6 bøger jeg gerne læser igen og igen

Opdateret: juli 17

Kender i det når man har læst en rigtig god bog, og måske allerede inden man er færdig, ved at dét er én man gerne vil læse igen?



Jesper og jeg taler ofte om bøger. Som regel fordi vi begge altid har gang i én og også har et par ekstra linet op i kø. Det er ikke mange af de samme bøger vi har læst, men vi anbefaler sommetider bøger for hinanden og det kunne i virkeligheden være rigtig rart at vende bøger vi begge har læst, med hinanden: se hvad vi hver især hæfter os ved.


Forleden dag faldt snakken på bøger vi gerne ville genlæse og da mit blik gled over bøgerne i reolen herhjemme, kunne jeg tælle mig til i hvert fald seks bøger, jeg snildt kunne læse igen og igen.


Ofte genlæser jeg en bog, fordi der var noget i den, jeg kunne genkende mig selv i: følelser, oplevelser eller erkendelser, og så læser jeg dem igen fordi det føles rart, ja trygt faktisk og næsten hjemmeligt. Andre bøger genlæser jeg fordi de har lært mig noget, tilbudt mig viden, som jeg gerne vil genopfriske fra tid til anden.


Det fede ved at genlæse bøger er også at jeg ofte hæfter mig ved nogle andre ting end jeg gjorde første gang. Jeg oplever en fortælling på ny og efterhånden som jeg bliver ældre afspejles min alder og udvikling også i hvordan jeg forstår bøgerne. Det at genlæse en god bog, kan være en ret unik oplevelse i sig selv faktisk. Jeg har også oplevet at mindes tilbage til den tid hvor jeg læste bogen første gang, næsten genoplevet hvad der foregik i mit liv den gang. Helt som en lille tidsrejse.


De seks bøger jeg har delt i dette indlæg, er faktisk ikke bare bøger jeg gerne vil genlæse. Det er bøger jeg allerede har genlæst og stadig kunne læse igen - det siger ikke så lidt tænker jeg. Men jeg er nysgerrig... hvilke bøger har du læst mere end én gang og hvorfor?



The Beach

af Alex Garlan


The beach er en fantastisk fortælling, om livet, om døden og om den der følelse af gerne at ville opleve noget ekstraordinært, noget livsbekræftende, noget tankevækkende, noget der vender op og ned på hvordan man ser og forstår livet.


Kort fortalt følger man den unge fyr Richard, på hans rejse for at finde en strand der eftersigende skulle være noget helt særligt, en form for paradis på jorden, et sted i Thailand. På rejsen møder man en blandet landhandel af interessante karakterer, inklusiv nogle der engang søgte og delvist fandt det, som også Richard søger. Særligst er nok det individ der sender ham på hans rejse. En mand, der gennem fortællingen går under navnet Daffy Duck og som trods hans død følger Richard hele bogen igennem, som en helt genial form for komisk aflastning.


Bogen er fantastisk velskrevet, sænker aldrig farten og når man læser den, er det som om historien udspiller sig for øjnene af en.


Køb på engelsk hos saxo

20 års jubilæumsudgave paperback


Køb på dansk hos saxo

E-bog, Lydbog og brugt


The unexpected joy of being sober

af Catherine Gray


Hvis i har læst med herinde længe eller følger med ovre på Instagram, så ved i at denne bog har en helt særlig plads i mit hjerte. Det lyder måske voldsomt, men det er den første bog jeg læste i forbindelse med min pause fra alkohol og jeg tror ikke jeg kunne have fundet en bedre bog til at sende mig afsted på min alkoholfrie rejse. Den er vanvittig humoristisk men også meget ærlig, og så er det en perfekt kombination af personlige fortællinger og faktuel viden.


Køb hos Audible

Gratis lydbog i 30 dage


Køb på engelsk hos saxo

Paperback (det er dette eksemplar jeg har)


The Sun Also Rises

af Ernest Hemmingway


"The quintessential novel of the Lost Generation" står der bag på mit eksemplar af denne bog. Og jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke ved meget om litteraturen fra den såkaldte fortabte genneration, andet end at det er forbundet med den meget særlige tid efter 1. verdenskrig, men der er ingen tvivl om at The Sun Also Rises er en virkelig god bog.


Første gang jeg læste den var i gymnasiet i forbindelse med en større opgaveskrivning, som jeg fuldstændigt fejlede, desværre. Jeg kunne simpelthen ikke få det til at give mening for mig, men jeg bestod da, og sommetider må det også være godt nok. Rimelig beundringsværdigt synes jeg selv, er dog at jeg kæmpede mig igennem bogen på bare en enkelt dag. Og forelskede mig i den for hver ny side.


Fortællingen centrerer sig særligt om hovedkarakteren Jake Barnes og hans hverdag i Paris. Man følger ham fra dag til dag gennem samtaler med venner og bekendte, gennem møder med hans uforløste kærlighedsaffære Lady Brett Ashley og på en rejse til tyrefægtning i Spanien. Egentlig er det ikke så meget historien der drager som det er den levevis der repræsenteres og selve Hemingways skrivestil der fanger. Fortællingen handler i langt højere grad om følelser, fornemmelser og stemning end den gør om fortællingen selv. Når man læser føles det som at blive inddraget i en meget særlig levevis, en tid, der nok netop kun hører til den særlige genneration, som fortællingen portrætterer.


The Sun Also Rises er en følelse, en følelse der er næsten afhængighedsskabende. Det kan tælles på snart to hænder, hvor mange gange jeg har læst den, forhåbentlig siger det mere om bogen end det gør om mig.


Køb på engelsk hos saxo

Hardback

Paperback (det er dette eksemplar jeg har)


Køb på dansk hos Bog & Idé

Indbundet

E-bog

Lyd-bog


Doppler

af Erlend Loe


Har du nogensinde overvejet at forlade hjem og familie, for at bo alene i en skov, måske med en Elgkalv ved din side og stifte bekendtskab med en modelbygger, hvis hus du stjæler mad fra? Nej? Det behøver du såmænd heller ikke for Doppler klarer den for dig og du kan trygt følge med skraldgrinende fra trygheden af dit eget hjem.


Doppler er uden tvivl den sjoveste og kvikkeste bog jeg nogensinde har læst. Indtil videre i hvert fald. Den er letlæselige og spidsfindig, men får én til at undres ved livet og måden vi lever det på. Jeg har anbefalet denne bog til alle der savner noget sjovt og let, der samtidig byder på lige dele alvor og indhold.


Køb på dansk hos Bog & idé

Paperback (det er dette eksemplar jeg har)

Lydbog og E-bog


Køb på dansk hos saxo

Paperback (samme eksemplar som det jeg har)


Løb & meditation

af Sakyong Mipham


"Don't judge a book by its cover" er et meget passende citat til I hvert fald det eksemplar af bogen jeg har liggende herhjemme. Den ser virkelig ikke ud af noget særligt og det er nok kun en bog man vil samle op hvis man interesserer sig for enten løb eller meditation, ja eller dem begge, ligesom forfatteren selv.


Sakyong Mipham er spirituel leder indenfor den shambhala-buddhistiske tradition og fortæller i bogen om hans egne oplevelser med at løbe og om hvordan meditationsprincipperne fra hans praksis er blevet en integreret del af hans løb. Bogen føles som et stort og langt åndedrag, at læse og jeg elsker det. Hvis man kan opleve en følelse af zen fra en bog, så er dette bogen. Denne er mild og blid, men også ærlig og hård.


Jeg har altid selv brugt løb som et frirum, som et sted for mig at finde ro. Jeg har sjældent været optaget af fart og betydningen af distance, men altid søgt at mærke min krop og finde ind til mig selv gennem løbet, uanset hastighed og længde. Denne måde at forstå og mærke sin løbepraksis på, er den samme jeg oplever hos forfatteren og selvom han bestemt ikke holder sig tilbage hvad angår distance, udtrykker han en enorm ydmyghed overfor det at løbe og også det at blive overmodig og stolt. Noget jeg kan nikke særligt genkendende til.


Køb på dansk hos bogtorvet

Paperback/Hæftet (det er dette eksemplar jeg har)


Køb på engelsk hos saxo

Paperback (et noget pænere eksemplar end det jeg har liggende herhjemme, overvejer selv at købe den hjem)


Metamorphosis

af Franz Kafka


Metamorphosis, eller Die verwandlung som er originaltitlen, er vist kendt som lidt af et lille litterært kunstværk og jeg kan godt forstå hvorfor. Det er en gribende fortælling, kort og upræcis, men alligevel soleklar.


I fortællingen møder vi sælgeren Gregor Samsa der vågner en morgen og til sin store frygt er blevet forvandlet til en form for gigantisk insekt. Forvandlingen efterlader ham handlingslammet og frygtindgydende overfor sin søster og forældre, med hvem han deler hjem. Gradvist falder familien i længere og længere foragt overfor ham, mens han delvist holdes indespæret og delvist isolere sig på sit værelse.


Metamorphosis er I sin essens en fortælling om et menneskes fald, om misrøgt, om foragt og om ensomheden i misforståelse.


Køb på engelsk hos saxo

Paperback med oversættelse af Susan Bernofsky (det er dette eksemplar jeg har og oversættelsen er fantastisk god)