Den bæredygtige tankestrøm: Når der kommer nye varer i butikkerne

I dag har jeg lidt på hjerte om tilgængeligheden af fødevarer. Der er jo stort set ikke den type fødevare vi ikke kan få fingrene i og vi er efterhånden blevet rimelig vante til at have et gigantisk udvalg tilgængeligt for os. I hvert fald rent fysisk og visuelt om end for nogle, ikke rent økonomisk.

Som de fleste af jer måske ved, sidder jeg for tiden med hovedet begravet i et væld af litteratur om bæredygtig kost og fødevareproduktion. Min praktikant Christina og jeg er nemlig begge rimelig opsatte på at blive klogere på hvorfor i alverden det er så fandens svært at finde hoved og hale i hvad de mest klimavenlige indkøbsvalg egentligt er. Skal man gå efter økologi eller ej? Hvad med GMO - er det godt? Og hvordan transporteres fødevarerne egentlig fra produktionssted til butik og så hjem til os? Hvor kan vi gøre en forskel og hvordan?

Ah ja, så mange spørgsmål og alt for få timer i døgnet. Bid for bid skrider det dog fremad og jeg kan mærke at en kommende arbejdsskade, som allerede er trådt godt i kraft, er at nærstudere mine indkøbsvarer endnu mere end jeg tidligere har gjort, og det slog mig så, at det kunne være en fin idé at prøve at give jer et indblik i de overvejelser der udspringer af min nærstuderen. Så forleden delte jeg en historie på Instagram, den eneste på den pågældende dag faktisk, om mit fund af frosne avokado tern. Noget der sikkert for nogle er helt og aldeles ligegyldigt, men som for mig er intet mindre end vildt interessant.

Se, nu ved jeg ikke hvor længe der egentlig er blevet solgt frosne avokadotern i butikkerne her i Danmark eller hvor mange butikker der forhandler dem, men for mig er det rimelig nyt. Jeg havde slet ikke overvejet at det var en vare der eksisterede, før jeg så den i Føtex Food for et par uger siden. Så vidt jeg lige kunne se var der kun den ene variant – en pose på 250 gram fra mærket Vores som er et af Føtex’ egne mærker. Den stod til 19,95 kr.

Som den lille madnørd jeg er, syntes jeg naturligvis det er super spændende når nye produkter som disse dukker op i butikkerne, men det efterlader mig også med et væld af tanker om vores forbrugskultur og konstant voksende behov for mere. Jeg kommer til at tænke på kapitalisme og hvordan profit fylder alt for meget og jeg tænker på hvad der mon ligger til grund for at udvide produktionen af avokadovarer til også at inkludere en frossen. Min første tanke er evigt og altid at vi da umuligt kan have brug for mere, hverken flere varer eller en større produktion. Heldigvis får jeg den som oftest vendt, for det er jo i virkeligheden ikke nødvendigvis det, det handler om og i dette blogindlæg vil jeg prøve at dykke lidt nærmere ned i hvad det så i virkeligheden handler om.



Bæredygtige perspektiver

Når man ser på fødevareproduktion fra et bæredygtigt perspektiv, er der flere forskellige parametre man kan forholde sig til. Først og fremmest kan man tale om produktionens klimaaftryk – altså hvor meget en given produktion bidrager til udslippet af drivhusgasser til atmosfæren og hvor mange ressourcer det kræver at producere en given vare, såsom avokadoer.

Man kan også vurdere en produktions bæredygtighed ud fra et socialt perspektiv, som bl.a. handler om gode arbejdsvilkår for de ansatte der arbejder på plantagerne og på de fabrikker der står for at skære, pakke og nedfryse varerne.

Et andet vigtigt perspektiv er det økonomiske, hvor man bl.a. kigger på profit naturligvis, men også på hvordan tilstedeværelsen af en given produktion bidrager til de økonomiske forandringer i det land eller den by hvor produktionen finder sted.

Endnu et perspektiv, som egentlig både kommer i forlængelse af det sociale og det miljømæssige perspektiv er hvordan en given produktion bidrager til den generelle bæredygtighed af hele fødevarekæden og til tilgængeligheden af mad for alle både nu og i fremtiden.

Så ja, der er altså væsentlig flere ting end klimaaftrykket man kan og bør tage højde for, selv ud fra et bæredygtigt perspektiv og faktisk kan der snildt nævnes flere end de fire jeg netop har fremlagt. Som forbruger er det dog ikke muligt at tage højde for alle perspektiverne når vi handler ind, for der er meget vi ikke kan vide med sikkerhed, når vi står med varerne i hænderne og skal vurdere hvorvidt vi vil investere vores penge i den givne vare eller ej.

Det vi kan gøre, er dog at have de forskellige perspektiver med i baghovedet og så handle ud fra vores bedste evne.

Min bæredygtige tankestrøm

Som i nok kan forestille jer, har jeg ofte selv alle disse forskellige perspektiver med mig når jeg handler ind, og når så jeg står overfor en ny vare, såsom de frosne avokadotern, så kører min hjerne alle tænkelige scenarier igennem, for at vurdere hvordan jeg skal forholde mig til varen.

Én ting, er naturligvis om det overhovedet er en vare jeg har lyst til at købe og spise, en anden ting er om det er en vare jeg har lyst til at støtte rent etisk ud fra ovenstående perspektiver.

Naturligvis er det en vurdering der er fuld af nuancer og ikke bare sort eller hvid. Sommetider køber jeg da også varer, der måske ikke stemmer 100% overens med de bedst tænkelige etiske og bæredygtige perspektiver og det er naturligvis fordi økonomi, tid og tilgængelig også spiller ind i beslutningerne om hvilke varer der ryger i indkøbskurven. Sådan er det jo nok for os alle og vi kan jo ikke komme udenom at enhver form for forbrug sætter et aftryk på klimaet.

Derfor prøver jeg altid at forholde mig til hvilke produkter der har det laveste aftryk, men også hvilke produkter der er bæredygtige på de øvrige områder, samt hvordan forskellige virksomheder aktivt har truffet nogle beslutninger omkring bæredygtighed i lige netop deres virksomhed.

Eksempel: De frosne avokadotern

Nye produkter kommer til hele tiden, se bare på det kæmpe udvalg af veganske og vegetariske produkter der er dukket op i supermarkederne henover de seneste 3-4 år. At nye produkter kommer til, er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, især ikke hvis det er produkter der produceres med mere omtanke for klima og miljø, hvis de er mere innovative og i sidste ende faktisk erstatter produkter der måske ikke er lige så bæredygtige. Samtidig er det jo kun godt at der foregår en konstant udvikling især på fødevareområdet, da lettilgængelig, næringsrig mad er en nødvendighed især i forhold til at kunne brødføde en stadigt stigende befolkning.

De frosne avokadotern er jo bare endnu et eksempel på en fødevare der produceres ud fra flere forskellige perspektiver både rent bæredygtigt, praktisk og økonomisk. Her er hvad jeg forestiller mig:

Først og fremmest er avokado jo en ret efterspurgt fødevare, så der er sikkert god forretning i at sælge dem. Desværre sker det ikke sjældent at man kommer hjem med en pakke formodnet avokadoer, der viser sig overhovedet ikke at være modnet nok og det har medført at mange af os står og trykker på avokadoerne nede i butikken i håbet om at få en pakke med hjem der rent faktisk er som de skal være. Butikkerne er dog ikke synderligt glade for at vi render og trykker på avokadoerne, og sætter endda skilte op der opfordrer os til at lade være, for det ødelægger varen og mindsker sandsynligheden for salg og profit samtidig med at det øger madspildet. Netop derfor er det jo i virkeligheden ganske smart at fryse produktet ned, for så sikrer man både god kvalitet, god holdbarhed og samtidig bevarer man varens næringsværdi.

Holdbarheden af frossen frugt og grønt, kan også være med til at mindske madspild simpelthen fordi holdbarheden forlænges og fordi frosne varer bare kan bruges på en helt anden måde end friske. Risikoen for ikke at få en vare brugt i tide, er stort set ikke eksisterende med frosne varer, hvorimod det kan ske ganske ofte med friske varer hvis man skifter mening om dagens måltid, glemmer hvad man har liggende i køleskabet, eller måske tager ud at spise i stedet.

Der er altså mange tanker der kan gå forud for valget af ens dagligvarer og lige når vi taler bæredygtighed er der så mange flere nuancer end bare drivhusgasser. Naturligvis er klimaaftrykket - som produktionen af alle fødevarer bidrager til helt essentiel at forholde sig til, men i virkeligheden er der mange ting man kan have med i sine overvejelser når man træffer et valg om hvilke varer man investerer sine penge i.

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle