Den travleste sommer

Godaften derude.


Hvordan har i det? Har i haft en god mandag?


Jeg har selv haft en ret rolig mandag. Den har budt på en tur i fitness, iskaffe, sofahygge med Jesper, lidt arbejde og en snak med en sød kvinde inde hos Skat.


Nu har jeg sat mig til rette ved stuebordet, med en hjemmemixet Whiskey Sour, klar til at lade mine tanker flyde ud gennem fingrene.


Det er jo sådan at min sommer har været ret begivenhedsrig. Den er også drønet afsted og nu sidder jeg her med alle de oplevelser i min mentale rygsæk og prøver at bearbejde hvad jeg har oplevet, ved at reflektere og skrive, og reflektere og skrive. Det er ikke nogen nem proces, men den er med garanti meget sund for sindet.


Så hvad har jeg egentlig lavet denne sommer?


Jo, som det aller første, har jeg jo været på Roskilde Festival - som i lige efter min eksamen og min lillesøsters dimission fra gymnasiet. Puha det var en vild uge lige op til festivallen. Egentlig kunne jeg godt have brugt en enkelt dag eller to til lige at slappe af og komme ned på jorden igen inden festivallen, meen sådan fungerer livet altså ikke, så afsted drog jeg, til Roskilde med Lasse og Jesper.


Et ømt øjeblik. Det var i øvrigt min første gang på Roskilde Festival og hvis i er interesseret i at læse lidt om min oplevelse, så har jeg skrevet et helt blogindlæg om det, som i kan finde lige her.


Efter Festivallen havde jeg 2 hele uger, før vi skulle flyve afsted til Mallorca. De 2 uger havde jeg egentlig afsat til arbejde i egen biks, men som dagene skred frem endte det dog med at andre muligheder bød sig til og arbejdet blev prioriteret fra, til fordel for familie og venner der gerne ville ses og som havde brug for hjælp. Derudover passer jeg fra tid til anden en autistisk pige i Skanderborg og det optog også mere tid end oprindeligt planlagt, og før jeg vidste af det var 2 uger gået og ikke meget arbejde var prioriteret. Alligevel var der ingen tvivl om at ferien til Mallorca var kærkommen for lige siden afslutningen af min eksamen havde jeg ikke haft meget afslapning for mig selv og afslapning var præcis hvad jeg trængte til.


Allerede den første dag på Mallorca mærkede jeg en ændring i min vejrtrækning og i min kropsholdning. Mine skuldre var mere sænkede og jeg tog en beslutning om virkelig at acceptere situationen og omstændighederne som denne type ferie indbyder til. Afslapning ved poolen, lydbøger, hvidvin, is og god mad var (næsten) alt vi foretog os og det syntes underligt nok at falde i min smag efter et par dagen.


Jeg ser ellers ikke mig selv som den stilleliggende og varmeglade type, men det var faktisk helt perfekt i en grad jeg ikke havde regnet med.


Et lille strandbillede fra Mallorca. Her tilbragte vi mere tid med fodbadning om aftenen end vi gjorde på strandbadning om dagen. Godt nok er der strande på Mallorca men de overgår på ingen måde strandene herhjemme.


Da vi så vendte hjem igen, var det straks i gang med to-do listerne (noget det kriblede i fingrene for at komme i gang med) og første punkt på to-do listen var bryllupsindkøb i INCO med min gode veninde Maria, efterfulgt af planteindkøb og pludselig var første dag hjemme i Danmark pist forsvundet. De efterfølgende 2 dage (torsdag og fredag) stod også i brylluppets tegn da vi (Jesper og jeg) havde meldt os frivilligt til at hjælpe til på den gård hvor brylluppet skulle holdes. Torsdag brugte Jesper og jeg hele dagen på at hjælpe til med at pynte op og forberede mad og om fredagen var det kun mig der var afsted.


Fredag aften fik vi derudover også min storebror og hans kæreste Sabrina på besøg til middag og det havde jeg virkelig glædet mig til. Jeg elsker at have gæster på besøg til middag, for så kan vi diske op med lækker mad, fin borddækning, hjemmemixede drinks og lidt jazz i baggrunden. Heldigvis er det en interesse Jesper deler med mig og jeg syntes vi klarer rollerne som værter ganske fint, hvis jeg selv skal sige det.


Til tider frygter jeg dog at folk godt kan tænke at vi indimellem bliver lidt for fine på den, men jeg prøver at lade være med at tænke på det, først og fremmest fordi det vist bare er noget jeg bilder mig selv ind og så fordi jeg virkelig syntes det er noget af det bedste, og så længe vores gæster er glade og hygger sig, så er jeg glad.


I lørdags var det endelig blevet tid til sommerens mest ventede begivenhed (ifølge mig i hvert fald) nemlig min venindes bryllup. Det var en heldagsbegivenhed og varede faktisk for mit vedkommende mere end 24 timer, selvom jeg sov 5 af dem. Da jeg kom hjem, var jeg ikke bare smadret pga. manglende søvn men også pga. mængden af indtryk. Brylluppet var på mange måde meget utraditionelt og føltes nærmere som en kæmpe og meget flot havefest end det virkede som et bryllup, men det var helt perfekt og lige i brudeparrets ånd, så ikke det mindste burde have været ændret.


4/6-dele af venindegruppen fra gymnasiet. Denne ene er naturligvis Maria der blev gift og den sjette kunne desværre ikke komme. Øv. Vi besluttede os for alle at hoppe i blå kjoler, både fordi det var et ønske fra bruden at vi bar samme farve og fordi vi så kunne være hendes something blue. Hold nu fast jeg har nogle smukke veninder.


Sammen med en håndfuld andre gæster, overnattede Jesper og jeg på gården hvor festen blev holdt og stod dermed op til fælles morgenmad om søndagen. En gang over middag kørte vi så hjem til Aarhus sammen med et andet vennepar og jeg kunne slappe af i et par timer, før jeg kørte til middag hos min mor i Ugelbølle. Nøhj i kan tro jeg var træt da jeg kom hjem igen og klokken var endda kun lige omkring 21. Jeg var så træt at jeg ikke kunne holde mig vågen til The Dark Knight og det siger altså ikke så lidt, for hvis der er noget jeg med glæde holder mig vågen til, så er det da Christian Bale (og Heath Ledger), hehe.


Nu sidder jeg så her, mandag aften og har spist både aftensmad og dessert, med en drink ved min sidde og fingrene på tasterne. Jeg føler mig som jordens heldigste menneske, for selvom der har været run på denne sommer, så har heldet eller universets energi, om man vil, været med mig hele vejen. Hele den forgangne måned har heldet smilet til mig i ganske små doser, på de mest belejlige tidspunkter jeg kunne ønsker mig, så et eller andet må jeg have gjort rigtigt.


Jeg er ikke sikker på om det er vigtigt at fortælle jer præcis hvordan heldet har smilet til mig, for det har været i de fineste små doser, som har været helt belejligt for kun mig i mine unikke små situationer, men ih hvilken glæde det har bragt mig og jeg håber min glæde kan smitte lidt af på dem omkring mig der har aller mest brug for det, lidt ligesom jeg har haft det.


Nu vil jeg slænge mig i sofaen med resten af min drink og se The Dark Knight Rises, inden jeg hopper på hovedet i seng.


Aftenklem, Katrine

CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle