ET ÅR UDEN ALKOHOL

Så er det vist på tide, at få taget hul på et ordentligt skriv om den der famøse etårs-milepæl. Nu er det nemlig lidt over to måneder siden at jeg rundede et helt år som alkoholfri og selvom jeg føler mig en anelse forsinket med dette skriv, kan jeg simpelthen ikke lade milepælen gå ubemærket forbi.


For set sådan helt upartisk, må opnåelsen af sådan en milepæl vel være ret stor i sig selv ikke? Et helt år, uden så meget som en enkelt dråbe alkohol. Det har altså en nyhedsværdi i sig selv. Og havde det været en hvilken som helst anden, ville jeg have været drønimponeret, men sandt at sige, var milepælen faktisk lige ved at gå min egen næse forbi.


Et eller andet sted i løbet af 2020 blev den alkoholfrie tilværelse nemlig hverdag for mig og det der med at fejre en milepæl virkede pludselig fuldstændig ligegyldigt. Hvorfor fejre noget så trivielt? Det var sådan ca. den følelse jeg stod tilbage med midt januar i år, da det slog mig, at det der hele år allerede var gået.


Det havde absolut ingen betydning for mig… og fordi den følelse var så langt væk fra hvad jeg oprindeligt havde forestillet mig, kunne jeg simpelthen ikke finde ud af, hvad dælen jeg skulle skrive i et blogindlæg tilbage i januar. Jeg prøvede og prøvede, men intet lød rigtigt. Jeg følte mig vildt fanget mellem min oprindelige forventning, og den følelse jeg faktisk sad tilbage med. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at jeg ikke følte mere glæde og stolthed, for det var ellers hvad jeg havde forventet – en lyst til at klappe mig selv på skulderen og sige et indre ”godt gået, Katrine” til mig selv.


Jeg besluttede mig derfor for at glemme milepælen og blogindlægget for en stund, og give mig selv lidt tid til at forenes med den der følelse af ligegyldighed. Og nu sidder jeg her endelig, med både lyst og overskud til at komme indlægget til livs. Ja, eller egentlig har jeg siddet her af flere omgange, for med det noget mere langsommelige tempo jeg bevæger mig i for tiden, samt de sporadiske afbrydelser grundet den lille nye mand i mit liv, er det altså ikke længere muligt at nå i mål i et hug. Heldigvis er jeg en sand tilpasningens mester, lige efter Darwins hoved, så jeg svinger den. På den ene måde eller den anden.


Nå, men den der manglende glæde og stolthed, som jeg har nævnt ovenfor, kom naturligvis ikke ud af ingenting. 2020 og start 2021 var fyldt med ting og sager, der på hver sin måde og på hver sit tidspunkt har taget fokus over noget andet, og især fokus over enhver alkoholfri milepæl.


Først kom Corona og nedlukningen, kun ganske kort efter at jeg havde færdiggjort min bachelor og var påbegyndt arbejde i min egen biks. Så kom genåbningen, med en smule håb forude og herhjemme besluttede vi os for at prøve at blive gravide. I juni friede jeg til Jesper og han sagde ja. Kort efter fandt vi ud af at jeg var gravid. Jesper færdiggjorde så sit speciale og så lukkede samfundet ned igen. Herefter stødte vi på noget bøvl med noget af min familie, der virkelig testede os til det yderste og op til jul fik vi begge Corona. Jesper blev meget syg og pga. tidspunktet måtte vi fejre jul herhjemme bare os to og den bette i maven. Det nye år startede så med en forskrækkelse fra Jespers familie, der ramte ret hårdt og vi kom i tvivl om hvorvidt jeg skulle udskyde min eksamen. Men siden der kun var kort tid til Holgers ankomst, knoklede jeg igennem og færdiggjorde første semester til planlagt tid, mens Jesper tilbragte et par dage med sin familie i Esbjerg. Så var der lidt mere bøvl med noget af min familie og endelig, som en helt fantastisk både afslutning og ny begyndelse kom den lille fyr til verdenen og viskede ligesom lidt tavlen ren. Og nu sidder jeg så her, i relativ ro og mag, og forholder mig til en beslutning, det føles som om jeg tog for årtier siden.


Ja jeg beklager, hvis det var lidt af en mundfuld at komme igennem. Jeg kan af gode grunde ikke gå i dybden med det hele, men det korte af det lange er, at jeg har haft rigeligt med andet at se til, der på en måde har nedskaleret værdien af min alkoholfrie rejse. Faktisk er jeg ti gange mere taknemmelig for og imponeret over at vi er kommet helskindet gennem alt det andet end jeg er over at have afholdt mig fra alkohol. Det er naturligvis også ret afgørende at jeg jo aldrig har haft et decideret alkoholproblem, hvorfor det jo af gode grunde har været relativt nemt for mig at være afholdende. Alligevel kan jeg nok ikke komme udenom det faktum at det forgangne år har været ret skelsættende i sådan en grad at jeg faktisk føler at jeg befinder mig milevidt fra den person jeg var for bare et år siden. Netop derfor giver det også god mening at min oprindelige forventning ikke stemmer overens med hvor jeg faktisk befandt mig rent mentalt i januar måned, da jeg nåede etårs-milepælen.


Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig stadig mig selv på rigtig mange punkter og der er ingen tvivl om, at beslutningen om at lægge alkohollen på hylden, var den helt rette for mig. Timingen viste sig da også at være helt perfekt idet beslutningen jo flaskede sig med graviditeten og fordi Corona pandemien gjorde mange af de typiske begivenheder hvortil jeg normalvist ville have drukket alkohol, umulige. Spørgsmålet er så bare hvad der sker når samfundet åbner op og jeg igen befinder mig i situationer hvori jeg tidligere ville have taget del i alkoholdrikkeriet. Vil jeg blive udfordret på min beslutning eller er den alkoholfrie livsstil kommet for at blive?



Der er i hvertfald ingen tvivl om, at det alkoholfrie valg er blevet mere tilgængeligt og netop derfor hælder jeg da også mest til det sidste... altså at den alkoholfrie livsstil er kommet for at blive. Mange af de alkoholfrie øl jeg har smagt det sidste års tid har da også snildt kunnet hamle op med deres alkoholholdige modstykke rent smagsmæssigt. Især 1664'eren på 0,5% og Ellebryggen fra Skovlyst, også på 0,5% er favoritter herhjemme.


Men, trods gode alternativer og det faktum at jeg er faldet ret godt i hak med den alkoholfrie livsstil, kan jeg alligevel ikke se mig fri fra ind i mellem at savne alkohollens rus - den der følelse af total afslappelse, der måske kun opstår ved indtagelsen af et rusmiddel og som altså bare kan være noget så tiltrængt når tankerne flyver højt og dagen har været lang.


Om jeg på et tidspunkt vælger at handle på det afsavn skal jeg ikke med 100% sikkerhed kunne svare oprigtig på. Til tider kommer jeg i tvivl og forestiller mig da også scenarier hvor jeg faktisk vælger den alkoholholdige genstand. Når det sker husker jeg dog mig selv på hvorfor jeg har taget denne beslutning og så er det lidt som om at savnet forsvinder.


Min beslutningen om at tage en pause fra alkohol, kan du læse mere om i dette blogindlæg. Og er du mere nysgering på min alkoholfrie rejse og tanker herom kan du læse meget mere under emnet Sober Curious.


Og som altid er du velkommen til at kontakte mig på både mail, Instagram eller Facebook, hvis du brænder inde med tanker eller spørgsmål ✉️

Seneste blogindlæg

Se alle
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle