90 dage uden alkohol

Så kom dagen. Eller det gjorde den i går. Dagen hvor jeg kunne notere i kalenderen, at jeg har været alkoholfri i præcis 90 dage, eller 91 hvis man tæller i dag med. Vildt ikke?

Skal jeg være helt ærlig havde jeg faktisk regnet med, at det ville blive noget sværere end det har været, så hvor stor en bedrift det egentlig er, kan jeg faktisk godt komme lidt i tvivl om. Og så alligevel… 90 dage er trods alt et kvart år, så jeg har tilladt mig selv at være godt og grundigt tilfreds.

Da jeg satte mig for at kvitte alkohollen, vidste jeg dog allerede efter ganske få dage, at jeg nok skulle nå hertil. Jeg sagde endda til mig selv, at så snart jeg nåede de 90 dage, så ville jeg skrive et blogindlæg om det. Måske det blev lidt af en selvopfyldende profeti?

Af en eller anden grund, havde de 90 dage en særlig betydning. Jeg følte lidt at det antal dage ville være en milepæl, der ligesom bekræftede seriøsiteten af min beslutning. Det er jo nemt nok at sige at der er noget man gerne vil gøre, men at gå fra at sige det, til reelt set at gøre det er et stort, stort skridt. Især for mig, der måske har en historik for at betvivle mine egne beslutninger så meget, at de sjældent helt holder ved. Derfor betød det ekstra meget for mig at nå denne milepæl.

Dog vil jeg nævne, at den katarsis jeg regnede med at opleve ved 90 dages milepælen, allerede indtrådte efter de første 30 dage. Der blev jeg fyldt med en noget anderledes stolthed, end den jeg oplevede i går. Set i det lys blev 90 dages milepælen altså mere en slags mærkedag jeg bevægede mig gradvist imod og derefter fortsætte videre fra.

Planen er nemlig at fortsætte videre. Jeg ser nemlig ingen behov for at kaste mig over alkohollen bare fordi jeg har nået dette mål. Jeg har det ganske fint med at holde mig fra alkoholen noget tid endnu. De sidste par måneder har jeg desuden testet lidt forskellige alternativer såsom lemonader, økologiske sodavand, Ginger Ale og Ginger Beer der alle er mere end passende ved de lejligheder hvor jeg tidligere ville have fået en enkelt øl eller to. Derudover har jeg faktisk også haft fingrene i et par alkoholfri øl og en alkoholfri champagneting, som helt bestemt havde potentiale. Så den slags alternativer kunne jeg godt se flere af, i min fremtid.

Men nok om det, jeg har nemlig taget mig den frihed at stille mig selv et par spørgsmål, og besvare dem naturligvis. Spørgsmålene er lidt en kombination af nogle jeg rent faktisk har fået stillet og nogle jeg forestiller mig, at i måske brænder inde med. Så scrol ned og læs med når jeg bl.a. giver svar på hvorfor jeg valgte at kvitte alkohollen, hvordan det føles at sige nej tak og om jeg reelt set kan mærke nogen forskel.



Hvorfor beslutningen om at kvitte alkohol?

Tanken om at kvitte alkohol har rumsteret i mig i et godt stykke tid faktisk. For omtrent 3-4 år siden vil jeg tro, stødte jeg på begrebet og tendensen Sober Curious på Instagram og lige siden har tanken altså ligget i baghovedet og prikket lidt til mig. I løbet af årene siden, har jeg ved forskellige lejligheder, hvor alkohol har været tilstede, haft nogle oplevelser der gang på gang har skubbet mig mere og mere i retning af den beslutning jeg så endte med at træffe for 90 dage siden. Det har altså ikke bare været en pludselig indskydelse og der har faktisk været en hel del intention bag beslutningen.

Man kan sige at motivationen bag og grunden til at fortsætte er en kombination af ønsket om øget sundhed, øget velvære, bedre humør og bedre søvn, samt det faktum at jeg faktisk sjældent bryder mig om at være fuld eller om den person jeg bliver når jeg får lidt, eller meget alkohol indenbords. Sandt at sige er en smule alkohol helt fantastisk til at dulme den angst og stress jeg ind i mellem oplever og det hjælper én til at slappe af, men i den forstand er alkohol lidt ligesom hovedpinepiller, det fjerner symptomerne men ikke tager hånd om det egentlig problem og jeg vil faktisk hellere tage hånd om det egentlige problem. Samtidig har jeg et ønske om at forbedre min fysiske præstation under motionsløb og under træning til hverdag og her kan det faktisk have en betydning om jeg drikker eller ej.


Hvordan føles det at sige nej tak?

En af mine største bekymringer ved at kvitte alkohol, var faktisk ikke så meget det at savne alkoholen i sig selv. Det var nærmere den reaktion jeg ville få fra andre mennesker når nu jeg skulle til at sige nej tak til alkohol i byen. Naturligvis kan man forsøge at skjule at man ikke drikker alkohol, ved at drikke noget der kunne gå for at være en drink eller ligene noget med alkohol i, men før eller senere vil man højst sandsynligt blive spurgt om hvorfor man ikke drikker. Og det spørgsmål skræmmer mig lidt.

Jeg har altid være dødsens ræd for at blive dømt af folk og var bestemt bange for at blive dømt som hellig eller en helsefreak. Derudover frygtede jeg da også et scenarie hvor jeg bliver tilbudt en drink eller øl så ofte at jeg til sidst bare siger ja tak for at få folk til at tie stille. Heldigvis er intet af dette sket og frygten for folks reaktion er da også drastisk dalende.

Lige de første par gange, var det dog noget nervepirrende at skulle takke nej. Mest fordi jeg var klar på at blive spurgt om hvorfor jeg ikke skulle have noget, og egentlig ikke havde lyst til, at give den fulde forklaring. Heldigvis er jeg slet ikke blevet spurgt så ofte som jeg havde frygtet, så det har faktisk været helt ok.

De enkelte par gange jeg har takket nej, hvilket nok kan rundes op til maks. 10 gange, i løbet af de sidste 3 måneder, har jeg faktisk taget hvert nej som en lille succesoplevelse i sig selv. Mit mål var først og fremmest at nå til de 30 dage og så de 90 og hvert lille ”nej tak” eller ”ellers tak” var lidt ligesom en lille sejr på vej mod det større mål.