Bananbrød med mørk chokolade

Opdateret: mar. 6

Jeg er tosset med kage og søde sager. Ja herhjemme går jeg vist under kodenavnet snolderhoved, men faktisk vil jeg gerne sænke mit indtag bare en smule, og jeg er derfor begyndt at eksperimentere lidt med nogle hjemmelavede sundere alternativer. Dette bananbrød er et af de alternativer.


At kalde noget sundt eller usundt har jeg det jo en anelse stramt med, for jeg mener bestemt at det i langt højere grad handler om variation og mængde og ikke alene ingredienser. Så hvis du langt hellere vil lave et helt og aldeles old-school bananbrød, så skal du være så velkommen og nyd det endelig i fulde drag.


Dette bananbrød byder dog hverken på almindeligt hvedemel eller almindeligt hvidt sukker. I stedet bruger jeg bananerne, dadlerne og chokoladen til at søde med og så har jeg tilføjet mandelmel og peanutbutter også.


Brødet bliver rigtig lækker svampet og smager syndigt på den helt rigtige måde. Lad dig dog ikke narre, for kalorieindholdet er stadig højt, som det jo er ved kager og søde sager, men ingredienserne er mere naturlige og byder lige på en anelse mere fiber og næring.



Opskrift på bananbrød med mørk chokolade


Det skal du bruge:

2 modne bananer

2 æg

50 g. mandelmel

4 bløde dadler, udstenede

3 spsk. peanutbutter

½ tsk. vaniljesukker

½ tsk. bagepulver

1 knsp. salt

100 g. chokolade

en rugbrødsform


Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 160 grader varmluft. Kom bananer, æg, mandelmel, dadler, peanutbutter, vaniljesukker, bagepulver og salt i en stor minihakker eller foodprocessor. Bland til du har en fin ensartet dej. Hak chokoladen groft og bland stykkerne i dejen.

Dæk en rugbrødsform med bagepapir og kom dejen i formen. Fordel dejen jævnt og bag i ovnen i ca. 30 min. til brødet er hævet og har fået en let mørkebrun farve på toppen.


Brødet kan serveres lunt, lige efter bagning eller det kan stilles på køl og nydes på et senere tidspunkt.



CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle