De NYE officielle kostråd

Så er de her venner – de NYE officielle kostråd – og længe undervejs har de været. Præcis hvor længe ved jeg ikke, men jeg kan huske vi snakkede om at de var på vej, før jeg afleverede min bachelor og det er jo lidt over et år siden nu.


Men sådan nogle råd der, der skal vejlede hele den Danske befolkning, de tager altså også tid at lave. Der ligger en masse grundig research bag, hvert et råd er nærstuderet af uddannede fagfolk, studier er blevet læst og temperaturen i det danske land taget til overvejelse.


Men, er i overhovedet bekendte med de nye råd? Og næsten endnu vigtigere, var i bekendte med de gamle, så i kan se hvad forskellen er? Ellers så lad os da lige få dem på det rene. De kommer her:



De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima


1. Spis planterigt, varieret og ikke for meget


2. Spis flere grøntsager og frugter


3. Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk


4. Spis mad med fuldkorn


5. Vælg planteolier og magre mejeriprodukter


6. Spis mindre af de søde, salte og fede.


7. Sluk tørsten i vand.


Der var de så. De syv vejledende råd til hvordan du spiser både sundt og bæredygtigt. For den helt store forandring i denne omgang, er netop det øgede fokus på bæredygtighed. Et fokus som mange af os har efterspurgt i et godt stykke tid og som endelig er blevet hørt. Naturligvis er det ikke til at vide med sikkerhed hvor stor en forskel det egentlig gør, men jeg tror og håber på at det gør en forskel og at flere og flere så småt begynder at få øjnene op for at det faktisk er helt ok og ganske fornuftigt også at tænke miljøet med når man planlægger og spiser sine måltider.


De nye råd florerer allerede livligt på de sociale medier, hvor de får både hug, stik, ros og kritik, men hvis der er noget der ligger danskerne nært så er det da helt sikkert også den kritiske tone. Særligt blandt fagfolk i branchen er der tendens til at stille sig kritisk, hver gang myndighederne kommer ud med nye udgivelser, for det stiller én i et interessant lys som professionel at man tør gå op imod myndighederne og stille spørgsmålstegn ved deres viden, men hvad nu hvis vi øvede os i at fremhæve de gode sider af sagen, rose myndighederne for deres gode arbejde, pege plusserne ud frem for minusserne?


Jeg er godt klar over at det er en super nuanceret sag og at der er masser af fornuft i også at være kritisk, men jeg har simpelthen SÅ stor respekt for de fagfolk der sidder inde hos Fødevarestyrelsen og laver al benarbejdet, så lidt klap og ros bør også sommetider være på sin plads, særligt fordi sundhed og ernæringsbranchen (og helse, wellness og fitness) jo om noget, er en branche der altid er i fokus på en eller anden vis.


Dermed ikke sagt at jeg ikke også har mine til dels kritiske anelser, men dem vil jeg lade vente på sig, for helt grundlæggende er jeg faktisk bare glad for de nye kostråd og synes det er dejligt at klimaet bliver tænkt med så det ikke ender med bare at blive en fase eller tendens, der langsomt fader ud, men forhåbentlig på sigt, bliver den nye normal.


De ovenstående råd er naturligvis meget korte og præcise som de står formuleret ovenfor og det har både sine fordele og ulemper. De er nemmere at huske, men også nemmere at fejltolke, fordi de ikke er så nuancerede. Derfor vil jeg da også anbefale jer at i lige kigger forbi linket her, hvor i kan læse meget mere om hvert enkelt kostråd og netop få nuancerne med.


Den kommende uge, kommer jeg til fortsat at sidde med hovedet begravet i bøgerne, da der venter mig en sidste eksamen inden jeg går på barsel, men ellers pønser jeg faktisk på at dykke ned i kostrådende - one by one - så vi sammen kan blive lidt klogere på hvordan man egentlig sådan rigtigt bør forholde sig til dem Hvad siger i til det? Kunne det ikke være meget godt?

Seneste blogindlæg

Se alle