Odder. Og nu, efter gæster og madlavning, forberedelse og barnevognsjagt er både Jesper og jeg klar til en ordentlig omgang alene-tid sammen, nok efterfulgt af lidt putteri og en god film. Som det sikkert ender med at jeg falder i søvn til.



Det har ellers været en god weekend, tag endelig ikke fejl af det, men det er nok især den der udflugt til BabySam, der har slået os lidt ekstra ud. Det er jo ukendt territorie og vi træder nok begge ind i sådan en butik med et noget skeptisk mind-set, da vi begge er af den holdning, at der altså er lidt for mange valgmuligheder og sikkert også lidt for mange ting, man slet ikke har brug for.

Måske har jeg sommetider næsen lidt i sky. Det synes jeg nu egentlig ikke, men jeg kan godt mærke, at der er en forbrugskultur, som jeg ikke har lyst til at tage del i. og Jesper har det ligesådan. Udvalget er jo kæmpe stort, men det er langt fra alt man har brug for og vi vil gerne gå stille og roligt til værks, så vi ikke kommer hjem med hverken mere eller mindre end hvad den lille reelt set har brug for. Vi tror nok begge to på at det er kvaliteten af vores nærvær der tæller størst og ikke typen og mængden af sager, dimser, eller dutter.

Når det så er sagt, ser vi os nu alligevel ikke helt fri for også at forelske os mere i nogle ting end i andre og der er da helt bestemt både dimser og dutter, vi forestiller os, skal med hjem når tiden kommer, men et skridt ad gangen ikke. Der blev dog alligevel truffet et par valg i dag. Først barnevogn, så bærepose og tremmeseng, plus lidt tilbehør og vupti, så var der sat et par flueben på den liste vi endnu ikke har fået skrevet, men som vi pønser på snart at få givet liv til. Så en succesfuld om end energikrævende outing kan man roligt kalde det og med Jespers forældre som støtte blev det hele da lige dét mere overskueligt.

Men, nu tager vi os altså også en lille puster, især fordi studiet kræver 100% procent af min opmærksomhed i morgen og helst også gerne både mandag og tirsdag inden vi onsdag dedikerer lidt tid til den lille igen. Der skal vi nemlig til anden scanning. Årh det bliver spændende! Og dejligt at se det lille væsen igen og få svar på om det er en lille ham eller en lille hende, der gemmer sig derinde. Ja vi vil altså gerne vide det, når nu vi kan. Vi er simpelthen for spændte til at vente. Hvordan min gode veninde Maria og hendes mand tog det så roligt uden behov for at vide noget før fødsel fatter jeg simpelthen ikke, haha, der er vi jo så forskellige ikke.


Nu vil jeg lave mig en ny kop te og drikke den mens den er varm. Lune aftenhilsner herinde fra centrum 🧡

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle