Anekdotisk evidens, når vi tager andres ord for gode varer

En af de mest almindelige tilgange til vægttab er, at lave ændringer i kosten. Det gælder især også, når vi kaster os ud i vægttab på egen hånd. Kosten, er for de fleste af os, et oplagt sted at starte selv fordi det virker relativt håndgribeligt, at beskæftige sig med på egen hånd. Langt de fleste af os har nemlig en form for grundviden om mad og sundhed – det tror vi i hvert fald – og så skal man desuden ikke lede længe efter de lettilgængelige råd, om kost og vægttab. De er nemlig ikke længere væk, end det nærmeste dameblad eller en hurtig googlesøgning.


Disse lettilgængelige råd spredes som ringe i vandet på nettet og gerne i simplificerede udgaver man kan have med sig i baghovedet, hver gang man træffer et madvalg. Og jeg skal da gerne være den første til at indrømme, at jeg tidligere har googlet nettet tyndt efter gode råd, der kunne hjælpe mig med at blive så tynd som muligt på så kort tid som muligt.


Eksempler på såkaldte råd kan være alt lige fra fødevarer man skal undgå, til dem man skal have flere af, til mængden af vand man skal drikke og bud på lynkure man kan tabe x antal kilo på, i løbet af bare ganske få dage.


Desværre er det ofte de selvsamme velmente råd der er roden til alt hvad der er galt med vores samfunds diæt-kultur. De mange små råd der popper op alle vegne, vedligeholder nemlig den generelle idé om at vi (især kvinder) altid skal forholde os kritisk til vores kost og krop. Endnu værre er, at alle disse gode råd sjældent kommer fra reelle videnskabelige studier, men i stedet fra enkelte personlige oplevelser og det er derfor ikke muligt at vide, hverken om det reelt set virker eller om det egentlig er sundt for os. Værst af alt, kunne det være direkte skadeligt.



I fagjargon kalder man disse personlige fortællinger for anekdotisk evidens og det betyder egentlig bare at personlige anekdoter fremføres som en form for bevis for at noget virker. Et godt eksempel er sportsdokumentaren The Game Changers, der netop nu kan streames på Netflix og som allerede har fået en del omtale.


Her fortæller en række forskellige atleter om deres personlige oplevelser med at skifte til en plantebaseret kost og hvordan den kost, har haft en overvældende positiv effekt på deres sportspræstationer. Som resultat heraf kan man hurtigt få det indtryk, at den plantebaserede kost må være det eneste rigtige, hvis man ønsker øget sundhed og forbedrede sportspræstationer. Det behøver dog ikke nødvendigvis være tilfældet, men hver atlets personlige anekdote er meget overbevisende, og man kan hurtigt komme til at gen-overveje ens egne spisevaner, eller måske blive helt stolt hvis man allerede selv lever, efter den plantebaserede kost.


Faktum er dog, at man sagtens kan være både sund og yde ligeså gode præstationer rent sportsmæssigt uden at leve 100% plantebaseret, og dokumentaren er dermed ret misvisende da den alene fremmer den plantebaserede kost og udelukker mange relevante faktorer, såsom hvilken type kost man har skiftet fra, før man blev plantebaseret.


Personligt syntes jeg jo det ville være fantastisk, hvis flere af os skruede lidt ned for vores indtag af kød og op for indtaget af grøntsager og grove kulhydrater, men jeg frygter også at en så ensidet dokumentar kan være med til at skille vandende endnu mere end de allerede er eller måske omvende nogle mennesker, på baggrund af misvisende eller endda usande informationer.


Jeg kan derfor kun understrege hvor vigtigt det er at man ikke bare tager alt man hører, ser eller læser for gode varer, men lige forsøger at finde sit bullshitfilter frem, så man derigennem kan vurdere hvad der reelt set er troværdigt og hvor der måske er pyntet lidt på sandhed for en god historie... eller måske endda hvor den personlige historie alene afspejler en personlig oplevelse og hverken mere eller mindre.


Hvad tænker i? Er i lige så varsomme som jeg, med jeres tillid til denne type dokumentarer? og hvordan forholder i jer til personlige anekdoter?

CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle