4 ugers løbeprogram

For fire uger siden satte jeg mig ned og udarbejdede lidt struktur for mit løb. Det resulterede i 4 uger med et gennemsnit på 35 km om ugen fordelt på 4 dage og altså et rimelig ensformigt løbeprogram uge efter uge.


Baseret på de sidste 4 uger har jeg nu lagt et helt program for de næste fire uger. Det vil altså sige, at jeg ikke skal sidde hver søndag aften og planlægge programmet for den kommende uge, men simpelthen kan vente endnu 4 uger med at planlægge et nyt.


Men hvorfor overhovedet planlægge sit løb?


Jo, ser i, i mit tilfælde er det jo fordi jeg har et mål forude, nemlig et ønske om at løbe halvmaraton, maraton og måske også et mini-triathlon. Derfor er der massere af fornuft i at skabe lidt struktur der sikrer, at jeg får trænet så meget og så varieret som det kræver for at nå i mål.


Har man ikke et decideret mål, andet end at løbe fordi man kan lide det eller fordi det bare er ens foretrukne form for motion, så er der ikke nødvendigvis nogen grund til at planlægge sit løb. At planlægge sit løb kan nemlig mindske den nydelse og motivation der naturligt eksisterer når man løber mere intuitivt - altså når lysten helt af sig selv bare er der.


Dog er det også ganske muligt at lysten vokser over tid og at lidt planlægning er præcis det der skal til, for at man kommer afsted. Hvor ofte og hvor langt man skal løbe afhænger også fuldstændig af ens form, lyst og mål.


Et løbeprogram kan også sagtens byde på eksempelvist to korte ture om ugen, eller have tid som den eneste faktor, såsom at man skal løbe i 30 min. hver gang og at distancen ikke er vigtig.


Mit løbeprogram uge 17-20


Da jeg satte mig for at skabe lidt struktur for min løbetræning, søgte jeg, som så mange andre, mod google efter inspiration til hvordan sådan et løbeprogram kunne se ud. Selvom jeg har en del viden med mig fra min bachelor om vigtigheden og effekten af fysisk aktivitet er det langt fra det man lærer på idrætsuddannelserne, så jeg følte det var nødvendigt med lidt viden fra en mere erfaren kilde.


Via google stødte jeg på dette blogindlæg af Nikolaj Bonde, der hjalp mig en hel del. Der var især to ting jeg virkelig tog til mig, nemlig vigtigheden at kontinuitet - altså at man træner regelmæssigt uden for mange dages pause, og at en uges træning gerne skal variere - eksempelvist ved at byde på både udholdenhed, roligt løb og intervaller.


Som i kan se har jeg inkorporeret begge dele ved at have 4 faste træninger om ugen, hver uge (kontinuitet) og ved at have både udholdenhed, roligt løb og bakkeintervaller på programmet (variation). Målet er at opbygge en rigtig god grund-løbeform og samtidigt øge min løbehastighed en smule. Allerede efter 4 uger kan jeg faktisk godt mærke en positiv effekt og jeg er spændt på hvordan min krop reagerer denne uge, hvor jeg har øget distancerne lidt igen og endda en smule mere end de forgangne uger.


Hvis du er glad for at løbe og gerne vil prøve at skabe lidt struktur eller måske lave nogle ændringer for at genfinde lysten eller prøve noget nyt, kan jeg varmt anbefale det blogindlæg jeg har linket til. Nikolaj løber ret hurtigt, men det har jeg valgt at se bort fra, for hans råd og vejledning er lige gode uanset hvilken hastighed man selv løber og i hvor god form man er.


Om ikke så længe begynder vi også at åbne op for små hold igen i RunningNow, så hvis du bare trænger til at komme afsted og kan blive motiveret af, at der er en gruppe glade løbere der regner med dig, så kan jeg også varmt anbefale dig at hoppe med på et af løbeholdende hos os.


Med al det skriveri om løb, begynder jeg allerede at glæde mig til at hoppe i løbeskoene i morgen tidlig. Måske det også er al den tid bag skærmen der gør mig lidt urolig nu. Heldigvis venter der to halve timers cykeltur på mig i aften, når jeg skal til og fra bestyrelsesmøde i Lystrup.


Jeg håber i har haft en god start på ugen og kan lade jer inspirere lidt af dagens blogindlæg.


De bedste mandagshilsner,

Katrine

Borggade 6k
8000 Aarhus
24 52 26 41
CVR: 39977125
  • LinkedIn - Hvid Circle
  • Facebook - Hvid Circle
  • Instagram - Hvid Circle