Det der sociologiske perspektiv


Glædelig torsdag alle sammen!

Hvad har i af planer idag? Jeg skal ikke op på campus, så jeg sidder herhjemme med en kop kaffe og skribler lidt. Jeg har lige fået en god gang bagt havregrød (nøhj det er lækkert) og så skal jeg nok ned og træne om et par timer. Derudover står den på læsning og så skal jeg have fundet en fødselsdagsgave til min brors kæreste, som for mig egentlig er mere end det, men jeg kan jo ikke helt kalde hende min svigerinde endnu. I aften skal jeg så i Rosenteatret med Jesper. Hans kammerat Lasse skal spille med i et stykke og det skal vi da se. 'Svend, Knud og Valdemar' hedder det :-)

Men, i dag vil jeg gerne dele et par studierelaterede tanker med jer, eller, de tager i hvertfald udgangspunkt i mit studie og går så lidt videre derfra, men i må bære over med mig og mit kringlede sind, for indlægget her kan måske give jeg et lille indblik i hvad jeg står for og hvem jeg er.

Som en del af min uddannelse, har vi sideløbende med de øvrige fag, også en del sociologi. Det har vi med henblik på at få en forståelse for det sociologiske aspekt af eksempelvist fysisk aktivitet, kostvaner, og sundhed i relation til de to, samt til individet og samfundet som helhed.

Sociologi er, kort fortalt, studiet af det sociale liv. Derudover kan man sige at formålet med at studere det sociale liv er at finde nogle sammenhænge og forklaringer på hvad vi gør og hvorfor. Det er nogenlunde samme forklaring i kan finde på dentoredanske.dk. Strækker vi den lidt længere, kunne et yderligere formål være at gætte på hvordan fremtidens samfund vil se ud og hvordan man bedst muligt kan arbejde med det, imod det eller bare forberede sig på det.

Noget af det vi har kigget på, er udviklingen af sport, fysisk aktivitet og kropsidealet op gennem tiden. Ligeledes har vi kigget på hvordan udvikligen af de tre har hængt sammen med udviklingen i samfundet. I vores nuværende samfund er der eksempelvist rigtig meget fokus på individet og det afspejler sig naturligvis også i måden vi spiser og er aktive på.

Jeg syntes at sociologi er super spændende, Det der med at lede efter nogle mønstre i samfundet, der kan give en idé om hvilken slags tid man lever i, hvad der er vigtigt, hvad der bliver prioriteret. Samtidigt dog, kan det også gøre mig lidt trist til mode, for nogle gange oplever man jo at ting der egentlig måske ikke bør være så vigtige, fylder meget og ting der er vigtige fylder for lidt. For tiden syntes jeg eksempelvist i stigende grad at samfundet udvikler sig i en retning jeg ikke er synderligt glad ved. Faktisk så skræmmer det mig lidt. Det er som om at der er kommet nogle værdier i spil, der ikke giver mening og alt handler om penge og udvikling, mere og hurtigere, større og bedre. Men bliver det overhovedet bedre? Ting må gerne gå stærkt, nogle gange er det også bedst, men kun så længe man kan følge med... os alle sammen altså. Ting må også gerne handle om udvikling, uddannelse og indkomster og forbrug... alt det der... men som så mange før mig har sagt, skrevet og råbt op om, så er det som om vi mister menneskeheden, venligheden, kærligheden og alt det gode, midt i processen. Derudover er individet enormt meget i fokus: hvad vil JEG gerne? hvad kan JEG opnå, hvad er MINE værdier, MINE holdninger MINE mål osv. osv. Men hvor går grænsen fra selvrealisering til ekstrem egoisme? hvornår bliver det for meget, mig, mig, mig?

Det er ikke fordi jeg vil brokke mig, for hvad gør brok egentlig godt for..? Det er måske mere mit skridt på vej mod noget ala konstruktiv kritik. Der vil jeg i hvertfald gerne nå hen en dag, der hvor jeg kan reflektere, stille kritiske spørgsmål og måske komme med forslag til hvordan et alternativ kunne se ud. Tænk sig en gang hvis det var muligt... Kender i ikke godt den der fornemmelse af, at der er noget der er galt, og man kan måske pege i retningen af hvor det går galt men alligevel ikke helt sætte en finger på det? Jeg vil gerne kunne sætte en finger på det, sådan rigtigt, og så måske endda finde en løsning eller finde et forslag på noget af en løsning. En løsning eller et alternativ der måske ikke emmer så meget af egoisme men som rummer en eller anden fælles forståelse af at vi alle skal have det godt. Jeg ved det ikke... måske lyder det lidt utopisk... men man har vel lov at drømme.

For lige at vende tilbage til der hvor det går hånd i hånd med mit studie, så handler sociologidelen jo i høj grad også om at få en forståelse for at samfundet udvikler sig, hvordan samfundet ser ud nu og hvad vi skal være forberedt på, når vi kommer ud på arbejdsmarkedet. Hvad er det for et job, jeg skal have om et par år, hvilke mennesker er det jeg kommer til at hjælpe og sådan. Heldigvis har jeg en idé om hvad jeg godt kunne tænke mig at lave, og det virker til at være en mulighed, så helt skidt står det bestemt ikke til ;-)


#sociologi #samfundet #fremtid #nutid #samfundskritik

CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle