Så blev det sørme lørdag igen og aften endda. Sikke tiden flyver. Det var egentlig min hensigt at skrive noget til bloggen her, der kunne udgives på min fødselsdag, men tiden har bare ikke været til det, så nu taster jeg løs her på bagkanten istedet.


Jeg havde fødselsdag i onsdags. Hele 27 år blev jeg og tænk engang, det var min første fødselsdag som mor. Det er nu noget særligt.


Det er lidt underligt, for noget har ændret sig i mig de sidste par år og jeg kan ikke helt sætte ord på hvorfor eller hvordan. Men mit forhold til min fødselsdag har forandret sig og måske noget af det er knyttet til Holgers ankomst.



Som barn rumsterede der altid sådan en forventningens glæde i mig, i tiden op til min fødselsdag. Jeg var så spændt på hvad jeg mon ville få i gave og jeg vågnede ofte af spænding på dagen, fordi jeg vidste min familie ville liste sig ind ad døren til mit værelse og vække mig med morgensang og flag i hænderne. Jeg kan huske lyden af gavepapiret, når der blev pakket gaver ind aftenen forinden, mens jeg lå under dynen og håbede på at falde hurtigt i søvn, så det igen kunne blive morgen og jeg kunne pakke gaverne ud ved morgenbordet.


I et par år var min fødselsdag noget af det bedste jeg vidste. Det var den ene dag der handlede om mig.


Efter mine forældre blev skilt begyndte det gradvist at ændre sig, for selvom det med garanti ikke har været deres hensigt, så begyndte mine fødselsdage at handle rigtig meget om dem istedet. Mig og mine søskende var ikke nogle af de heldigere børn, hvis forældres skilsmisse foregik i ro og mag, og hvor far og mor sagtens kunne omgås hinanden efterfølgende.


Vores forældres skilsmisse trak tænder ud, for os alle sammen, og fyldte meget i hverdagen. Og hver gang de var i samme rum sammen, var luften ladet med den mest ubehagelige energi jeg nogensinde har befundet mig i. Skilsmisser kan være gode, men skilsmisser kan dæleme også være hårde - også selvom det er bedre, end at blive sammen.


Men fordi tilstedeværelsen af dem begge to affødte så dårlig energi, gik enhver lejlighed til at være samlet alle sammen, hurtigt fra at være noget jeg glædede mig til, til at være noget jeg frygtede. Og beslutningen om overhovedet at fejre fødselsdag blev laddet med tvivl og angst.


Vi overgik da også hurtigt til at holde to fødselsdage - én hos far og én hos mor. Og nogle ville måske tænke at det da er fedt at blive fejret to gange, det prøvede jeg også at overbevise mig selv om, men sandheden er, at det faktisk var ret frygteligt. Det eneste jeg egentlig ønskede mig, i rigtig mange år, var at holde en samlet fødselsdag, hvor energien var god og hvor det rent faktisk handlede om at fejre mig. For selvom der nu blev holdt to fødseldage, så var der altid den der lille snert af konkurrence - hvilken forældre fejrede en bedst? hvem gav den bedste gave? og hvor skulle man holde fødselsdag med vennerne henne? - den tredje fødselsdag, som man jo ikke kunne opdele, men som så kunne blive et symbol på hvilken forældre der var bedst.


Så ja. I mange år, har det der med at fejre min fødselsdag ikke været noget jeg havde synderligt meget lyst til. Og ofte har jeg faktisk været ret ked af det på mine fødselsdage og egentlig bare ønsket dem overstået, men i år var det fuldstændig anderledes. I onsdags havde jeg den bedste fødselsdag i rigtig lang tid. Jeg var glad hele dagen og ikke på ét eneste tidspunkt havde jeg ondt i maven. Det var så underligt og samtidig så befriende, for jeg blev jo ved med at bemærke at jeg faktisk var glad og det gjorde mig bare endnu mere glad.


Så hvad gjorde egentlig dagen så speciel?


Som jeg har skrevet til de der spurgte til hvordan min dag havde været, ja så var der egentlig ikke noget specielt over dagen, andet end en masse små dejlige ting i løbet af den.


Dagen startede på den bedste måde den kan starte på lige for tiden, ved at Holger ligger imellem os og pludrer. Det er simpelthen det bedste. Først hører jeg de små lyde - noget "auaah" og noget "aba-da-da" - så kigger jeg ned og ser hans store blå øjne kigge op på mig og det dejligste smile brede sig idet vores øjne mødes. åh så smelter mit hjerte.


Så lå vi der og puttede lidt, mens Holger udforskede mit ansigt med sine fingre og Jesper lige så stille vågnede. Klokken har været ca. 6. Så hentede de min fødselsdagsgave sammen - et nyt løbeur, som jeg har drømt om de sidste tre år og som faldt på et virkelig tørt sted (hvis man da kan sige sådan i dette tilfælde).


Så lavede jeg pandekager til os alle, og stablede mine egne som et tårn med pålægschokolade i mellem (fordi en del af mig stadig er 4 år) og bananer på toppen. Med kaffe, juice og ingefærshots til kunne det ærlig talt ikke blive meget bedre.


Jesper tog så op på universitetet til workshop hele dagen og så var det ellers bare mig og Holger. Omkring middagstid fik vi det dejligste kaffebesøg og efter lidt frokost tog jeg turen op ad strøget til Fætter BR med Holger i ringslyngen og fandt lidt nye legesager til bettemanden. En gave til ham, er en gave til mig. Og så var vejret ellers bare gråt og regnfyldt, hvilket jeg elsker. Lige til ren indehygge.


Til aften havde vi et par timer i byen for os selv, bare Jesper og jeg, mens bedsteforældrene var så søde at se efter bettemanden. Så dejligt. Vi havde bestilt bord på den italienske nede på borggade og nøhj hvor var det da et komisk flop. Vi er gået forbi så mange gange, og hver gang har vi nikket til hinanden og sagt: "Der skal vi altså også ind at spise en dag". Nu fik vi det endelig gjort og jeg siger jer, aldrig i mit liv har jeg fået serveret så saltet en ret. Jesper havde bestilt en pizza og jeg havde bestilt dagens pasta, som bestod af spinat tortellini i tomatsovs, men retten havde én smag - smagen af salt. Og for at det ikke skal være løgn, havde jeg faktisk besluttet at jeg gerne måtte få et lille glas vin til (min aller første genstand siden jeg stoppede med at drikke for lidt over halvandet år siden) og den var bare tør og kedelig. Jeg spiste hverken op eller drak ud, så efter måltidet rendte vi i Nørregades kiosk og hentede to Magnum is som vi spiste i regnvejret på vej mod Katapult på Godsbanen. Jesper havde bestilt billetter til Enter Mr. Citrusman som modsat middagen, var helt fantastisk! Hvis ikke det var fordi det kun spillede i tre dage fra d. 14-16. september så ville jeg anbefale at i straks tog ind at se det.


Da vi vendte snuderne hjem efter stykket, vadede vi lige ud i et kraftigt regnskyl og så var det ellers bare det lange ben foran for at komme hjem til den bette mand, der var vågnet og savnede os. Han var simpelthen så glad for at se os. Det var første gang vi oplevede så stor en gensynsglæde fra den lille fyr og det kunne helt sikkert også noget. Ja og i vores tid alene lykkede det os faktisk også at få snakket om andet end Holger. VI fik talt lidt om de ting der fyldte hos os hver, de gode og de dårlige. Det var også rart. Så altså en helt perfekt uperfekt fødselsdag. Meget nede-på-jorden og hverdagsagtig og med en masse dejlige hilsner i løbet af dagen.


Fætter BR. rummede lige rigeligt med indtryk til bettemanden, så han tog sig lige en lille lur på hjemvejen.

Ift. det der med at blive et år ældre, ja der har jeg ikke de store kvaler. Jeg føler mig ikke som en på 27, men jeg føler mig heller ikke, ikke som en på 27, hvis det giver mening? Og ift. det der med at fejre min fødselsdag, sådan med andre en Holger og Jesper, ja så har jeg ikke planlagt det store heller. De førnævnte bedsteforældre kigger forbi til kage i morgen, sammen med min søster og så tager vi på Street Food og spiser tidlig aftensmad sammen og det er det. Resten af min fejringsenergi bliver brugt på Holgers navngivning der står om en lille uge. Det glæder jeg mig drønmeget til, for der kommer (næsten) alle de mennesker vi holder af. og jeg kan slet ikke forestille mig at dagen kommer til at emme af andet end god energi. Og god energi - det kan vi li'.

Seneste blogindlæg

Se alle