40+0

Okay, lets do it, et styks blogindlæg her på falderebet (måske) inden fødslen går i gang. Eller ja, hvem ved, den bette kan jo melde sin ankomst når som helst, men noget tyder på at det nok ikke bliver i dag. Men siden det er min første graviditet og dermed også første fødsel har jeg intet andet at gå efter end tiltagende veer eller at vandet går. Alle steder står der dog skrevet at det første tegn med højst sandsynlighed vil være tiltagende veer, så det er ligesom lidt dem jeg går og venter på, ja glæder mig til faktisk.


Vi har været til jordmoder i dag, forhåbentlig det sidste besøg der, inden fødslen går i gang af sig selv og hun sagde altså at det vigtigste lige nu, det er at få slappet godt af så kroppen kan signalere til baby at den er klar til at føde ham, så det prøver jeg så godt jeg nu kan. Det er ellers ikke ligefrem det jeg er bedst til - at slappe af altså - men jeg har øvet mig på det seneste, så forhåbentlig opfanger baby hurtigt det og melder klar til ankomst inden længe.



Det er egentlig ikke fordi jeg har noget imod at gå over termin, for det er i virkeligheden det mest normale. Terminen er trods alt kun et fikspunkt, noget at forholde sig til og slet overhovedet ikke et absolut. Men alligevel er det jo den dato man går og ser frem til, forbereder sig på og pludselig så er den her og så er man for alvor i venteposition.


Og det er egentlig rimelig sært, for jeg havde sådan en følelse af at jeg ville have det meget anderledes nu. At den bette fyr ville føles tungere og hårdere at bære rundt på. At jeg bare ville føle mig som en stor drægtig elefant med en kæmpemave og bare være totalt fødeklar, men det er slet ikke sådan jeg har det. Jovist er jeg klar til at føde, det har jeg sådan set været siden jeg bestod min sidste eksamen slut januar, men jeg har det egentlig helt ok med at tage en uge til, hvis det er det jeg skal. Naturligvis vil jeg helst gerne snart have ham ud, for vi er SÅ brandhamrende klar og glæder os bare helt vildt, men hvis det ikke er hans tid endnu, så er det sådan det er. Så jeg sidder her og aftaler afhentningstidpunkter for ting jeg har til salg på Marketplace og har også netop aftalt fremvisning af en bolig i næste uge, så sært altså, heldigvis med forbehold for fødsel naturligvis, hehe.


Men mon ikke det bare kommer til at svinge lidt meget de næste par dage, for der har da også været nogle hårde aftener på det seneste, hvor den bette fyr har været superaktiv lige ved min forsøgte sengetid og hvor maven har været ekstra bøvlet at vende rundt med i sengen og jeg har tænkt, i guder altså, det kan jeg da ikke holde til meget længere, men det er som om jeg vænner mig lidt til det som dagene skrider frem, som om de forskellige udfordringer bare bliver en ny normal. At vralte er bare blevet min nye gakkede gangart, konstant ømhed i skambenet, en fast men velkendt gene og ”nu må vi se” er efterhånden blevet mit standardsvar. Vi tager dagene som de kommer og føler os lidt frem. Det er jo totalt ukendt land det her med fødsel og baby, og man kan jo kun forberede sig et stykke hen ad vejen, resten må man ligesom tage i opløbet.



Og så var der det der med afslapning – jeg skal have produceret en masse oxytocin, for det skulle jo gerne sætte fødslen i gang. Og hvis der ellers ikke sker noget i løbet af i dag, tror jeg at jeg går i seng med mit eksemplar af Kvinde - kend din krop og læser op på fødslen igen, bare fordi, det er sgu en fascinerende proces altså! Og måske lidt tidligere i seng end vanligt… vi er efterhånden ved at komme noget sent i seng herhjemme og det er jo nok ikke det mest hensigtsmæssige, da vi jo begge gerne skal være ladet godt op på energi, men det er altså ikke nemt at sove, når man ikke er træt. Jeg ligger jo vågen af bare spænding i håbet om at veerne snart går i gang, tænk hvis jeg går glip af noget af det fordi jeg sover, haha, ej det er nok slet ikke en mulighed, men jeg tror lidt det er den følelse der rumsterer i mig. Mon ikke jeg nok skal nå at blive pænt klar over lige præcis hvor umuligt det er at sove sig fra veerne, når først de ankommer... Jeg har i hvertfald forsøgt at forberede mig på at få kastet al mit overskud lige tilbage i hovedet, sikkert også en lost cause, men jeg holder hovedet højt, vi klarer den sgu sammen alle tre + de mange jordmødre vi sikkert når at få hilst på, men kryds lige fingre for os alligevel ikke, for at det nok skal gå det hele 🧡


Nu smider jeg lige lidt Cream på afspilleren og så danser jeg rundt i stuen den næste halve times tid, mon ikke den bette er med på den.

Seneste blogindlæg

Se alle