Det rene mor-instinkt

Godmorgen!


Ah, så fandt jeg endelig vej ud i bruseren, over til kaffemaskinen og ind på kontoret. Jeg vågnede ellers tidligt her til morgen med en klar plan i hovedet, men mørket udenfor holdt mig for en gangs skyld fanget under dynen og det samme gjorde Jespers dejlige, varme krop. Da jeg vågnede første gang, lidt over 6, og vraltede ud for at tisse, overvejede jeg ellers lige mine muligheder – udnytte at jeg vågnede tidligt eller udnytte at jeg netop nu har muligheden for at kravle tilbage under dynen?


Og dynen vandt – tænk engang. Som regel er jeg ellers ikke god til at falde i søvn igen, når først jeg har været oppe, men efter at have vendt og drejet mig lidt, lykkedes det mig at falde direkte ind i drømmeland, der dog desværre hurtigt forvandlede sig til et sandt mareridt i stedet.


Hvor i alverden min hjerne pludselig fik trukket sådan en fortælling frem ved jeg ikke, men efter at være trådt ind på en tom Dinner fandt jeg pludselig mig selv i kamp med en gigantisk mand på størrelse med The Rock – Mr. Dwayne Johnson – måske endda større, med et noget mere brutalt udsende og med hænder der var store nok til at løfte mig op i min hals alene - hvilket han selvfølgelig gjorde, mens jeg spjættede som en lille ligegyldig fisk og fejlagtigt forsøgte at svække ham ved at kaste dessertgafler og bordknive efter ham. Det virkede ikke, men på én eller anden måde lykkedes det mig alligevel at få vristet mig fri af hans greb, hvorefter jeg forsøgte at skabe afstand mellem os ved at kæmpe mig selv om på den anden sidde af et større bord. Men min krop ville slet ikke arbejde med mig. Bare det at komme omkring bordet tog al energi fra mig og jeg kunne næsten ikke løfte mine arme. Jeg var fuldstændig overbevist om at løbet var kørt. Nu skulle vi dø, for værst af det hele var jeg naturligvis stadig var gravid med den lille fyr og derfor kun kunne tænke på at redde mig selv, for at beskytte ham. Nøhj hvor er det længe siden jeg har været så bange i en drøm før. Det eneste jeg kunne tænke var ”ikke min mave, ikke min mave!”.


Heldigvis gik det op for mig at det jo faktisk vist nok bare var en drøm, så jeg gjorde et krampagtigt forsøg på at vække mig selv og det lykkedes! Men idet jeg vågnede, var det som om min krop reagerede helt af sig selv og jeg begyndte med det samme at græde helt ukontrolleret og tårerne trillede ned ad mine kinder. Jesper vågnede helt forvirret og bekymret ved min side, ganske forståeligt, og jeg skyndte mig at fortælle ham hvad jeg havde drømt, mens han beroligede mig med at det bare var en drøm.


Tårrene gik stille og roligt i sig selv og jeg klamrede mig så tæt ind til Jespers krop, som den efterhånden ret tykke maven ville tillade det og så lå jeg ellers bare og fik ro i systemet igen, indtil jeg var klar til at stå op. Og nu sidder jeg her. Så godmorgen! Andre der har haft en funky start på dagen? Eller nøjedes i monstro med bare at være lidt nede over det stadig grå og regnfulde vejr? For tro mig når jeg siger, at jeg gerne vil holde humøret højt, for det vil jeg virkelig gerne! Meen lige den sidste uges tid her, den har da godt nok trukket tænder ud, selvom vi også har fået krydset en hel del af to-do listerne herhjemme.


(to måneder til termin og sen aftensmad efter en succesfuld tur til IKEA)


Terminen begynder jo så småt at nærme sig, så her går tiden i høj grad med at få de sidste ting på plads inden den lille fyrs ankomst, samtidig med at jeg forbereder mig til mine eksaminer. Måske husker i dette skriv hvor jeg fremlagde en lille plan over nogle af de praktiske sager, jeg især måtte tage højde for, i forbindelse med graviditeten. Det er utroligt at tænke tilbage på hvad der egentlig er sket siden jeg delte det blogindlæg, til hvor vi er nu, kun 55 dage fra termin.


Det bliver simpelthen så vildt at få ham ud i verden til os! Rent mentalt, ja eller emotionelt, er vi faktisk helt klar til ham, begge to. Vi glæder os sådan til at møde ham. Det eneste der holder mig fra at ønske, at han allerede var her, er mine eksaminer - ellers måtte han hellere end gerne komme ud og hilse på - meen han skal naturligvis helst lige være helt færdigbagt og noget siger mig at han måske faktisk har det helt hyggeligt derinde i maven. Jeg taler til ham, danser med ham og sørger for at han får en passende fordeling af grøntsager og chokolade. Vi er på løbeture og gåture og så er han jo med i alt hvad jeg laver, som naturligvis alt sammen er meget spændende sager. Hehe.


Ej men ærligt talt er det faktisk den bedste følelse, at fornemme i krop og sjæl, at jeg er klar til hans ankomst og vide at Jesper også er det. Og det tror jeg faktisk godt på at man kan vide: at man er klar, også selvom man ikke helt har en jordisk chance for at vide præcist, hvad det egentlig er man går ind til. Jeg tror på, at en del af det at være klar også handler om, at man er klar til at tage imod det uventede, klar til at tage imod hvad end der kommer, også det sure og det hårde. For vi ved jo godt alle sammen, at livet ikke er lutter lagkage, heller ikke det at sætte børn i verden, men vi gør det jo ikke desto mindre, og det må der vel være en grund til ikke?


De sidste par uger, hvor børneværelset så småt har taget form, har jeg leget lidt med tanken om at skrive et ”sådan har vi forberedt os” blogindlæg, med tanker om forberedelses og redebygningsprocessen, kunne der mon være stemning for det?


Vi har jo naturligvis gjort os nogle overvejelser der passede til os og vores situation, lige såvel som alle andre forældre jo må gøre hvad der passer dem og deres situation bedst, så der er jo virkelig ikke noget facit. Men jeg har selv ladet mig inspirere enormt meget af hvad jeg har set andre gøre rundt omkring, og så har jeg læst og læst, så måske jeg alligevel ligger inde med lidt guldkorn, i andre kan drage nytte af eller måske bare finde interessante eller hyggelige at læse om?

Seneste blogindlæg

Se alle