Coucous salat

Opdateret: feb. 16

Her er den. Min absolut yndlingssalat over dem alle. Couscoussalaten. Den er smagfuld, farverig og springfyldt med vitaminer og mineraler.


Okay, springfyldt er måske så meget sagt, men fordi den rummer så mange forskellige grøntsager, betyder det altså også at den byder på en hel del forskellige næringsstoffer, og dét er jeg tosset med.


Da jeg udviklede denne opskrift, ønskede jeg at lave et måltid der lidt fungerede som en slags super-ret i den forstand at den gerne skulle være meget sund, men også rumme masser af smag, og samtidig være 100% vegansk. Sidst men ikke mindst betød det også meget at den kunne tage sig godt ud på bordet, da den oprindeligt blev udviklet til en god venindes forlovelsesfest. Kort sagt skulle den være sund, smuk, smagfuld og grøn.


Og ved i hvad, jeg synes sgu det er lykkedes meget godt. Hvad tænker i?



Couscous salat

Ingredienser

1,5 dl couscous

en hel agurk

en hel rød eller gul peberfrugt

et rødløg

1-2 mellemstore gulerødder

et bundt persille (både alm. og bredbladet kan bruges)

et bundt koriander (kan undlades eller erstattes med lidt mynte)

en hel avokado

saft og fintrevet skal fra 1/2 citron

en tsk. karry

en tsk. sød paprika

en tsk. spidskommen

2 tsk hvidløgspulver

friskkværnet salt & peber

en god håndfuld granatæblekerner til pynt


Fremgangsmåde

Kom couscoussen i en skål og hæld kogende vand over, til det lige akkurat dækker. Lad det trække mens du laver resten af salaten i en anden skål. Skålen skal gerne være stor så du kan blande alle ingredienserne godt inden servering.


Halvér agurken og brug en teske til at fjerne den indvendige mest vande del. Skær agurk, peberfrugt, avokado og rødløg i små bitte tern. Skræl og riv gulerødderne fint. Hak persille og koriander fint, eller brug en minihakker. Bland det hele i den store skål sammen med citronsaft og skal.


Se til couscoussen. Hvis vandet er fordampet og du kan løsne couscoussen med en gaffel så det bliver let og luftigt er det færdigt. Kom alle krydderierne i couscoussen, rør rundt og bland det med salaten i den store skål.


Salaten kan serveres for sig selv, som en del af en buffet eller med ovnbagte rodfrugter og lidt hummus for en stadig 100% vegansk ret. Du kan også servere den med et stykke fisk til såsom laks, torsk eller en lun fiskefrikadelle på et stykke rugbrød.


Download opskriften her ↓

Couscoussalat
.pdf
Download PDF • 46KB

Seneste blogindlæg

Se alle