En bog der sætter alkoholkulturen i perspektiv

Så er jeg endelig kommet igennem The Unexpected Life of Being Sober af Catherine Gray. Af en eller anden grund, tog det mig noget længere tid at komme igennem den, end jeg først havde regnet med - muligvis fordi den er på engelsk og fordi jeg brugte meget tid også på at reflektere over hvad jeg havde læst undervejs. Men jeg kom igennem og her følger en lille anmeldelse med enkelte uddrag inkluderet.


Bogen her, er egentlig én ud af flere i denne genre, som jeg gerne vil igennem men de øvrige bøger på listen, var ikke til at opspore på bibliotekerne i Aarhus, så jeg må en tur på nettet efter resten.


The Unexpected Life of Being Sober er Catherine Gray’s personlige fortælling om et liv som alkoholafhængig og rejsen til ædruelighed. Det er en fortælling som jeg forestiller mig, at det er de færreste af os danskere der kender til. Catherine Gray er nemlig både veluddannet, har et godt job, gode venner og en støttende familie.


Alligevel udvikler hun et noget skræmmende afhængighedsforhold til alkohol og forklarer selv sin afhængighed som en form for personlighedsspaltning hvor det i ædrueligheden viste sig, at hun måtte stifte bekendtskab med et helt andet menneske, end den hun havde kendt sig selv som, gennem de ca. 20 år hun levede som afhængig.


Noget der især fangede min opmærksomhed, var Catherines fortælling om hvordan briterne som samfund forholder sig til afhængighed. Det er nemlig en fortælling der er meget lig hvordan vi i Danmark forholder os til afhængighed. Prøv bare at læse følgende uddrag:


“Nobody is surprised when people who start off smoking socially, progress to smoking in the morning. Nobody is shocked when an occasional heroin user becomes a daily heroin user. Because we openly acknowledge that cigarettes and heroin are addictive. We know they’re bad guys. Yet, talking about alcohol as a villain is socially taboo. You’re seen as a wet blanket, a joy-slayer, a party-pooper if you do so. It’s a mass delusion of millions. When people become addicted to alcohol, it’s seen as their failure. They didn’t pass the ‘moderate use of an addictive drug’ challenge. They failed at drinking! Society expects us to regularly use an addictive drug, without becoming addicted to it. Alcohol is the only drug where, the second you stop taking it, you’re seen as being too weak to handle it. It’s truly bizarre.”

Når jeg læser dette uddrag, står det mig klart at den danske og britiske alkoholkultur ikke adskiller sig meget fra hinanden. Og hvad angår særligt vores kollektive syn på det enkelte menneske, der ikke kan kontrollere sit indtag, så gør det sig mindst lige så gældende i den danske kultur som det ifølge Catherine gør i den britiske.


Er man ædru eller mildt beruset er vores hensynstagen og bedømmelse af individet uændret, men så snart vi står overfor et individ der har fået for meget indenbords, som ikke længere er i kontrol over sig selv, så tager vi afstand, vi dømmer og synet på det pågældende individ er nedadgående. Naturligvis er der undtagelser.


Det er dog ikke kun de stærkt berusede eller afhængige vi dømmer. Det er også mennesker i den modsatte ende af spektrummet for omgang med alkohol - nemlig dem der vælger ædrueligheden. Alt mellem de to ekstremer (ædruelighed og afhængighed) accepteres, mens mennesker der befinder sig i ekstremerne dømmes, også med øvrige mærkater foruden det at være enten afhængig eller ædru. Følgende uddrag opstiller desuden en interessant forskel på de der ikke længere ryger kontra de der ikke længere drikker:


"When we give up alcohol, it’s like we’ve chosen to leave the party. Boo hiss. Which is why non-drinking can be perceived as a mark of shame rather than a badge of pride. Ex-smokers brag about their former pack-a-day habit and how many smoke-free years they have, whereas sober people tend to apologize for their non-drinking."

Denne forskel er ret interessant, men gør sig måske ikke altid lige så gældende, da der sikkert også er mange eks-rygere der kan føle samme ekskludering hvis de omgås folk der stadig ryger. Derfor er det da også meget normalt, at hvis du forsøger at kvitte smøgerne, så kan det være rigtig svært hvis du omgås mennesker der stadig ryger, fordi vi ofte og meget desperat ønsker at være en del af fællesskabet og nemt kan føle os indirekte presset til at fortsætte. Her gælder det samme med alkohol, muligvis i en højere grad, da vi stadig ser det at ryge som væsentlig værre og mere skadeligt end det at drikke alkohol.


Og jeg kan da kun nikke genkendende til dette indirekte pres, både til at ryge og drikke. Særligt gennem teenageårene er frygten for at være udenfor fællesskabet mere betydningsfuldt end meget andet og som unge mennesker har vi ikke udviklet nogle andre personlige grundværdier. Ofte vil lysten til at være en del af det største fællesskab være den primære værdi vi agerer efter. Og fordi vi ikke lærer andet af vores forældre, der sikkert også ser det som værdifuldt at deres børn er en del af fællesskabet, er der ingen der kan fortælle os på ærlig vis hvad alternativet er.


Fællesskabet betyder meget for os uanset om vi er unge eller voksne og i Danmark er alkoholkulturen et stort fælleskab i sig selv, som er rigtig nemt at blive en del af. Indenfor de seneste par år ser det dog ud til at der her i Danmark bliver sat lidt ekstra fokus på især de unges alkoholforbrug - måske husker du kampagnefilmen jeg linkede til i dette blogindlæg?


Men foruden den kampagne ser jeg sjældent andre tydelige kampagner eller forsøg på at mindske danskernes alkoholforbrug og også hertil har Catherine en god forklaring som jeg desværre også tror kan gøre sig gældende her i Danmark:


"The reason society wants to brush the ‘alcohol is highly addictive’ fact under the rug, is because most people are addicted to it to some degree. As we’ve already established, addiction is not a ‘normal drinkers’ versus ‘alcoholic’ division; it’s a spectrum. Even drinkers that would be classified as ‘normal’ in the eyes of a doctor, would find it unimaginable and horrifying to never drink again. That, friends, is a sure sign of addiction. It may only be a thrice-a-week psychological addiction, or an ‘I have to drink at parties’ dependence, but it’s a bet-your-bottom-dollar dependence. The inconvenient truth that we conveniently ignore is this: it’s practically impossible to drink alcohol without it getting its hooks into you. Because it’s addictive."

Uddraget her kan ved første gennemlæsning måske virke en smule ekstremt og de fleste menneskers naturlige respons vil sikkert også være at erklære overfor dem selv, at de da med garanti ikke er afhængige af alkohol, men alligevel er der mange af os der ved tanken om aldrig at drikke igen føler frygt. Det skræmmer os, ikke at få den fornøjelse det er at indtage det tiltrængte glas vin efter en lang arbejdsdag eller drikke et par øl med vennerne til fredagsbaren. Og måske er der noget om snakken, at frygten opstår som en respons på en form for mild afhængighed fordi afhængighed netop ikke er enten/eller men et spektrum, som Catherine også peger på.


Jeg kan i hvert fald berette at da jeg for en 30 dages tid siden begyndte at lege med tanken om at kvitte alkohol, var én af mine første reaktioner da også frygt. Især frygten for at savne alkohol var dominerende. Og den frygt kan du faktisk læse meget mere om i et af mine tidligere blogindlæg, som du kan finde linket til nederst på siden her.


Men nu er jeg nysgerrig - Hvad tænker i når i læser blogindlægget her? Sætter det også jeres tanker om vores alkoholkultur i perspektiv? Sætter det mon gang i nogle tanker om jeres eget alkoholforbrug?



Tidligere blogindlæg - Frygten for at savne alkohol

Bog af Catherine Gray - The Unexpected Joy of Being Sober

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle