Er “VI” gravide eller er “JEG” gravid?

Nå folkens.


Så varer det ikke længe før jeg rammer termin. I dag er der præcis 20 dage til. Fuck! Det er ikke meget altså. Jeg har selv svært ved at forstå det, og så alligevel, jeg har jo den store mave lige foran mig som bevis.


Gennem de sidste 9 måneder (næsten i hvert fald) har jeg med jævne mellemrum skrevet lidt forskellige blogindlæg her til siden med små indblik i mine tanker omkring graviditeten. Måske mest de praktiske, omkring kontor og børneværelse, som nogle af jer måske er blevet lidt trætte af at læse om, men også en smule om det med at føle sig parat til barn, og det at skulle være forældre. Det er rart at have siden her, hvor jeg giver mig selv lov til bare at være ærlig og kan lade tankerne flyde, og jeg håber virkelig at i nyder at læse med – eller måske kan drage nytte af mine tanker både nu og senere i livet.



Så snart jeg blev gravid, var jeg klar over at bare jeg kiggede på den mindste smule babysager på nettet, ville algoritmerne hurtigt fortælle The World Wide Web at ”vupti! Her er der sørme én der potentielt kunne være gravid, vi må hellere sende en masse preggolinks hendes vej”. Så i begyndelsen afholdt jeg mig en smule fra at søge. Jeg var ikke helt klar til at blive bombarderet med reklamer for brystpumper og pusletasker endnu. Men pludselig ramte jeg et tidspunkt hvor jeg var klar, og stille og roligt begyndte jeg at google, samt læse og skrive lister. Lister over alt det vi nødvendigvis ville få brug for og lister over de ting der kunne vente. Og langsomt men gradvist begyndte lejligheden herhjemme at blive babyklar.


En af de første gaver vi fik foræret, var en stak stofbleer, af et vennepar der selv havde været forældre til en lille fis i godt et halvt års tid (nu snart et helt) og hvad er egentlig bedre end så nyttig en gave fra nogle der lige har været det igennem, man selv skal til at stå i. Jeg blev så glad, det var ret tosset - en stak stofbleer altså - men som tidligere institutionsansat er jeg fuldt ud bevidst om hvor brugbare sådan en stak sataner er og hvor hurtigt de bliver brugt, hehe. Lidt efter begyndte den ene lille gave efter den anden at rulle ind, og vi har nu en skuffe fyldt med tøj og kun et par enkelte bodyer vi selv har købt og betalt. Nøhj en heldig lille fis han allerede er ham den bette inde i maven. Jeg føler mig så privilegeret på hans vegne. Det er vel okay, er det ikke?


Men links og reklamer var naturligvis ikke det eneste der blev sendt min vej, på Facebook begyndte der også at dukke forskellige artikler op fra onlineaviser og magasiner om børneopdragelse, graviditetspres og meget mere. Noget af det har jeg læst med stor iver, mens andet er blevet forkastet af ren og skær ligegyldighed. Som gravid (især med sit første barn) er det nemlig vigtigt at man husker sig selv på at man 1) ikke skal læse alt man støder på og 2) at forholde sig kritisk til det man så faktisk læser.


Der er så mange forskellige måder at gøre tingene på og det er vigtigt at man allerede ret hurtigt beslutter sig for først og fremmest at lytte til sig selv og stole på sine egne instinkter, for derefter at tage råd og vejledning udefra. Dermed ikke sagt at man ikke skal tage imod vild og vejledning, eller gode råd. For det synes jeg bestemt man skal, med kyshånd endda, men det handler om at finde en balance man selv kan være i for selvom man måske ikke lige kan drage nytte af de første 10 råd man får, så kan man med stor sandsynlighed af det 11. og 12. men man skal heller ikke føle sig presset til at tage imod råd fra andre bare fordi de selv har børn.



Noget der har fungeret rigtig godt for mig, var at tage nybegynder-hatten på og simpelthen allerede fra begyndelsen af stille spørgsmål til alle dem jeg kendte med erfaring, om de ting jeg selv var nysgerrig omkring. De fleste vil rigtig gerne fortælle, hvis de bliver spurgt pænt og hvis man viser oprigtig interesse. Det kunne eksempelvist være spørgsmål såsom hvordan de oplevede selve fødslen, hvor meget de er oppe om natten, hvilke tanker de gjorde sig i forskellige scenarier osv. og så har jeg ellers bare lyttet når folk selv er kommet med råd og tanker, og de råd jeg så har tænkt jeg kunne bruge, har jeg pakket i den mentale rygsæk, til den dag de bliver nyttige, og de råd jeg ikke har kunnet bruge, har jeg bare ladet være. For bare fordi man får et råd behøver man jo ikke at drage nytte af det. Men hellere have det med i rygsækken end blankt at afvise. Sådan tænker jeg i hvert fald. De fleste mener det nemlig godt, fædre såvel som mødre.

Faktisk har jeg en sød veninde, der er rigtig god til det der med at give råd. Hun er et af de der mennesker der kan give et råd uden at lyde som om hun ved alt og uden at lyde som om hendes råd er de eneste rigtige (for det er selvfølgelig den type mennesker der er svære at tage imod råd fra). I stedet for italesætter hun altid at jeg bare skal stoppe hende hvis det bliver for meget, eller hvis hun lyder bedrevidende, men det gør hun aldrig. Hun er én af de kvinder man bare ikke kan undgå at se op til, men uden at måle sig med. Ja jeg er næsten på grænsen til at sige at hun er magisk. Nej ved i hvad, det er hun sgu, en fucking enhjørning altså!


Men det der ydre pres, man sommetider kan føle, det kan selvfølgelig godt holde én lidt tilbage, for sommetider føles det lidt som om at der ligger en forventning gemt i samfundet om at vi kvinder er de fødte mødre og derfor helt instinktivt må vide alt helt af os selv. Det er naturligvis noget være sludder og det pres dér, det skal bare pakkes så langt væk som muligt, hvis ikke helt udryddes og så skal især vi kvinder være sødere ved hinanden. Ingen af os er perfekte og ingen af os ved alt fra begyndelsen. Og selvom mange mænd sikkert gør deres bedste, så er samfundet altså stadig i høj grad indrettet sådan at det er moderen der bliver primus motor på forberedelsesfronten - lige fra boglæsning, til research og indretning af børneværelset. Ja jeg ved naturligvis godt at der er masser af skønne undtagelser og par der er fælles om det hele, men forventningerne til mor og far er stadig vidt forskellige og som far kan man slippe afsted med at yde en væsentlig mindre indsats og stadig blive set som en god far, mens kvinden lidt står tilbage og sjældent bliver rost for hendes indsats der dog ofte er noget større. Ja beklager, men nu lagde jeg sgu lige kortene på bordet.



Og netop herfra tænker jeg fint vi kan gå videre til at forholde os til den titel jeg har givet dagens indlæg. For indlægget her blev faktisk netop affødt af en ganske kort klumme jeg stødte på forleden, hvis titel minder en smule om den jeg har givet her (læs den her, hvis du lyster). Klummen, som er skrevet af Marie Hundebøll Plum, handler nemlig om det der med hvem der egentlig er gravid, når man som par står til at skulle være forældre. En ret væsentlig snak i virkeligheden.

Det er jo ikke ualmindeligt at man som par, på et tidspunkt begynder at bruge betegnelsen vi, fremfor jeg, fordi man i sit partnerskab netop i højere grad bliver en vi-enighed fremfor to adskilte individer. “VI har kigget ny sofa”, “VI vil gerne invitere jer forbi til middag”, “VI har købt hus i Solbjerg” eller “VI er gravide”… men er “VI” nu egentlig også det?


Se, for mig har VI-betegnelsen, i forbindelse med graviditet, egentlig altid være en inklusionsting i den forstand, at det for mig har været vigtigt, at den mand jeg nu skulle ende med at få børn med, ville have en forståelse for at det altså ikke kun var mit projekt, men et fælles projekt. Og at selvom jeg bærer barnet, så fritager det ikke min partner for at tage del i processen. Samtidig er jeg også af den holdning at barnet (i vores tilfælde) er lige så meget Jespers som det er mit. Det giver jo for de fleste naturligvis sig selv, men alligevel er der mange der ikke helt ser det sådan, selvom de giver udtryk for det. Derfor bruger jeg betegnelsen vi. Vel og mærke kun når det giver mening.

Lige i vores tilfælde var det da også Jesper der var klar til børn først, hvor jeg lige skulle have lidt tid til at tænke og lufte min bekymringer før vi lagde præventionen på hylden. Så hos os har det i sandhed været en fælles beslutning og det har vi været meget åbne om overfor hinanden, netop så der ingen tvivl var.


Alligevel kan jeg godt forstå Marie, når hun giver udtryk for at sejren i sig selv (efter endt fødsel) alene er vores, altså os der rent faktisk har født barnet. For vores partner kan jo gøre nok så meget under både graviditet og fødsel, men ikke på noget som helst tidspunkt mærker de effekterne af en graviditet på deres krop. Jovist er der et hav af nuancer og man kan diskutere fra højre til venstre hvad det så er at partneren til en gravid egentlig går igennem, hvilken rolle de udfylder og hvad de oplever, men der er altså kun én person der reelt set er gravid, og det er den der bærer barnet, den hvis krop der er på prøve og som Marie så fint skriver det "(...) og som slutter i en 40 timers eksamen i form af en fuldstændig vanvittig fødsel."



Lige den del af processen har jeg jo så til gode lidt endnu, men når alt kommer til alt, føler jeg faktisk ikke at det er en proces jeg går ind til alene. Fødslen er der ingen der kan overtage for mig, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den bliver en 10 gange bedre oplevelse med Jesper ved min side, end hvis han ikke var der. Samtidig (fjollet som det måske kan lyde) så er den lille fyr jo også en del af processen, han har også en rolle han skal udføre og derfor tænker jeg egentlig tit på fødslen som sådan en slags fælles ting, hvor den lille fyr og jeg naturligvis er hovedspillerne, men sandt at sige ville vi nok ikke komme sikkert i mål uden et godt team, herunder jordmødre og Jesper.


Naturligvis er jeg drøn-nervøs for fødslen, men samtidig er jeg også enormt spændt på at skulle gennemgå noget så stort og jeg håber sådan at jeg får fornøjelsen af nogle empatiske og kompetente jordmødre, for sandt at sige frygter jeg bestemt også det modsatte, ja faktisk er det nok i virkeligheden det jeg frygter mest, at blive mødt af jordmødre og en fødselsafdeling der hverken er imødekommende eller støttende. Det skræmmer mig mere end selve fødslen, for jeg har da allerede mødt jordmødre fra både den ene og den anden grøft. Netop derfor lægger jeg nok også så stor værdi i den støtte jeg kan få fra Jesper og der er noget enormt betryggende ved at vide, at selv hvis der ikke kan skabes ordentlig forbindelse til bare én af jordmødrene under fødslen, så har jeg den allerede med Jesper.


Så jo, det er mig der er gravid, ingen tvivl om det. Og det har jeg det i øvrigt rigtig fint med at være. Jeg ville bestemt ikke bytte, selvom udsigten til snart at have min krop bare lidt mere for mig selv bestemt også er en god udsigt. Men det er ikke graviditeten i sig selv der definerer vores roller, for vi skal begge være forældre og måske det bare er sådan man skal sige det i stedet ”VI skal være forældre” eller ”VI skal have et barn” fremfor ”VI er gravide”. Hvad tænker i?

Seneste blogindlæg

Se alle

40+0

  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle