Den nye barselsaftale: et slag for ligestillingen? et tab for barnet!

Tilbage i august i år, fremlagde Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening et forslag til en ny barselsordning og det satte gang i en noget heftig debat. Sjældent har der tikket så mange artikelnotifikationer ind om det samme ene emne hos mig, som der har gjort de sidste to måneder.


Som kvinde og særligt som ny mor, ramte barselsdebatten mig naturligvis et ømt sted og jeg har derfor fulgt med i alt hvad jeg kunne, med største interesse.


Grundlæggende har jeg været glad for at se, at der endelig er kommet så stor opmærksomhed på så vigtigt et område, men det ærgrer mig at det alene skete på baggrund af et EU-direktiv og at debatten har handlet så meget om ligestilling og så lidt om børnene.


Jeg kan dog godt forstå hvorfor. Kvindefrigørelsen handlede jo trods alt i høj grad om økonomisk frigørelse fra manden, samt en ligestilling med ham på arbejdsmarkedet og lige nu er det særligt barslen der så at sige ”står i vejen” for at føre ikke blot den totale frigørelse men også den økonomisk ligestilling i hus. Samtidig bliver mændene nu også stillet lige overfor kvinden på barselsfronten idet der nu fra 2022 er øremærket lige meget barsel til begge forældre.


En artikel hos Zetland sætter rigtig fin fokus på især det økonomiske ligestillingsaspekt og jeg kan varmt anbefale jer at læse/lytte til den. Problemet med det enorme fokus på økonomi og ligestilling er dog at vi helt glemmer dem der egentlig er vigtigst når vi taler om barsel, og det er børnene. For en mere personlig kommentar på dette område kan jeg anbefale jer at læse Simone Astrid Schødts-Sørensens kommentar hos Femina. Hun er fotograf og mor til Bobby på 2 år.



Øremærket barsel – en ligestillingskamp


Hele debatten omkring øremærket barsel er uden tvivl vildt kompleks. Der er så mange vinkler i spil, og hver gang jeg læser en nye artikel, får jeg en vinkel med som jeg ikke selv havde tænkt over. På den ene side er det rigtig fedt, for det har gjort mig så meget klogere, men på den anden side er det bare frustrerende, for det har også affødt et nyt skriv hver gang.


Jeg har skrevet side op og side ned flere gange, men har aldrig helt ramt hammeren på sømmet, som man siger, før nu føler jeg.


For problemet for mig, som jeg også har skrevet ovenfor, er at debatten slet ikke handler om det den egentlig burde handle om. Det føles mest af alt, som om barslen blot bruges som et våben i ligestillingens kamp, og selvom jeg udmærket forstår hvorfor, så synes jeg faktisk grundlæggende at det er forkert.


Barslen er til for børnene, og fokus bør derfor være på at skabe en barsel der giver de bedst mulige forudsætninger for de nye liv vi bringer ind i verden. Min bekymring er, at selvom vi måske går et skridt i den rigtige retning hvad ligestilling angår, så træder vi samtidig et skridt tilbage, hvis ikke flere, hvad angår småbørnenes livsvilkår og jeg tror vi kunne have gjort det bedre. Det er nemlig sådan at det fremlagte forslag ikke længere blot er et forslag og der er altså intet andet at gøre end at se hvor den nye barselsordning fører os hen.


Øremærkningens bagside


Grundlæggende går jeg faktisk ind for øremærkningen i selve ligestillingssammenhængen, men set ud fra et helhedsperspektiv, der også rummer forskellige familiers individuelle behov, småbørnenes livsvilkår, et allerede presset institutionssystem og det biologiske aspekt hvortil vi aldrig vil blive ligestillet, uanset økonomi, er den nye barselsordning langt fra god nok.


Som Matthias Hundebøll så fint sagde det i Debatten på DR (omkring 13.37 inde og frem) - så havde vi netop nu en historisk chance for at kigge vores barselsystem efter i sømmene (min omformulering) – og det har politikerne fuldstændig misset.


Lige nu føles det lidt som om at politikkerne mest af alt bare skulle have rettet sig ind efter det EU-direktiv der har deadline lige om lidt og at de i en snæver vending har smidt et par ekstra uger på øremærkningen i håbet om at det får Danmark længere op på ligestillingslisten. Og det skærer lidt i hjertet, det skal jeg ærligt indrømme.


Som det så tydeligt fremgår af den generelle debat tyder alt på, at øremærkningen er vejen til (økonomisk) ligestilling, og selvom det meget vel kan være rigtigt, er det desværre også muligt, at der skabes dårligere livsvilkår for småbørnsfamilier og især de nye små liv der bliver sat i verden fremadrettet.


Øremærkning af barsel får nemlig ikke automatisk fædre til at tage mere barsel. Der vil stadig være fædre der takker nej til barsel og med den nye barselsordning vil det betyde at børn, i familier hvor faderen ikke tager barsel, kommer til at starte tidligere i institution. Institutionerne i Danmark er i forvejen under pres pga. manglende midler, få ansatte og altså dermed for mange børn pr. ansat. Det kan betyde at børn i institutionerne ikke får den nødvendige opmærksomhed og at de ansatte bliver mere stressede.


For børn er institutionen hvad arbejdet er for voksne. Dvs. når vi aflevere vores børn i institution er børnene også lidt på arbejde. For selvom de leger og laver ting vi med voksenøjne ikke ville kalde arbejde, så tilbringer børnene stadig mange timer et sted der ikke er deres hjem, et sted hvor de ikke kan være 100% dem selv, hvor de bliver udfordret og skal forholde sig til mange andre mennesker (børn og voksne), hvor de tilbringer størstedelen af døgnets timer væk fra deres primære omsorgspersoner. Så lige såvel som vi voksne kan være udmattede efter en fuld dag på arbejde, kan børnene det også efter en fuld dag i institution.


Med den nye barselsordning vil man som mor maksimalt kunne holde 37 ugers barsel efter fødsel dvs. 11 uger mindre end ved den nuværende ordning. Det kan have betydningsfulde konsekvenser for amningsforløbet hos ammende mødre, idet man skal arbejde mere ihærdigt for at få børn hurtigere fra bryst til fast føde. Det kan stresse både mor og barn, og i værste fald efterlade varige emotionelle mén.


Jeg er fuldt ud enig i at hvis man er to om at sætte børn i verden, så er man også to om at tage ansvar og yde omsorg for dem, men ideen om at det skal gøres på præcis samme vis kan jeg ikke stille mig bag. Jeg føler vi svigter børnene i ligestillingens kamp. Og jeg tror der findes en anden løsning der kan gavne både ligestillingen og børnene.



Barslens egentlig formål


Noget jeg har manglet helt enormt meget i denne debat, er en snak om selve barslens formål og værdi. I medierne har jeg læst den omtalt af mænd som kedelig, som noget moderen jo bare tager, som en hyggestund hvor man rigtig kan fordybe sig i læsningen og meget andet, som enhver der rent faktisk har holdt barsel, med garanti ikke ville kunne erklære sig enig i.


At holde barsel med sit barn er ikke bare helt essentielt for det lille nye liv, og for moderen der skal komme sig efter en fødsel. Barslen er også en enorm samfundstjeneste, idet man som omsorgsperson yder en livsvigtig opgave, nemlig at tage vare på det barn man har sat i verden, med alt hvad der hører med.


Som barslende forældre (uanset køn) har man ansvaret for at give det lille barn en god start på livet gennem kærlighed, venlighed, omsorg, øjenkontakt, leg og opmærksomhed. Man skal lære at læse et lille menneskes signaler, lytte til og efterleve dets behov. Det er en drønvigtig opgave man naturligvis først og fremmest skal påtage sig af lyst, men som måske i virkeligheden også bør lønnes på en eller anden vis - efter dets værdi. For hvis der ikke var et økonomisk tab (som det så ofte er blevet nævnt) ved at holde barsel, så ville der måske heller ikke være en økonomisk ulighed blandt kønnene, fordi kvinden tager det meste af barslen.


Og hvis nu vi havde et andet samfundssyn på barslen, der var mere positivt stemt overfor det at holde barslen. Hvis vi så barslen som noget der gavner både forældre og barn og i sidste ende samfundet - fordi en god barsel fører et godt menneske med sig, så ville mænds lyst til at tage barslen måske også værre større. Hvis der var ægte prestige i at holde barslen med sit barn og det måske endda kunne skrives på cv'et som et plus (hvilket det i øvrigt burde) ville mænd med garanti stå i kø for at holde barsel (måske en smule karikeret, men i forstår forhåbentlig min pointe).


Grundlæggende har der manglet en hel masse nuancer i denne debat, og at der alene er gået kun ganske få måneder fra første bud på en ny barselsordning og til et flertal for selv samme forslag, uden der egentlig har været andre ideer oppe af vende er ærligt talt fuldstændig til grin. At der ikke er nogle politikkere, der har været ægte inde og tale børnenes sag og råbe vagt i gevær med en bekymring over det tab denne nye barselsordning kan betyde for samfundets fremtid, forstår jeg ikke.


Den økonomiske kode


Der er meget få mennesker i den her verden jeg ikke bryder mig om, men jeg skal ærligt indrømme at Eva Svavars, forkvinde for kvindeøkonomien, er en af dem jeg har det lidt svært med.


For mig, hører hun den gamle feministiske skole til, den der tænker at ligestilling handler om at kvinden skal være mere som manden. Hun håner den hjemmegående mor, hvilket i mine øjne er en hån til faget i sig selv, en hån der har været med til at give barslen det ry, der holder mænd fra at tage den. Det synes jeg er enormt ærgerligt, idet jeg jo tydeligt mener at barslen skal tales op og værdisættes som det enormt vigtige arbejde det egentlig er, om det så er far eller mor der udfører det.


Problemet i Danmark er at vi ligesom alle andre vestlige lande er enormt styret af vækst og økonomi. Penge og især øget indkomst er vores primære pejlemærke. Den tyske sociolog Nicklas Luhmann ville sige at vi som samfund lever og ånder udfra en økonomisk kode. Alt hvad vi gør, siger og agerer udfra handler om økonomi. Vi forstår verden udfra penge og træffer valg baseret på den økonomiske gevinst det medfører eller det økonomiske tab vi kan undgå. Og det er også denne kode, den nye barselsordning er blev til under, lige så vel som undtagelsen for de selvstændige.


Hvis i da ikke har bemærket det, er det nemlig sådan at selvstændige erhvervsdrivende nu er blevet fritaget for den nye barselsordning (på baggrund af mandelige klager primært) og til det vil jeg gerne lige påpege at det altså ikke har været vilkårene for selvstændige kvinder tidligere, at kunne fritage sig barsel med den naturlige forudsætning at så tager manden da selfølgelig det meste af barslen. En personlig kommentar hos Femina af Lise Johansen, direktør i Kvinderådet, sætter så fint ord på dette aspekt, og jeg bøjer mig i støvet for alle selvstændige kvinder der selv har lagt penge til sidde til at holde barsel, og samtidig har holdt det meste af barslen, mens deres mænd blot har arbejdet og ikke engang har skulle bekymre sig om det økonomiske og logistiske aspekt ved planlægning af barsel som selvstændig. Og nu behøver de så slet ikke at opleve det - så meget for ligestilling.




Et andet alternativ


Som jeg har nævnt i et tidligere afsnit, tror jeg på der kan findes et alternativ til den nye barselsordning. Et alternativ der både kan tage ægte højde for ligestilling, men også først og fremmest tage højde for børnene. For naturligvis skal vi gøre mere for ligestilingen i Danmark, men at pille ved barslen med en anden hensigt end børnene er ikke måden.


Grundlæggende tror jeg der er meget mere galt med måden vi anskuer barslen på end måden hvorpå vi afholder den. Og jeg tror at hvis vi som samfund talte anderledes om barslen, og gav plads til børnene og de barslende på en anden måde ude i samfundet, så ville mænds lyst til barsel også stige.


Først og fremmest bliver vi nødt til, som samfund, at gøre det klart og tydeligt at barnet har brug for begge sine forældre. Der skal to til at lave et barn og ergo altså også to til at drage omsorg. Barslen er ikke et kvindejob, det er et forældrejob og selvfølgelig skal begge forældre have lige meget lov til at holde barsel, hvis det ønskes i familien. Men det betyder også at vi som samfund aktivt bliver nødt til at inddrage fædrene mere i den fagprofession forældrerollen egentlig er, det fag der tidligere har været kendt som den hjemmegående husmor og som næsten udelukkende har været særligt knyttet til moderen mens det at være far var synonymt med det at være forsørger.


Arbejdet som hjemmegående forældre bør ses lige med arbejdet som forsørger da begge typer job bidrager med vigtig værdi til fællesskabet, blot på forskellig vis. En måde at opnå det på kunne være ved at prioritere barslen som et værdifuldt foretagende der også kan skrives på cv'et. Og ved at tale barslen op, også ude på arbejdsmarkedet. Velfærd og det at spille sin familie og partner god bør være lige så prisværdigt som at prioritere arbejdet og det bør ikke have en negativ effekt på arbejdspladsen at man holder barsel. Tværtimod.


En mulighed er også at skabe et mere fleksibelt arbejdsmiljø, der rummer at man istedet for at tage eksempelvist 11 måneders fuld barsel, så har man måske 15 ugers fleksibel barsel, hvor man kan tage hele og halve dage. På den måde er man ikke helt væk fra arbejdspladsen og man kommer også lidt ud af hjemmet, for det kan man helt sikkert også have brug for som ny forældre.


I samme ombæring skal vi stoppe med at se barslen alene som et økonomisk tab ude i samfundet. For det er det ikke. Barslen er helt essentiel for skabelsen at et sundt og raskt menneske, der senere også selv skal ud og tage del i samfundet, hvor de økonomiske tab der så at sige forekom under barslen helt sikkert nok skal tjene sig selv ind igen. Barslen er en investering i fremtidens samfund - bedre barsel, bedre fremtid.


Rent økonomisk, kunne man dog også løse tabet under barslen ved eks. at sænke den barslenes betaling til skat mens man er under barsel, øremærke lidt af partnerens indkomst til den barslende, eller oprette en seperat pension til de der går på barsel.


I forhold til ligestilling hvad børnene angår bør faderen også være mere involveret i forbindelse med læge og oplysning heromkring. Eks. kunne faderen også få information i e-boks når der er scanninger og aftaler på hospitalet, og det kunne være nemmere for faderen at tage barnet til lægen, f.eks ved at begge forældre samt børn skal have læge samme sted, så faderen også kan stå for at tage barnet med til vaccinationer. Rollen som mor er stærkt defineret ved at være den primære omsorgsperson, der vitterligt står for ALT omkring barnet, mens rollen som far stadig i høj grad er synonym med rollen som forsørger. Som samfund er vi altså stadig i gang med at finde ud af hvad rollen som far egentlig er når den ikke alene er forsørger. Ligesåvel som vi er ved at forstå hvad rollen som mor er når moderen primært er forsørger.


Rollen som far, bør nemlig ikke være den samme som rollen som mor nødvendigvis, særligt fordi faderen jo ikke kan varetage eksempelvist amningen. Og netop her udspiller spørgsmålet om hvad ligestilling så egentlig er sig. For jeg mener ikke at ligestilling handler om at udføre de præcis samme arbejdsopgaver, men istedet om at fordele de arbejdsopgaver der er, nogenlunde ligeligt.


I Jespers og mit tilfælde betød det eksempelvist at særligt den første lange tid efter hjemkomst fra hospitalet, der var det Jesper der stod for meget af det huslige i hjemmet (madlavning, rengøring, tøjvask) fordi jeg var meget knyttet til Holger pga. amning. Særligt blev Holger ofte ammet rigtig meget om aftenen, samme tid som vi var vant til at lave og spise aftensmad selv, og jeg brugte derfor snildt tre aftentimer i sengen med Holger hvor han ammede og sov lidt på ret intensiv skift før han rigtig blev puttet til natten, mens Jesper så lavede mad og gjorde rent efter. Og både i processen og nu her hvor hverdagen ser anderledes ud, føler jeg faktisk vi fordelte arbejdsopgaverne ligeligt, også selvom vi ikke udførte de samme opgaver. Og for mig er det også det ligestilling handler om. En ligelig fordeling af arbejdsopgaver.


Jespers og min situation var da også unik i og med at Jesper var jobsøgende og altså gik hjemme sammen med mig og Holger, de første mange måneder, hvilket var helt fantastisk som lille ny familie og helt sikkert også betød at jeg ikke oplevede at blive udkørt på samme måde som mange andre mødre gør det. Derfor er jeg også stor fortaler for at man som især nye forældre holder noget barsel sammen og faktisk også at de første to ugers øremærkede barsel efter fødsel, bør forlænges til mere. Jeg tror det kunne gøre en stor forskel i forhold til at finde ro som nye forældre, og især som ny mor i forhold til at komme sig ordentlig ovenpå en fødsel.


Som samfund bør vi prioritere småbørnsfamilierne i langt højere grad og skabe mere gunstige forhold for dem, sådan at den første vigtige tid med barnet kan handle hovedsageligt om barnet, at blive fortrolig med rollen som forældre og særligt for kvinden til at komme sig ovenpå fødslen.


Og således nåede vi vejs ende i dette mit projekt om at nedfæste min tanker om den nye barselordning. Måske nærmere min skuffelse over den. Jeg kan love jer for at jeg har kæmpet for at nå til det punkt hvor jeg kunne trykke udgiv og jeg håber sådan det kan fornemmes på det skrevne. Tak fordi i læste med og give endelig jeres egne tanker til kende her i kommentarfeltet, på Facebook, Instagram, ja eller sågar i min mailboks.

Seneste blogindlæg

Se alle

27