At se lyset i lediggang

Så nåede min hjerne sgu bristningspunktet og det flyder i nærmest bogstaveligste forstand over med tanker, som jeg hverken kan finde hoved eller hale i. Alligevel gør jeg nu forsøget. Det gør nemlig alverdens til forskel når først der er tømt lidt ud i tankemylderet.


Men hvor skal vi så begynde? Måske jeg først lige skal sætte scenen op for jer. Det er tirsdag formiddag og klokken er halv 10. Jeg sidder i mørket, ved skrivebordet, i vores lille multirum iført hullede natbukser, amme bh og meget trætte, let grådfyldte øjne. Jesper sidder med Holger inde i stuen og døren står på klem så jeg lige præcis kan høre hans blide stemme og knitrepapiret i Lamaze elefanten.


Trods min frustration over ikke lige at slå til som jeg gerne ville her til morgen er jeg ubeskriveligt taknemmelig for, at det overhovedet er en mulighed at Jesper kan tage over, som han netop har gjort det. Og at jeg som resultat deraf, nu kan få luftet lidt ud for mine tanker. Jeg kan allerede mærke hvordan roen lige så stille sænker sig over min krop igen.


Vi befinder os i en enormt privilegeret situation føler jeg. Det er ikke mange par der har muligheden for at gå hjemme sammen og på den måde aflaste hinanden, når der er brug for det. Så vi prøver virkelig at nyde det så godt vi kan, også på de hårde dage.



Jeg har flere gange forestillet mig hvordan hverdagen mon ville se ud hvis Jesper tog afsted på arbejde hver morgen og jeg gik hjemme selv, men da det ikke er tilfældet, lader jeg som regel være med at dvæle for meget ved tanken. Jeg skulle jo nok få det til at fungere. Det er der ingen tvivl om. Men der ville helt klart ikke være tid til hverken yoga, løbeture eller bare et fast bad i samme grad som nu. Og alligevel. Hvis nu tilfældet var at Jesper var kommet i job, så ville vi jo nok bare få det til at hænge sammen på anden vis. og hvor ville det da i øvrigt være dejligt hvis han snart kom i job.


Det lyder måske lidt fjollet. Men vi trænger sådan til at komme et skridt videre i livet på den måde. Jeg ved godt vi næsten lige er blevet forældre og det er da om noget et skridt både ud, op, hen ad og videre i livet. Men alligevel føles det en smule som om vi er gået i stilstand, men mon ikke det i virkeligheden er bundet rigtig meget op på hele Corona-situationen også. Det har i hvert fald ikke gjort det nemmere for Jesper at finde et job, eller for os at komme lidt mere ud og omkring. Selv hvis vi fik nogen til at se efter Holger i bare en time, ja hvor dælen skulle vi så tage hen?


Det er naturligvis alt sammen ved at ændre sig, nu hvor samfundet er ved at åbne op igen. Men bedst som der begynder at være lidt lys og frihed forude, ja så bliver jeg naturligvis helt nervøs for hvordan det nu skal gå at få Holger passet. For Holger har ikke være uden nogen af os endnu. Når vi har været ude selv har det været på skift, sådan at Jesper har set efter Holger mens jeg har været ude og omvendt. Og det er lige akkurat gået for mig. Men jeg kan godt mærke at jeg bliver lidt angst ved tanken om at lade ham passe af andre. Måske mere end lidt.


Ville jeg overhovedet kunne nyde at være væk? Ville jeg savne ham for meget? Og tænk hvis han følte vi havde forladt ham og blev helt ustyrligt ked af det? Åh det ville jeg slet ikke kunne bære. Mit morhjerte er meget skrøbeligt hvad det angår, også selvom det ville være helt fantastisk bare at kunne gå ned i Øst for Paradis (som jo ligger lige ved siden af) og bare se en film sammen, Jesper og jeg. Det ville vi have godt af.


Noget helt andet er frygten for at han har det meget bedre med dem der passer ham end med os. Tænk nu hvis vi kommer hjem og det første der sker når jeg tager ham i mine arme, er at han græder og ikke kan finde ro ved mig længere. Det ville knække mig. Jeg er godt klar over at det nok er en lige lovlig søgt frygt og naturligvis vil jeg ti gange hellere have at han er glad hos dem han bliver passet af end at han er ked af det, men frygten den er der altså og et eller andet sted håber jeg lidt at jeg ikke er alene med den, selvom det da er en træls én at sidde med.


I virkeligheden er der jo nok kun én måde at komme den frygt til livs på, og det er vel ved at prøve at lade ham passe, simpelthen stirre frygten lige i øjnene, tage tyren ved hornene om man vil og se hvad der sker. Det er nemlig ikke mangel på kompetente passere der er problemet. Der er både en morfar og en bedstemor lige i nærheden, samt et hav af kærlige vennepar der allerede har budt sig til, ej at forglemme farmor og farfar i Esbjerg. Så ja, i virkeligheden er det måske bare på tide at få en aftale i hus og se hvordan den lille, og måske mest af alt mor her, tager det.


Nu er Jesper trisset en tur med Holger i barnevognen, så jeg vil trykke – udgiv – og kravle under dynen inde på sovesofaen bare et lille kvarters tid og så ellers rulle måtten ud og drage nytte af at have lejligheden for mig selv.

Seneste blogindlæg

Se alle

27